Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyt fra Almenbestyrelsen
På almenbestyrelsens sidste møde blev bl.a. børneplanen diskuteret. Der mangler fortsat ca. 200 pladser, som oprindelig blev »fundet« ved at forestille sig 14 børns vuggestuegrupper i 0-6 års institutioner.
Institutionerne har frivilligt merindskrevet 600 pladser. Et leder/tillidsrepræsentant- møde udtrykte klart at medlemmerne siger nej til 14 børns grupper. LFS har gjort forvaltningen kraftigt opmærksom på de tomme pladser og behovet for analyse. De pædagogiske organisationer vil gerne være behjælpelig med at finde pladser, men hverken fagforeningen generelt eller almenbestyrelsen får dokumentation på hvad der er indkommet af forslag fra institutionerne og forvaltningens faglige argument for at afvise disse. Bestyrelsen afviser fortsat 14 børns grupper: Det politiske grundlag i Børneplanen er jo at pladserne ikke skal etableres på bekostning af den pædagogiske kvalitet. Almenbestyrelsen har efterfølgende henvendt sig til politikerne om problemstillingerne.
En eventuel resultat- og lønsumsstyring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen blev også drøftet. Ved det seneste politiske udspil er det blevet tydeligt at der ønskes en resultat- og lønsumsstyringsmodel på området.
En rapport om udflytterbussernes stand lavet af Teknologisk Institut viser at busserne generelt er i dårlig stand. Det besluttede bestyrelsen at følge op på, i sidste ende politisk. Af medlemsaktiviteter blev der drøftet opfølgningsdag på mediationskurset i januar, temadag om læreplaner, medlemsmøde med Hanne Reintoft og efter sommerferien temadag om curlingforældre og servicebørn.
Almenbestyrelsen diskuterede også god ledelse. Der er enighed om at hele personalegruppen skal have indflydelse på pædagogikken; det er ikke godt hvis der kun bliver holdt pædagogmøder. ELL