Overenskomst

AF ELISABETH LOCKERT LANGE

Lokal forhandling skal bevares

Stemningen på de seks medlemsmøder om mulige lønmodeller til overenskomst 05 var klar nok. Ny løn har mange irriterende elementer, men muligheden for lokal forhandling ønsker hverken basispersonale eller ledere at afskaffe. Møderne viste også et ønske om valgfrihed mellem løn, pension og frihed.

LFS'ere diskuterer ofte og heftigt deres løn. Ikke mindst det alt for lave beløb i lønposen – set i forhold til opgaven, foruden de mange irritationsmomenter ved ny løn, og hvor svært det er at gennemskue, hvad der er central løn, ny løn og lokal løn, og hvad de kan få og får løn for.

Ny løn er udskældt og ofte har medlemmer krævet den afskaffet eller ændret. De overenskomstmøder, som LFS i de sidste tre uger har holdt med grupper af medlemmer viser dog, at nok er ny løn ikke populær, men langt den overvejende del af fagforeningens medlemmer (hvis de fremmødte på møderne ellers er repræsentative) ønsker at bibeholde muligheden for en lokal lønforhandling. Men det stod lige så klart at medlemmerne vil af med de mange negative ting ved ny løn. Og alle ønsker at reallønnen skal sikres for alle ansatte ved de centrale overenskomster, ikke ved lokal forhandling.

Trods den store interesse for løn kunne de seks medlemsmøder om lønmodeller og den kommende overenskomst ikke mønstre den helt store tilslutning. De medlemmer der dukkede op var til gengæld både videbegærlige og diskussionslystne. De ville være med til at bestemme hvilke krav LFS skal gå videre med til FOAs forhandlinger for 2005-08. Møderne var opdelt på både område og stillingsniveau, så der var mulighed for at målrette diskussionen til at handle om netop den fremmødte gruppe. Dvs basispersonalet på daginstitutionerne, dagplejerne og basispersonalet på specialarbejdspladserne og lederne på hvert af de tre områder mødtes for sig.

Medlemmerne ønsker først og fremmest at fastholde muligheden for lokale forhandlinger på forvaltnings/LFSniveau. Der var mere spredt fægtning omkring forhandlingerne på institutionsniveau, og her er billedet også ret forskelligt. På specialområdet føres en stor del af de lokale forhandlinger ude på de enkelte arbejdspladser. På almenområdet og dagplejeområdet i København kører der netop nu et forsøg med lønforhandlinger i lille målestok helt ude på institutionen. Dette forsøg skal senere evalueres og har ikke noget med overenskomstforløbet at gøre. I kommunerne i København Amt og i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forhandles der ikke på institutionsniveau.

Langt forløb
2005 føles måske som langt væk, men forløbet frem til de egentlige overenskomstforhandlinger er allerede begyndt. LFS er en del af KTO, dvs. forhandlingsfællesskabet for kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte. KTO har ved denne overenskomst valgt at vende op og ned på forhandlingerne så at sige. Det betyder at de enkelte organisationer, og FOA er én af dem, forhandler først og forhandler alt – undtagen det som er generelt og fælles for alle KTO-grupper. I tidligere overenskomstforhandlinger blev det generelle forhandlet først. Konsekvensen af dette omvendte forløb er at LFS' medlemmer allerede nu skal forholde sig til og beslutte sig for de krav, som de ønsker der skal forhandles for dem.

For LFS' forretningsudvalg og hovedbestyrelse er det vigtigt at kravene til overenskomst og lønmodel svarer til det medlemmerne gerne vil have, og ikke blot er en tilkendegivelse af hvad medlemmerne ikke vil have. Derfor tog de valgte bestyrelser i LFS, hovedbestyrelsen og bestyrelserne for almenområdet, dagplejeområdet og specialområdet en diskussion om lønmodeller og skrev efterfølgende et oplæg, som blev sendt ud til diskussion på arbejdspladserne.

Det springende punkt i oplægget og i overenskomstforhandlingerne er lønmodel, og den store diskussion har ikke kun været ny løn eller ej, men i lige så høj grad: hvad ønsker medlemmerne skal indgå i en kommende lønmodel for de næste tre år. Vil medlemmer udelukkende have centralt fastsat løn eller vil de bevare decentrale forhandlinger i kombination med centrale? Hvis de ønsker decentrale forhandlinger hvor lokalt skal det så foregå, mellem kommune/lokalcenter og LFS eller helt ude på institutionerne mellem tillidsrepræsentant og leder? Skal alle have samme lønmodel inden for det offentlige eller kan man forestille sig forskellige lønsystemer til forskellige områder?

Langsom men lønsom
På hvert møde for hver gruppe orienterede Britt Petersen om det nuværende lønsystem og de resultater, det har givet for netop dem. Ofte ret forskellige resultater fra gruppe til gruppe, bl.a. fordi områderne blev koblet på ny løn på forskellige tidspunkter.

Systemet består som bekendt af en grundløn og evt. andre centrale bestemmelser, som er forskellige for grupperne. Og så er der ny løn, dvs de lokale forhandlinger. Disse forhandlinger forhandlinger er i to niveauer, dels er der forhandlingerne mellem fagforening og forvaltning/lokalcenter, dels forhandlingerne på den enkelte institution. Den altoverskyggende negative erfaring med det nuværende lønsystem er at det er alt, alt for langsomt. Både forhandlingerne og udbetalingen af de penge der aftales. Og så bruges der alt for mange ressourcer hos både LFS centralt og hos medlemmerne. Og der er flere irritationsmomenter: LFS ved ikke på forhånd hvor mange penge der er at forhandle om, og der er ingen garanti for at arbejdsgiverne overhovedet afsætter penge til det. Desuden bestemmer arbejdsgiver og fagforening hver for sig hvem der forhandler på deres side, og der har været generel uenighed mellem parterne om, hvilket lønsystem der rent faktisk er indgået aftale om.

Arbejdsgiverne tænker individuel løn og subjektiv løn, mens organisationerne tænker en kollektivt aftalt lønmodel med adgang til lokale forhandlinger.

Når alt det negative er sagt, fremhævede Britt Petersen at de lokale forhandlinger har gavnet medlemmerne rent lønmæssigt. Lønstigningen er tydelig, når der sammenlignes med, hvad lønnen under det gamle lønssystem ville have været. Det kan ses på lønstatistikkerne, selvom der ikke er tale om lige stor stigning på alle områder, og selvom det ikke altid er lige let at gennemskue, hvad der er hvad og hvorfor. Denne købmandsagtige indgangsvinkel gik temmelig rent ind på medlemsmøderne.

For lidt i løn
Britt Petersen stak ikke under stolen at hun selv foretrækker en lønmodel med en kombination af centrale og decentrale lønforhandlinger. Men ikke ny løn som det fungerer nu med de utallige problemer.

»Hvis jeg skal pege på et nyt lønsystem, så vil jeg vælge en kombination af lokale og centrale forhandlinger men hvor problemerne med bl.a. langsommelighed, det store ressourceforbrug og den individuelle indgangsvinkel er luget væk.«

Og den model købte medlemmerne ved de seks medlemsmøder. Selv om de heller ikke fortiede de ulemper de oplever ved lokale forhandlinger, såsom forskellighed fra kommune til kommune, i København fra forvaltning til forvaltning, og ude på arbejdspladserne fra person til person. Nogle satte spørgsmålstegn ved at for store løndele lægges ud til lokale forhandlinger på institutionsniveauet (det almene basispersonale), nogle efterlyste synlighed og gennemskuelighed i lønsystemet, så man kan se hvad man får og kan få løn for, og hvad der er ny løn og central løn (dagplejerne), mens andre igen fremhævede det store problem det er at der er for få penge (specialområdet).

Det altovervejende flertal på medlemsmøderne tilsluttede sig også forslaget om at der ikke kun behøver være én lønmodel for alle offentligt ansatte, det er helt ok at afstemme lønmodellen efter personalet.

Valgfrihed
LFS'ere vil gerne – ud fra de kollektive aftaler – kunne vælge ekstra løn, frihed eller pension. Men kun hvis de praktiske og administrative forudsætninger for det er i orden. Fx skal pengene være på institutionen via overenskomstaftalen, sådan at hvis en ansat vælger frihed er pengene der til vikardækning i lige så selvfølgelig grad, som hvis den ansatte vælger pengene udbetalt som løn eller sat ind på en pensionskonto.

Det er penge som aftales i overenskomsten, og som er en ret, derfor skal den ansatte heller ikke hverken forsvare eller forklare sit valg over for nogen. Til gengæld bør det være en af de administrative forudsætninger at man binder valget for mindst en overenskomstperiode.

Central løn er den del af lønnen, som forhandles ved de centrale forhandlinger. Her forhandler KTO på vegne af FOA og dermed LFS. Her forhandles den overordnede ramme for de generelle lønstigninger. En del af rammen lægges ud til forhandlinger i forbund og fagforening.

Ny løn er de lokale løndele. Her er ingen fælles overordnet ramme. Ny løn forhandles primært af LFS og forvaltning/lokalcentre. Den kan fx udformes i forhåndsaftaler med kollektive objektive skaltillæg og kan-tillæg fx erfaringsbaseret. Ny løn omfatter også de lokale forhandlinger ude på den enkelte institution eller arbejdsplads mellem leder og tillidsrepræsentant.