Den pædagogiske virkelighed – et servicefag?

Af Peter Bruun Christensen, faglig sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning

Debatten omkring vores arbejde raser, og har gjort det længe. Det ses både omkring, men også inden for feltet. Det er nye tider for pædagoger, og pædagogisk personale. Nye smarte ord og tendenser præger vores hverdag. Det er ord som læreplaner, kvalitetssikring og test, som bliver brugt i flæng. Det kan være svært at overskue konsekvenserne af de enkelte tiltag, og derfor vil jeg snarere beskæftige mig med den overordnede tendens. Lad os til at starte med, for overblikkets skyld, samle det hele under en nok mere simpel overskrift: Dokumentation.

At pædagoger skal dokumentere deres arbejde er som sådan ikke nyt. Det er en øvelse som sker og har sket kontinuerligt gennem tiden, i videnskabeligt øjemed. Men det vi ser nu handler ikke om videnskabelig dokumentering af børns udvikling, eller relationens betydning. Det handler om at dokumentere en serviceydelse. Visse kriterier bliver opstillet for, hvad „den gode pædagogik“ er, og det pædagogiske personale skal udføre en konkret serviceydelse for at opnå kriteriet. Det er en tjeklistekultur.

Kommunalpolitikere og serviceydelse

Reaktionerne og frustrationerne kom med det samme, da man bemærkede hvor det bar hen imod, men kritikken og modstanden er blevet grebet meget forskelligt an, fra region til region og fra fagforening til fagforening.

Umyndiggørelse af pædagoger, manglende respekt for faglighed, ingen autonomi og forsøg på at kvæle den kritiske pædagogik. Områderne for kritik er mange og forskelligartede, og de fremføres på mange forskellige niveauer, men den samlede entydige kritik udebliver. En af årsagerne til dette kan være at man endnu ikke har lavet en generel analyse. Det vil jeg her forsøge:

Sammenkæder man de dårlige og stigende normeringer (AE-rådet 2006) med den servicetendens jeg kort har beskrevet ovenfor, tegner der sig et billede. Man kan kalde det gammeldags, dogmatisk og endda marxistisk, men det lugter af fremmedgørelse. Vi er på vej til at blive reduceret til maskiner, der udfører en opgave. Selvom arbejdet er kompliceret, føler vi ikke et ejerskab over det vi foretager os. Man fjerner det menneskelige ved vores arbejde, det ophæves til fordel for servicen.

Denne tendens ses blandt andet i de frustrationer, man hører i personalerummene til sygefraværskurven, som kun er stigende. Stress kommer ikke udelukkende af at løbe stærkt. Det kommer lige så meget af ikke at kunne se idéen i at løbe i det hele taget. Pædagoger ejer ikke deres arbejde.

Pædagoguddannelsen – et studie eller håndværk

De beskrevne tendenser, skinner også igennem på uddannelsesstederne. Fra at handle om et studie af pædagogik, udvikling og relationer, er det blevet en instrumentel gennemgang, så vi kan fungere som arbejdskraft. Mest evident er det naturligvis i praktikperioden, som stadig er lønnet. Det er et helt års arbejdsprøvning til Danmarks dårligste løn.

Samtidig arbejdes der nu ud fra CKF’er (centrale kundskaber og færdigheder), som er færdige opskrifter på, hvordan vi skal agere som færdiguddannede. Det betragtes ikke længere som et studium, men som et håndværksfag, hvor man skal lære at gøre tingene rigtigt. Ydermere oplever vi, at enkelte fag decideret er oprettet for at lære at udfylde læringsplaner, og hvad ved jeg.

Selvstændigheden er på vej ud af uddannelsen, og I stedet står færdiguddannede pædagoger, som udelukkende vil være i stand til at tjene servicefaget pædagogik. Selv inden for vores professionshøjskolestruktur oplever de studerende gang på gang at blive holdt uden for beslutningsprocesserne. Fremmedgørelsen skinner igennem allerede her.

Hvad gør vi?

Svaret er egentlig nemt, men vejen dertil er ikke: Vi skal tage magten tilbage!

Men hvordan vi gør det er noget mere besværligt. For det første kræver det enighed. Tendenserne inden for feltet skal analyseres, og det skal stå brændende klart for alle, hvad der er problemet. Jeg har forsøgt at give et bud – i form af fremmedgørelse.

Så nytter det ikke noget med diverse segmenterede protester, hvor budskaberne er forskellige. Det forvirrer os selv mere, end det forvirrer nogen anden.

Dernæst kræver det enhed – en samlet pædagogisk bevægelse mod service-, eller markedsgørelsen, af pædagogik. Før denne enhed er opnået, vil det nærmest være meningsløst at bekæmpe servicetendensen. Vi vil potentielt set undergrave hinanden. Selvom det kan være svært at forstille sig, så er det muligt. Men det kræver at alle mand kommer i gang, også de studerende. Derfor, når I modtager studerende i jeres institutioner, så sørg for at de kommer ind i det faglige fællesskab hurtigst muligt. Et medlemskab af PLS er også et medlemskab af LFS.