Politikerne har ordet

LFS Nyt har tilbudt byens politikere en mulighed for at fortælle hvad de vil lægge vægt på i de næste fire år i Borgerrepræsentationen – hvis de bliver valgt.

Sats på kvalitet

Af Bo Asmus Kjeldgaard, børne- og ungdomsborgmester, Borgerrepræsentationen (SF)

Kravene er mange, pengene få og behovet enormt. Vi taler selvfølgelig om pædagogisk kvalitet. I en by hvor fattigdom er et problem, og en hel bydel er ved få åndenød af kugler og kriminalitet, er der for SF kun én begavet vej.

Sats på kvalitet og sæt antallet af voksne pr. barn op i institutionerne.

Trusler om hårde straffe virker ikke, og selv om det ikke er nogens barndomsdrøm at ende som pusher, så kan mangel på værdier og voksenkontakt gøre vejen derhen fortvivlende nem.

Misforstå det ikke. Når kuglerne flyver eller tæskeholdet er i aktion, skal konsekvensen falde. Det er en politiopgave, og her har SF krævet mere politi i gaderne. Kommunens ansvar er det forbyggende arbejde, at bryde den negative sociale arv og at give alle børn de bedste muligheder.

Men dette lange seje træk har aldrig været sejere. I et land, hvor det er i orden at foreslå frihedsstraffe til børn mod sund fornuft og alle anbefalinger, skal en rød by stå for alternativet.

Hvorfor gør vi så ikke det i en by med en socialdemokratisk overborgmester, en SF’er i spidsen for børne- og ungeområdet og en socialborgmester fra Enhedslisten?

Det korte, triste svar er økonomi. Den borgerlige regerings bånd på kommunerne har konsekvenser. Der er råd til bankpakker og brandslukning, men ikke til forebyggelse og kvalitet til børnene.

Derfor ønsker SF ikke bare et rød-grønt rådhus, men også et regeringsskifte. Vi kan ikke lykkes med ønskerne på børneog ungeområdet og i det hele taget genskabe velfærden, før vi får en anden økonomisk politik over for kommunerne. Men mens vi venter, skal vi vinde de små kampe.

SF vil bevare de selvstændige fritidshjem. Børns frie tid er lige så vigtig som den i skema. Fritid og skoledag skal hænge sammen, men ikke smelte sammen. Børn som har det svært i skolen, får det ikke nemmere af at vi forlænger dagen og indlægger fritidstilbud.

Samarbejdet mellem lærere og pædagoger skal være ligeværdigt og i respekt for begges faglighed, for både lærernes og Sats på kvalitet Af Bo Asmus Kjeldgaard, børne- og ungdomsborgmester, Borgerrepræsentationen (SF) pædagogernes indsats er uundværlig og uerstattelig for børns udvikling. Og til dem som elsker benchmarking og nøgletal: københavnske forældre har talt, de er mere tilfredse med deres børns fritidstilbud end forældre i det ganske SFOland.

Ikke at vi skal sammenligne os med resten af landet. København kan ikke sammenlignes med resten af landet. Som hovedstad har vi den rigeste mangfoldighed af børn og unge, og det er et privilegium. Men det betyder også, at vi har ansvaret for de mest ressourcesvage børn og unge. Så drop sammenligninger af nationale gennemsnitspriser og resultater. Vi skal fokusere på, hvad vi vil med byen og børnene.

Og vi skal ikke spilde tiden med regler, kontrol og bureaukrati. Det burde være en banalitet at sige, at vi skal bruge kræfterne på kerneydelsen. Så lad regeringen få den smule ros, det bekommer den, for at opgive sprogtesten.

Men ros jer selv mere. Uden jeres kamp for at få lov til at bruge tiden på børnene, var det ikke sket. SF vil sikre institutionerne frihed til at udvikle metoder, der virker for den enkelte institution og børnene der. De nye toner omkring den tvungne sprogtest for de 3-årige har givet plads til dette. Vi vil derfor gøre sprogtesten frivillig.

De institutioner, som har et behov for sprogtest og gerne vil bruge den, må naturligvis arbejde videre med det. Men de institutioner, hvor tilbuddet ikke er blevet modtaget, enten fordi forældrene vurderer, at der ikke er behov for test af deres barn, eller fordi personalet har udviklet metoder, de finder bedre, skal selvfølgelig tage den overraskende udstrakte hånd fra regeringen.

Og ros og kæmpe tak til jer, som hver dag har ungernes fremtid mellem hænderne. Selvom det til tider er op ad bakke, og idealerne har det med at forsvinde i excelark, skal alle pædagoger, der hver dag er i stand til at skære igennem og se dem, det hele drejer sig om – børnene – have tusind tak.

Jeg håber, at vi i den næste periode kommer til at leve op til flere af jeres forventninger til børnenes bedste.

Jo der er brug for klubberne

Af Jesper Christensen, Borgerrepræsentationen (Soc.)

Hvorfor skal netcaféer og kiosker have længere åbningstider end de tilbud, vi har til børn og unge i København? Der er mange gode og velfungerende fritids- og ungdomsklubber og lige så mange dygtige og dedikerede medarbejdere, men fritidsområdet har i al for lang tid været ude af fokus og har ikke haft forvaltningens bevågenhed. Vi har set eksempler på, at nogle klubber har haft faldende medlemstal, og forvaltningens eneste kommentar har været, at der åbenbart ikke er brug for klubberne.

Jo, der er brug for klubberne, fordi vi som samfund har en forpligtelse til at sikre børn og unge rum til, at de kan udvikle sociale og demokratiske kompetencer. Vi har en særlig forpligtelse til at tage vare på de unge, der har brug for reduceret risikotid. Vi har brug for at udvikle nye klubformer med længere åbningstider, hvor de unge gider komme. Og vi har brug for at finde nye løsninger og skabe retning i indsatsen over for børn og unge. I alt for lang tid har det politiske fokus drejet sig om skolen og styrkelse af fagligheden. Vi må forstå den såkaldte faglighed i et bredere perspektiv, som også omfatter de unges fritidsliv.

Derfor fremsatte jeg i foråret et forslag om at gennemføre et pilotprojekt om ungebydelsplan Bispebjerg. Samtlige partier i Børne- og Ungdomsudvalget tilsluttede sig forslaget. Baggrunden for forslaget er, at opgaverne på ungeområdet i København er placeret hos flere forvaltninger, og at den opdeling giver en usammenhængende indsats på ungeområdet. Også inden for Børne- og Ungdomsforvaltningen efterlyser jeg et mere koordineret samarbejde blandt aktørerne. En arbejdsgruppe er nu i gang med at beskrive en overordnet plan, der skal skabe fornyet retning i arbejdet med de unge. Planen skal ske i regi af et forpligtende samarbejdsforum mellem de lokale aktører i Bispebjerg på både på forvaltningsniveau og institutionsniveau. Planen skal tage udgangspunkt i det eksisterende arbejde gennem klubbydelsplaner, fælles ansvar og SSP-netværk mv. Jeg glæder mig til at se resultatet og arbejdet omsat i praksis.

Tilbage til spørgsmålet om længere åbningstider. I København anvender vi mere end 200 mio. kr. på fritids- og ungdomsklubber og andre fritidsforanstaltninger. Jeg udelukker ikke, atnogle af de penge nok kan anvendes lidt klogere, end vi gør i dag. På den anden side ser jeg et indlysende klart behov for at udvide og intensivere indsatsen på ungeområdet. Det betyder, at der skal flere penge til området. I de senere år er nye typer af væresteder dukket op, og meget tyder på, at der er brug for en reform af området. Samfundet ændrer sig, det gør de unge også. Jeg vil i de kommende fire år arbejde på at forbedre rammerne for de ledere og medarbejdere, der tager vare på byens børn og unge.

Nogle klubber skal kunne holde døgnåbent og udgøre et reelt alternativ til at hænge ud i Seven-eleven eller på gader. Andre klubber skal kunne holde åbent lørdage og søndage. Vi har brug for klubber, der udfordrer de gængse pædagogiske tilgange og tør eksperimentere med nye arbejdsformer.

Ud over længere åbningstider har vi brug for 1) at redefinere ungemiljø og ungdomsklub og 2) at styrke uddannelse og efteruddannelse af ledere og medarbejdere. Hvad angår det første punkt skal vi turde ophæve den typiske tænkning af, hvad der er klub. Man skal derimod skabe attraktive ungemiljøer, der tiltrækker unge, og som er tilgængelige, når de unge har brug for det. Ungdomsklubberne skal udfordre de unge på deres holdninger og tankesæt. Det er derfor vi som politikere og som offentlig instans er forpligtet til at stille sådanne rum til rådighed. Og det fører mig til det sidste punkt. Klubmiljøet er og skal være kendetegnet af personale, der har lyst og evne til at udfordre de unge fagligt og personligt, og hvor de unge kan skabe andre sociale relationer, end dem de har i familien og i skolen. Uddannelse og efteruddannelse skaber ikke den gode voksne, men jeg er sikker på, at mere uddannelse til aktørerne på området også vil bidrage til at hæve anseelsen af ungdomsområdet.

Hvor blev den af – den fælles samling om en børnepolitik?

Af Kasper Johansen, Borgerrepræsentationen (Radikale)

Det startede ellers så smukt. Få måneder inde i valgperioden, lavede vi Faglighed for Alle. Skolerne i København var vildt trængte, nedslidte og havde et dårligt ry. Der har vi fået – lidt – fat. Næste store skridt skulle jo være at vi fik samling om at løfte hele børneområdet. For udfordringerne er mange. Og udfordringerne har været mange de senere år.

• De mange år med grønthøsterbesparelser.
• En regering der i 8 år har talt ned til de offentlige ansatte og udsultet det med skattestoppet.
• Mere bureaukrati i stedet for tillid – også fra os kommunalpolitikere – indrømmet!
• De mange turbulente oprydningsrunder og sparerunder, har slidt på jeres tillid til os i Borgerrepræsentationen. Det paradoksale har været, at økonomien i København er rimelig sund, men at vi simpelthen ikke har haft hoved og hale i økonomien på et så vigtigt område – arbejdsplads og daglig base for 10.000’er af børn og voksne.
• Diskussioner om Sprogtest eller ikke sprogtest – som jeg synes har været vildt sjove og udfordrende, fordi det er meget dygtige og kompetente folk, der er inderligt imod!
• De manglende spadestik på bedre overgange – især samarbejdet omkring de sårbare og støttekrævende børn.
• Den udeblevne langtidsaftale om fritidshjem- og KKFO området. (Er der nogen der nogensinde forstod Socialdemokraternes stunt i efteråret 08?)
• Og det største baby-boom, siden mormor og morfar smed mørklægningsgardinerne ud lige efter 2. verdenskrig og fremavlede den største generation i mands minde.

Det har med andre ord været forhindringer nok i arbejdet på en fælles samling om børnepolitikken.

Så her er de radikale valgløfter eller arbejdsmål (alt efter temperament):
• Vi vil stadigvæk stritte imod at man tvangsopnormerer i vuggestuer og skaber andre forringelser for at skabe flere pladser – det kan godt lade sig gøre! Der har SF og Socialdemokraterne manglet mod til at sige forvaltningen imod.
• Vi vil indgå samarbejdet om den nødvendige børneplan 3/ strukturreform, hvor vi også skal turde sige højt – at vi vil bedre normeringer og at vi vil et stop for nedskæringer på børneområdet. Jeg påstår ikke vi har råd til det på Hvor blev den af – den fælles samling om en børnepolitik? Af Kasper Johansen, Borgerrepræsentationen (Radikale) kort sigt (måske ikke engang i den kommende valgperiode), med det pres på specialområdet der er + det fæle skattestop, men hvis vi ikke siger højt at vi vil det, bliver det aldrig til noget.
• Vi vil sikre tryghed på fritidshjem og klubområdet, fordi vi tror på at I spiller en central del i en ny strukturreform, hvor der bliver brug for nytænkning for at skaffe skole- og fritidshjems/KKFO-kapacitet nok.
• Vi vil afstå fra kravet om en sprogtest fordi vi vil en københavnsk tillidsreform hvis I vil hjælpe os med at skaffe en garanti for tryghed. Det indbefatter at vi har et reelt samarbejde alle steder omkring overgange, så vi kan danne trygge børnehaveklasser, med en fornuftig elevsammensætning. I har fagligheden der skal til.
• Vi vil arbejde for at det nye børne- og ungdomsudvalg tager bedre fat om specialreformen end vi har gjort. Vi er langt fra målet som for os radikale er: Det rigtige tilbud til de rigtige børn!

Det kan godt lade sig gøre. Generelt tror jeg at de kommende år vil byde på en back-to-basis bølge. Vi skal tilbage til at lade kernemedarbejderen i velfærdssamfundet gøre det de er gode til. Stole på dem og vise dem anerkendelse. Det betyder ikke at vi ikke skal turde stille nye krav. Der er stadigvæk for mange stive grænser mellem faggrupper – også i den pædagogiske verden. SF vil have to uddannede lærere i klasserne i indskolingen. Det er dyrt og unødvendigt og et godt eksempel på en firkantet opfattelse af faglighed. For hvor blev pædagogerne af i den vision? Ligeværdigt samarbejde betyder Lige Værd. Man kan have forskellige ansvarsområder og faglige tilgange, men et godt forpligtende samarbejde om det enkelte barn. Her kan vi blive bedre. Vi har en super høj pædagogisk kvalitet på børneområdet i København. Jeg tror ikke på, at det jeg ser i Børnehuset Troldehøj hver dag er en enlig svale. Lad os gå sammen om de fælles udfordringer. I har fagligheden! Vi har ansvaret!