Ren magi

Af Elisabeth Lockert lange

Tillid og relationer. Det er blot et par af nøgleordene for det pædagogiske arbejde, som bedrives af fire socialpædagoger i de beskyttede boliger i Kollektivhuset på Bellahøj.

”Vores arbejde her er ren magi. Det er som en blomst, hvis hoved hænger nedad, den har brug for vand og gødning. Det giver vi i form af en relation med ligeværdighed, etik og respekt, og den vækstproces vi oplever her er ren magi. Den er det skønneste ved arbejdet.”

Sådan beskriver socialpædagog Mette Gylche, ansat i Kollektivhuset på Bellahøj på fjerde år, det arbejde med socialt udsatte borgere, som hun og tre andre pædagoger udfører for beboerne i Kollektivhuset på Bellahøjvej.

Ud over magien i vækstprocessen, det fantastiske i at se mennesker med store sociale problemer gennem de ansattes anerkendende relationsarbejde gradvist styrke deres evne til at klare deres eget liv, tage beslutninger og initiativer, så handler magien også om at dette arbejde lykkes under svære vilkår.

Kollektivhuset er nemlig forbløffende nok placeret under Sundhedsforvaltningen. Det har status som beskyttede boliger og har derfor den normering der følger med det, på trods af at 75 pct. af stedets beboere naturligt hører under det sociale område og dermed Socialforvaltningen.

Sundhedsforvaltningsplaceringen hænger sandsynligvis sammen med at beboerne tidligere var udpræget fysisk plejekrævende. Siden er der sket en drejning af fokus fra udelukkende pleje til også at omfatte udvikling, fra fysisk omsorg til relation, motivation og mestring af eget liv. I denne udvikling spiller pædagogerne naturligvis en helt afgørende rolle, og skiftet sker ikke uden sværdslag med en sundhedspræget og plejeorienteret tankegang frem for en social og pædagogisk. Sundhedsforvaltningsproblematikken, som fylder meget som en udfordring i hverdagen for pædagogerne, vender vi tilbage til.

Først fortæller tre af pædagogerne, de mest erfarne, Mette Gylche, Anne Ranzau Lillesø, som har været ansat i to år og Helle Roupe, ansat i et år, om deres arbejde med beboerne i huset til LFS Nyt. Den fjerde pædagog er helt nyansat.

Socialt udsatte

Der er liv og bevægelse i huset, fra jeg træder ind af døren. Først skal der tages billeder af de tre pædagoger, og mens vi venter på elevatoren, som skal bringe os op til den lejlighed, hvor billedet skal tages, kommer der adskillige hen og spørger og snakker. Vi presser os ind i elevatoren til de to, der står der i forvejen, og vi kører op.

Vi ender hos en venlig mand, som velvilligt stiller sin fantastiske og farverige lejlighed til afbenyttelse som baggrund. Billederne tages, og vi kører igen ned efter at have ventet på elevatoren en rum tid. Man skal ikke være alt for utålmodig her.

Anne Ranzau Lillesø smiler: ”Ja der går meget tid både med at vente på elevatoren og køre op og ned i den. Faktisk går 4 pct. af arbejdstiden med at køre i elevator. Vi forsøger at have en elevatorkultur, så vi bruger tiden bedst muligt til god snak.”

Kollektivhuset er ikke et bosted, det er 70 beskyttede boliger. Beboerne lejer en lejlighed på helt almindelige vilkår med en lejekontrakt og en husleje, men de visiteres til stedet og den støtte der følger med, som bl.a. også omfatter døgndækning. Det er noget, som er meget vigtigt for den tryghed beboerne oplever. Blandt beboerne er der psykisk syge, borgere med dobbelt diagnoser, tidligere narkomaner og alkoholikere, ældre mennesker med sociale problemer, hjemløse. Alle er de socialt udsatte og har problemer med sociale kompetencer.

Kollektivhuset er i stor udvikling, ja nærmest i et paradigmeskift fra plejehjem til egne hjem med fleksibel pædagogisk støtte ud over den fysiske omsorg. I fokus for det pædagogiske arbejde er først og fremmest beboernes udvikling hen mod at kunne mestre deres egne liv.

”Der er en meget speciel beboersammensætning her og en stor spændvidde, vi repræsenterer jo samfundet udenfor. Vi har en skuespiller, en professor, narkomanen på 24 år fra Nørrebro og den 78 årige alkoholiker fra Vesterbro. Der er stadig rene plejehjemsbeboere, men vi bevæger os hen mod en anden kategori, socialt udsatte med rigtig dårlige sociale kompetencer. Og det er der vi kommer i spil med en socialisering, ja endda en resocialisering. At de lærer at mestre eget liv, det er det vi bidrager med”, fortæller Anne Ranzau Lillesø.

”Og det gør det så spændende”, fortsætter Mette Gylche. ”Vi er i rivende udvikling, både beboermæssigt og hele huset. Fra plejekultur til dynamisk socialpædagogisk tankegang. Plejehjemskulturen er ikke nok, det profiterer de ikke nok af, når det står alene. Vi bevæger os væk fra mekaniske arbejdsopgaver og sætter andre ting i fokus.”

Anerkendende relationer

Metoden og værdigrundlaget er først og fremmest anerkendende relationer. Det er der ligeværd i og respekt for den enkelte borgers integritet og ret til at bestemme over sit liv.

”Vi har både meget velfungerende beboere her, og borgere som skal have hjælp til mange opgaver, både fysisk, psykisk og socialt. Det centrale er relationen til beboeren, hvor vores personlighed og kompetencer kommer i spil, det er det centrale i det pædagogiske arbejde. Mange af beboerne har ikke fået en grundlæggende socialisering og tryghed, så de har brug for den socialpædagogiske bistand”, fortæller Mette Gylche.

Helle Roupe uddyber:

”I det pædagogiske arbejde bruger vi os selv som redskab, og vi skaber et tæt og tillidsfuldt samarbejde med den enkelte beboer, og. Vi spørger ind til, hvad beboeren kunne tænke sig med sit liv, og så støtter vi op om det med både motivations- og relationsarbejde. Vi arbejder på at nå et mål sammen med en borger, fx at stå op om morgenen, og vi kommer her hver morgen. Vi er socialpædagogiske rollemodeller, kan man sige. Vi har naturligvis også rammer her, for beboerne skal være en del af helheden, men rammerne kan flyttes, hvis det passer bedst. Det er ikke så stift her, men vi får dem til at forstå, hvad deres adfærd gør ved andre, og at de med en uhensigtsmæssig adfærd bliver stigmatiseret.”

Hun tilføjer:

”Mange af beboerne her har været institutionaliserede, været børnehjemsbørn, på institution, de har et hårdt liv bag sig. Så arbejdet kan være bare at de får tillid til os; vi laver relationsarbejde med mennesker, som ikke tør relation.”

Ressourcer

Men relationer kræver tid og tillid.

”Det tager år før beboerne tror på at relationen med os holder. Der er ikke så stor forståelse for, hvor lang tid det kræver at bygge en relation op. Og vi kan ikke svigte, vi skal komme her, vores troværdighed i tilgangen til dem er så vigtig”, vurderer Anne Ranzau Lillesø og tilføjer:

”Og vi har en tro på at de kan, at de ikke behøver støtte hele tiden. Og vi tør slippe dem, når de selv kan.”

For relationen kræver også et fokus på ressourcer hos de mennesker, de arbejder med.

”Og de har de mest fantastiske ressourcer, som vi hjælper dem med at finde frem. Det arbejder vi meget med, ressourcer frem for begrænsninger”, siger Helle Roupe og tilføjer:

”Måske er jeg ikke den, der ved bedst, men beboeren. Og det er ikke alle borgere, man kan gå lige til, man må vente og tro på at det kan lykkes. Være tålmodig.”

Mennesket er i højsædet. Som Mette Gylche siger:

”Vi forholder os til beboerne som de mennesker vi ser og ikke som omvandrende diagnoser. Måske er de overmedicinerede, måske er personligheden gemt væk, måske noget andet. Men det handler meget om at være autentisk.”

Først efter tre år kommer succeshistorierne, og dem kan de så begynde at glæde sig over nu. Og her kommer artiklens første succeshistorie. En tidligere alkoholiker som gennem motivations- og relationsarbejdet får rettet sit fokus på andet end bajerne, fx den gode kaffe. Den socialpædagogiske indsats giver han reel indsigt i, hvad det gør ved hans krop og hans liv, og pædagogen, i dette tilfælde Helle Roupe, er tydelig og synlig i forhold til at bajerne ikke skal have den høje prioritet.

Anne Ranzau Lillesø trækker en anden type succeshistorie frem. Hun har været væk et par måneder, og da hun kommer tilbage, oplever hun en omsorg fra beboerne. Det rører hende meget. Succesen er selvfølgelig at relationsarbejdet netop gør beboerne i stand til at mobilisere en omsorg for og medleven i andre.

Og endnu en succeshistorie. Mette Gylche arbejder med en voldelig beboer, som slet ikke kan finde ud af relation. Han kan ikke engang klare øjenkontakt. De sidder side og side og hun taler med ham uden at se på ham. Gradvist, gradvist begynder hun at flytte stolen, så hun til sidst sidder over for ham. Med et smil siger hun:

”Og sidst jeg talte med ham og spurgte hvordan han havde det, svarede han: skattepige jeg har det godt.”

Tværfagligt

Den socialpædagogiske indsats kom først til for fire år siden, men der er stadig slåskampe at tage, for stadig er pædagogerne langt i undertal. For hver pædagog er der tre social- og sundhedsansatte. De arbejder sammen og har gjort det i et år, i tværfaglige teams med en pædagog i hvert.

”Mange af beboerne har også fysiske skavanker, og de har brug for mennesker, som kan plejen. Med teamene får vi også en større forståelse for hinandens faglighed, vi bruger hinandens kompetencer langt bedre, og trækker på hinandens ressourcer. Det er ved at rykke noget”, fortæller Anne Ranzau Lillesø.

Det gælder om som pædagog at være synlig i teamet, og personalesamarbejde er bestemt en stor del af jobbet og udfordringen. De er mere end én gang stødt på ”vi plejer”, som de siger. Der er af gode grunde meget medicinering i huset, men udfordringen for pædagogerne er at insistere på at andre typer indsatser også er vigtige. Derfor deltager alle fire pædagoger i udvalgsarbejde på arbejdspladsen. Og de har fremtidsvisioner for stedet, bl.a. at få en observationsbolig, hvor en mulig kommende beboer kan bo i fx 1/2 år til observation, og derefter kan de sammen finde ud af, hvilket der er det rette sted for ham. De oplever også god udvikling på arbejdspladsen gennem kurser og supervision en gang om måneden.

Hver dag starter med et møde i teamet, efterfulgt af et større fælles morgenmøde. Derefter går de hver især til det meget aleneprægede arbejde. Ud over teams har de en kontaktpersonordning med primær og sekundær person, hver med særlig tilknytning til 6-7 borgere.

Der sker en vis udskiftning blandt beboerne, nogle få flytter, bl.a. på plejehjem, men der er også en del dødsfald primært på grund af livsstilssygdomme. De nye som visiteres til Kollektivhuset er som nævnt i højere grad socialt udsatte, men det er ikke alle de kan tage imod, bl.a. de meget voldsomme og udadreagerende. Men kriterierne er flydende og fleksible, aldrig rigide.

”Beboerne her kan ikke være i solistbolig og heller ikke på bosteder. Det er lige præcis hér de profiterer af at være”, fortæller Mette Gylche.

Økonomi

Og hvad er det så der er problemet med at være under Sundhedsforvaltningen? Forstander Per Rasmussen får lov at formulere det. Han gør det via et eksempel. Når han er inde på Tilbudsportalen (som er en samlet indgang til alle sociale tilbud i Danmark), hvor Kollektivhuset er kategoriseret under plejeboliger, og krydser af på ”sine” kategorier af borgere, så får han at vide at det hænger ikke sammen. De grupper findes ikke under den forvaltning, men det er altså 75 pct. af borgere i Kollektivhuset, det passer på. Og som rettelig burde høre under Socialforvaltningen.

Paragrafferne passer ikke til stedet. Det gør arbejdet og stedet specielt og også spændende, men økonomisk hænger det ikke sammen, siger han.

”Det er ikke på grund af, men på trods af økonomien at arbejdet her lykkes. Vi er sat ind som plejehjemsbolig, og beboerne passer ikke med det. Heller ikke økonomisk, så det er svært at få vores normering til at hænge sammen. Socialforvaltningen ville være mere forstående over for, hvad vores beboere reelt koster. Der er forhandlinger i gang om et skift af forvaltning, men de er foreløbig strandet på grund af netop paragraffer og økonomi.”

Per Rasmussen bidrager med den sidste succeshistorie, som ”illustrerer personalets rummelighed og fleksibilitet”. Den handler om en beboer, som kom fra en somatisk afdeling på et hospital, og som blev visiteret vildt hurtigt gennem systemet. På mindre end en uge var han flyttet ind. Han viste sig at være meget dårligere end hospitalet havde fortalt dem, med diabetes, delvis hjerneskade, hepatitis og med sår adskillige steder på kroppen – en tidligere narkoman på metadon. Han kom med den holdning at alt var samfundets og de andres skyld, han var som en tre årig, der ikke fik sin slikkepind, hylede og smed sig, råbte og skreg. Personalet rummede og rummede, og han tog mange personaletimer med sin adfærd og sit plejebehov.

Men efter en og en halv måned var der en ansat, som ved morgenmødet sagde at hun egenligt godt kunne lide ham, og havde lyst til at arbejde videre med ham og ville kunne trænge ind til ham og påvirke ham. Det gjorde hun så. Nu fylder han kun lidt mere end de andre beboere, han har holdt loppemarked på stedet, han tager ansvar for både sig selv og andre. Alt sammen fordi personalet signalerede til ham at han var okay, mens det gav ham støtte og var grænsesættende på samme tid.