Læringsbegreb

Af Elisabeth Lockert Lange

Frivol læring

Sæt indlæring på museum, siger rektor for Dannerseminariet Søs Bayer, som mener det nuværende læringsbegreb med de kommende læreplaner blot er en forfinet og subtil form for indlæringsbegreb. Lærer Marianne Frandsen går ind for læring gennem det hun kalder rammesat leg og ser det som vejen til helhed og udvikling for barnet.

Er helhed i børnenes hverdag det ultimative ideal med de kommende læreplaner som vejen til udvikling? Eller skal begrebet læring redefineres ud fra den viden vi har om at læring oftest sker på andre måder og andre steder end vi forventer?

Så forskellige holdninger til læring kommer til udtryk, når lærer Marianne Frandsen fra CVU Storkøbenhavn og Søs Bayer, rektor for Dannerseminariet krydser klinger, sådan som de gjorde på en samtænkningsmesse for fritidsinstitutioner og skoler på Københavns rådhus i starten af marts. Emnet var egentlig, hvordan de to grupper, lærerne og pædagogerne, beriger hinanden, men begrebet læring kom hurtigt i fokus.

Søs Bayer stiller spørgsmål ved selve begrebet læring og værdien af helhed. Hun mener at »virkeligheden« er forældet, forstået på den måde at vores forudsætninger og fordomme er forældede. Nutiden er en mangfoldig og kompleks virkelighed, og der mangler viden om, hvordan børnene danner sig i den.

»Børnene mangler i debatten, og de er andet og mere end læringsobjekter for os. Vi må se på deres hele liv, men ikke for at skabe helhed og sammenhæng, for det kan rent faktisk være en ufordel for dem. For børn er verden ikke opdelt, det er skolen som opdeler den og senere skal man så have den til at hænge sammen igen«, siger Søs Bayer.

Marianne Frandsen bekender sig derimod til de kommende nationale læreplaner. Hun har ingen skeptis og tænker praktisk i måder, man kan skabe læringsstuationer og helhed på. For hende er læreplanerne og samarbejdet en bevægelse fra en tidligere fragmenteret læring til helhed i læringen. Noget som sætter en ny dagsorden ikke kun for fritidshjemmene men også for skolerne, hvis læringsret er brudt.

»Barnet er centrum, og barnet rejser fra arena til arena. Der er et fagligt felt og et felt for personlig udvikling. Det nye for lærerne er at de også skal udvikle det sidste.«

Paradoksal læring
I »gamle dage« var der forskellige læringsformer. Så blev klasseundervisningen og lineariteten indført: trin for trin, som en læringsmæssig linje. Idéen med samtænkningen er at oparbejde disse andre former igen, men hvis samtænkningen blot bliver mere af det samme, kan det være lige meget, vurderer Søs Bayer. Hun ser den lineære læringstanke som en illusion, og hun er bekymret over at lineære læringsrum overtager alle læringsrum, uanset om det er sammen med lærerne eller pædagogerne.

»Læring er i virkeligheden et dybt frivolt begreb, for læring er altid lystbetonet. Det sker når det sker, det sker alle vegne, og det sker til alle tider. Det at være menneske er at være i læring, det er en vedholdende proces. Man skal faktisk være en ualmindelig dårlig lærer for at forhindre børnene i at lære noget. Det paradoksale er at læring sjældent sker, hvor vi har en forventning om at det sker, og det er oftest en anden type læring end forventet«, siger Søs Bayer.

Ofte taler man om formel og uformel læring, den formelle som skolens, den uformelle som daginstitutioners. I fritidshjem er der ikke en eksplicit hensigt om at man skal lære noget bestemt, men læring sker alligevel, mener hun

»Begrebet læring og indlæring er knyttet til det formelle, det er noget andre gør ved én. Og det nuværende læringsbegreb er en forfinet og mere subtil form for indlæringsbegreb. Lagt op som et struktureret, planlagt og rammesat forløb. Det er vanskeligt at planlægge læringsprocesser andet end i linearitet, men læring sker ikke sådan. Det ser ud til at læring sker i kompleksitetsform, nyt og gammelt blander sig, ikke i en bestemt rækkefølge og bedst, hvis der er balance mellem erkendelse, motorik, det psykologiske og det sociale«, siger Søs Bayer.

Overflødige læreplaner
Lærere har traditionelt let ved at definere deres faglighed. Det har pædagoger ikke. De kan have svært ved at sætte ord på, hvad de kan, taler om det hele barn, om at være sociale osv. Søs Bayers definition på det pædagogiske arbejde er at pædagoger medvirker i børns og unges egen dannelse og at de gør det gennem det de foranstalter på opfordring.

»Vi er vant til at se det at lære nogen noget som en ret, vi voksne har, fordi vi er klogere. Men vi ved jo ikke helt, hvad det er godt at vide noget om og lære videre. Vi har ikke sikker viden om børns udvikling og læring at referere til. Det er en kompleks socialisation. Jeg mener at læreplaner er overflødige, for læring sker. Men ikke i en plan og ikke nedfældet. Men hvis vi skal have læreplaner, så lad os finde et fælles sprog med fælles udgangspunkt, for vi mener ikke det samme med ordene. Og skal det absolut være læringsbegrebet som er udgangspunkt for de to fagligheder? «, spørger hun.

Rammesat leg
Som praktiker har Marianne Frandsen en helt anden indgangsvinkel. Hun sætter ikke spørgsmålstegn ved de kommende læreplaner, tværtimod fortæller de hende hvad barnet skal lære og kunne, fagligt og socialt.

Hendes kongstanke og ideal er helhed og sammenhæng i barnets hverdag.

»På den måde at noget fra skolen bliver en del af fritidshjemmet og omvendt. Fx hvis et barn er i gang med en bog i skolen, skal han også have lov at fortsætte med lektierne i fritidshjemmet. Børn skal kunne rejse med deres egne projekter mellem arenaerne, deres valg skal være ukrænkeligt, dog under hensyntagen til lærernes undervisningspligt. Og vi ved at børn lærer bedst når de selv er aktive og kan snakke med andre børn og med voksne.«

Marianne Frandsen håber at opgaver fra skolen kan rejse med over i fritidshjemmet: fx at bamse kan få en historie læst op af barnet i fritidshjemmet. Hun lancerer udtrykket rammesat leg og beskriver det som leg med regler og rammer sat af de voksne, fx hvor mange børn må lege denne leg sammen lige her.

»Gennem at definere rummet med regler men gøre det på en dynamisk måde, kobles leg med rammesætning og undervisning med projekter. Det kunne jeg godt tænke mig at pædagogerne tager til sig. For idéen er ikke at den gode pædagog skal være en dårlig lærer eller den gode lærer en dårlig pædagog. De har hver deres profession og faglighed men skal være villige voksne sammen om barnets eget projekt. Så går barnet i læring hele dagen«, siger Marianne Frandsen, som mener, at skolen til gengæld skal tage finurlighed, som hun kalder det, med ind i det regelsatte.

Fra pædagogisk hold kan man nok indvende at en rammesat leg slet ikke er barnets leg, for mens barnets egen leg er uden bestemte intentioner, har den rammesatte leg intentioner om en bestemt læring. Og det var der sandelig også pædagoger på samtænkningsmesssen der gjorde.