Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Husker du Zoo care?
Af Elisabeth Lockert lange
Da LFS aktivister stod på Københavns Rådhusplads og foran Frederiksberg Rådhus med kameler, høballer, dagplejevogne og kravlegårde med udviklingshæmmede i kørestole, var det sjovt – for både de som var med, og for de som kiggede på.
Og sådan skal aktioner være. Effektive, opsigtsvækkende, målrettede og humoristiske.
Sådan ser de LFS’ere det, der er aktivister i den gode sags tjeneste. Og du er hermed opfordret til at tage dem på ordet og afprøve det. For gruppen af aktivister må meget gerne vokse sig større, der er brug for både mennesker, idéer og aktioner.
Aktivismeprojektet startede i FOA, som valgte at sætte fokus på det i foråret 2009. Og LFS er enig – erfaringerne fra bl.a. overenskomstkampe, budgetkampe, kampen for fritidshjemmene, kampen mod test og screening og mange andre kampe, har tydeligt vist at der er behov for at man kan samle rigtig mange medlemmer omkring aktiviteter og aktioner.
Helt i starten blev LFS sammen med FOA Roskilde, udvalgt til at deltage i nogle workshops. Og det var en rigtig god start, hvor deltagerne lærte en masse om aktioner.
”I det hele taget har samarbejdet med FOA om aktivismeprojektet været rigtig godt. Det var jo nyt for os alle sammen, og vi kunne virkelig bruge hinanden. Men nu står vi på egne ben”, fortæller dagplejer i Frederiksberg gennem 19 år Pia Timming.
Hun har selv været med helt fra starten og vil hellere end gerne fortsætte. Men der skal flere på banen, siger hun, ellers kan det blive for hårdt, og det ville bare være ærgerligt, for netop aktioner, finde på dem, planlægge dem og udføre dem er sjovt og udfordrende. Derfor har aktivismegruppen i LFS holdt møde for at få flere medlemmer på banen.
”Og meget gerne flere dagplejere. Jeg er den eneste som er med i gruppen, og jeg kan anbefale det. Jeg gik selv ind i det fordi det lød spændende, og det er blevet bekræftet. Det at man kan gøre noget selv, være en del af noget aktivt og gøre det anderledes. Det lød spændende så det måtte prøves.”
En af de positive og spændende ting ved aktionerne og hele processen omkring dem er at de går på tværs af fagforeningens områder og medlemmer, mener Pia Timming.
Husker du zoo care?
”Det er godt ikke mindst for dagplejerne, for vi kan ellers let blive en glemt gruppe. Det var også en af grundene til at jeg gik med, at jeg dermed fik sat fokus på dagplejen i aktionerne. Alle dagplejere tænker desværre ikke altid på tværs af områderne, sådan som jeg gør. Og selvfølgelig berører alle de aktiviteter vi laver da heller ikke mit område, men det handler jo om det samme fælles velfærdssamfund. Og hvis jeg og dagplejen en dag står med problemerne, så vil de andre jo stå der mig og dagplejen, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er meget kammeratligt og sjovt i gruppen, så jeg kan kun anbefale flere at være med.”
Den største aktion var klart zoo care. Den var også hårdt arbejde, og man lærer noget af hver eneste aktion, fortæller hun.