De umyndiggjorte

Af Elisabeth Lockert Lange

Når vi ikke får mulighed for at være kritiske over for urimelige vilkår så føler vi afmagt. Sociologen Rasmus Willig beskriver i sin bog Umyndiggørelse de umyndiggørelsesprocesser, som pædagoger – og andre offentligt ansatte – lever i, og hvordan de før eller siden fører til resignation, etisk stress, udbrændthed og et højt sygefravær. Hvis du har tilmeldt dig fyraftensmødet med Rasmus Willig den 5. november, kommer du utvivlsomt til at høre meget mere om dette.

Kritik og retten til at stille kritiske spørgsmål er et nøglebegreb i al demokrati.

Det at ytre sig, sige sin mening, også når den er kritisk og handler om ens egne arbejdsforhold og er rettet mod arbejdsgivere, politikere, magthavere, er grundlæggende for en oplevelse af at man kan påvirke sin tilværelse.

Men selve retten til at ytre sig kritisk gør det ikke alene, tværtimod. Det afgørende er at man har fornemmelsen af og erfaringen for at man rent faktisk kan ytre sig kritisk, uden at det bliver brugt mod én, eller ens kritik bliver ignoreret. Den fornemmelse, den oplevelse, er eroderet og forsvundet under de sidste 10-15 års new public management (det vil sige den bølge af styringsformer, taget fra den private sektor og med tilhørende nedskæringer, som den offentlige sektor er blevet udsat for). Det fører til resignation og afmagt hos offentligt ansatte.

Det har sociolog, ph.d. og lektor på Roskilde Universitet, Rasmus Willig, skrevet en bog om med titlen Umyndiggørelse; en analyse af den nuværende offentlige styreform og konsekvenserne af den, skrevet på baggrund af mange interviews med en stor gruppe pædagoger i Århus. Men som han skriver, så kunne det ligeså godt have været lærere, politifolk, sygeplejersker, eller andre offentligt ansatte grupper.

En myndig person er, traditionelt juridisk defineret, en person med stemmeret og ret til at foretage økonomiske transaktioner. Samfundsmæssigt har vi desuden en omfattende juridisk lovgivning med regler om ytringsfrihed, foreningsfrihed m.m. ”Men det begreb jeg opstiller og synes er det interessante i denne sammenhæng er myndighed som mulighed for at kritisere og sige til og fra. Uden frygt for repressalier eller sanktioner. At kunne ytre sig frit kritisk er nøglepunktet.”

Rasmus Willig understreger at det er de normer, som sikrer at vi benytter os af muligheden for at ytre os frit og kritisk, der interesserer ham, og som er udgangspunktet for hans bog. ”Det er normerne, vi bliver konfronteret med hver dag. De formelle regler benytter kun få sig af, kun nogle få demonstrerer og skriver læserbreve.

Det er normerne, der afgør, om vi benytter os af vores ret til at være kritiske. Myndighed er fornemmelsen af at man kan sige hvad man vil. Det er kulturen som giver myndighed, og det er fornemmelsen der tæller. Har vi en fornemmelse af at vi godt må? Det er det der er interessant, for sociologer og for andre mennesker.”

Sutten

At Rasmus Willig endte med at interviewe over 100 pædagoger som udgangspunkt for sin bog, var lidt et tilfælde. Men netop pædagoger er jo de myndige voksne som tager sig af de umyndige børn, siger han.

Spørgsmålet er så, om pædagogerne føler sig myndige, føler de tør ytre sig kritisk? Rasmus Willigs bog viser at det gør de ikke. ”I min forskning var jeg interesseret i at kortlægge de mange umyndiggørelsesprocesser, de mange processer som fratager os muligheden for at ytre os frit. Der er så mange eksempler, så mange små ting, ord og handlinger, som tilsammen tegner et billede af en kultur.”

Han nævner en stribe sproglige eksempler: hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så… Hvad med at stikke piben ind. Vil du være del af den gamle garde? Lad os slå en streg i sandet og kigge fremad. Vi skal se muligheder ikke begrænsninger. Slut med brokket. Og ikke mindst lederen som efter et møde med formuleret kritik ender med: ja ja, jeg har forstået det, nu må jeg videre til næste møde.

”Der skal ikke så mange af den slags oplevelser, før det lammer kulturen, før folk går andetsteds hen med kritikken. Hjem fx, eller de retter den indad som selvkritik.”

Endog giver pædagogerne kulturen med de mange umyndiggørelsesprocesser videre til børnene. I bogen fortæller han om pædagoger, som i stigende grad bruger sutten, når de skal håndtere flere børn, end det er muligt for dem. De lukker munden på børnenes kritik, som de selv føler, de har fået lukket munden.

”Det står stærkt at pædagogerne reproducerer det mønster, de selv udsættes for, med en sut eller med den samme slags sætninger, som de selv har fået. De samme krav om effektivitet som umyndiggør dem, presser de selv ned over børnene. Dermed fastholder de børnene som umyndige.”

Umyndiggørelseskulturen og de for få ressourcer, for få ansatte, er to sider af samme sag for Rasmus Willig.

”Der er klart for få ansatte i institutionerne, der er ikke tid nok til voksenkontakt. Samtidig er de underlagt en kultur med krav om dokumentation, krav om serviceydelser, de bliver evalueret og skal lave sprogscreeninger. Alt sammen tydelige eksempler på at man bevæger sig væk fra de reelle myndiggørelsesprocesser.”

Han sammenligner – med et skævt smil – de utallige eksterne konsulenter med tidligere tiders vækkelsespraktikanter. Men peger på at de ikke længere kan rejse rundt og præke deres budskab: for grænsen for effektivitetsforøgelse er nået.

”Hvis kulturen ikke er til det, så kan konsulenterne komme med alle de modeller de vil, men det er en umyndiggørelsesproces. Hvis der ikke er tid til at skifte ble, kan man jo høre på nok så mange konsulenter.”

Ventilerne

Men kritik forsvinder jo ikke, bare fordi der ikke er mulighed for at udtrykke den. Så hvor går den så hen?

Det byder Rasmus Willigs bog på masser af eksempler på. Ventiler kalder han dem. Der er pædagoger, der i bogen fortæller at de skriger i bilen på vej til og fra arbejde. Andre banker mure ned, dyrker heftig sport, læser bloddryppende kriminalromaner, taler med venner i timevis – eller lader det gå ud over børn og ægtefælle. Sort humor er også et helt nødvendigt redskab.

Ventilerne bruges for at bevare fornemmelsen af myndighed. For mange af pædagogerne oplever at de giver køb på deres faglige integritet, og endog at de forvandler sig til mennesker, de ikke bryder sig om.

Men vi har da et glimrende formelt samarbejdssystem, kunne man indvende. Ja, og det fungerer også – på skrift.

”Men det fungerer ikke i praksis. Så kritikken forsvinder i systemet. Eksemplerne i bogen, hverdagseksempler, ikke teoretiske, viser tydeligt at kritik er umuligt at fremføre i den kultur, der er nu. Når de ansatte siger åbent at de ikke kunne nå at skifte ble på barnet den dag, så er det tydeligt hvilke konsekvenser new public management har haft de senere år. New public management er blevet både prist og forbandet, min bogs styrke er at den viser, hvad konsekvenserne er på dagligdagen. At det giver så kolossalt store organisatoriske konsekvenser”, siger Rasmus Willig.

Denne umyndiggørelse gælder ikke kun for pædagoger. Det gælder også for de fleste andre i det offentlige system. Mange har oplevet reformer, der har bl.a. været politireformen, kommunalreformen, gymnasiereformen og universitetsreformen.

”De offentligt ansatte lever med et krav om at skulle omstille sig, og det er blevet permanent omstilling. Lige meget hvad vi gør, så er noget nyt på vej. Det betyder at skydeskiven for kritikken flyttes, inden man når at rette kritikken mod den. Og når man har oplevet det nogle gange, så resignerer man.”

Etisk stress

Konsekvenserne af afmagten er stress, udbrændthed og et meget højt sygefravær. Eller man vælger at finde et andet arbejde. Måske videreuddanner man sig, og vender ikke tilbage til gulvet og børnene, men ender i stedet i en ledelsesposition, hvor man reproducerer det man ville væk fra, som Rasmus Willig siger.

”Men mellemlederne er lige så udsatte som de ansatte på gulvet. Der er ikke i denne proces forskel på mellemleder og menigt personale. Det er lige meget hvilket niveau man er på, så har man det på samme måde. Faktisk kan det være endnu værre at være mellemleder. Og hvis de ansatte skifter arbejde, så er det ikke bedre der hvor de kommer hen, for umyndiggørelsen er en generel tendens.”

Han understreger at han med stress ikke mener den mest almindelige type, hvor man ikke kan nå det man skal inden for en given tid.

”Dette er etisk stress, hvor man tvinges til at overskride sine etiske grænser. Pædagogerne i bogen går ikke kun på kompromis med faget, men også med deres personlighed. Mange mister fornemmelsen af hvem de er. Jeg taler ikke om moralsk forfald men om at leve en paralleltilværelse. Det gør dem utilpasse og syge. Og så bliver det endnu værre, for det særlige, sårbare barn, som er i institutionen, er så ladt tilbage alene, og så bliver de rigtig syge. Nogle får kvalme og kaster op bare ved at gå forbi deres tidligere arbejdsplads.”

Det starter måske i det små med at de ikke kan nå at vaske hænder med børnene før maden, så bliver det også bagefter, til sidst er man blevet til en person man ikke vil være, og det er ikke til at holde ud.

Og det er absolut ikke fordi pædagogerne ikke kan lide deres arbejde. Tværtimod fremhæver Rasmus Willig, pædagoger er vilde med deres arbejde.

”Men de får ikke lov til at udføre det. Det er det overordnede mønster.”

Mange små langsomme forringelser

Hvordan er vi nået dertil?

”Problemet med det neoliberalistiske projekt og new public management er at man først opdager konsekvenserne, når det er for sent. Det er så mange små forringelser og nedskæringer, som ganske gradvist og langsomt bliver indført. Hvis man løbende ser det som nye tiltag, så ser man ikke konsekvenserne, før det samles. Først når det tilsammen sættes på en begrebslig form og ses samlet, så først bliver det tydeligt, hvad det gør”, vurderer Rasmus Willig.

Det mener han er en af grundene til bogens store succes, også salgsmæssigt. Altså at pædagoger og andre offentligt ansatte kan identificere sig med det, den beskriver. De kan klart se deres egne problemer, og hvordan de ytrer sig.

”Bogen er ærlig og deskriptiv, den viser tydeligt, hvad den offentlige styring gør ved området, og den viser hvad offentligt ansatte kan klare og ikke klare under denne styring – hvordan det giver højt sygefravær og deltidsarbejde. Den viser også at lederne har de samme vilkår og de samme reaktioner, studiet viser ingen forskel i denne måde at opleve og reagere på.”

Vejen frem, mener Rasmus Willig, er at diskutere hvad et ideelt børneliv er. At søge oplysning og indsigt i umyndiggørelse. Måske via en læsegruppe om bogen, som kan give en forståelse for sammenhænge. Det giver mulighed for at handle selv.

”Det er opskriften på en myndiggørelsesproces, at man ser og forstår umyndiggørelsesprocessen og selv formulerer nye idealer. For oplevelsen af uretfærdighed er den første fornemmelse af retfærdighed”, siger Rasmus Willig.

Som en parallel peger han på at det måske er på grund af universitetsreformen, at der begynder at komme undersøgelser om konsekvenserne af new public management.

De universitetsansatte er selv blevet ramt og har måske derfor fået et større blik for dem.

Fagforening under pres

Rasmus Willig er ikke færdig med pædagogers umyndiggørelse. Han er i gang med et nyt projekt med endnu flere pædagoger, denne gang tillidsrepræsentanter på landet uden for Århus. For tillidsrepræsentanter har en interessant rolle, mener han. De står midt i det hele, de er sprogligt en bro mellem de forskellige dele, og de har stor viden på området.

Fagforeningens rolle er i det hele taget interessant. Også den er ramt af den generelle tendens, nyliberalismen og new public management.

”Forudsætningen for at kunne kæmpe for en professions og en fagligheds anerkendelse er en kultur, hvor fagpersoner tør sige tingene som de er. Og folk tør ikke stå frem, det fortæller fagforeningerne mig.”

Fagforeningernes politikker er sat under pres, når de offentligt ansatte ikke tør ytre sig.

”Så har fagforeningerne ikke noget at gå videre med, og oplevelserne af uretfærdighed bliver tabt. Og det er denne oplevelse af uretfærdighed, der er brændslet. De grundlæggende forudsætninger er derfor under pres, og professionskampe vil kun overleve som andet end plakater, hvis de ansatte selv tør stå frem.”

Han vurderer at der skal formuleres en ny politik, det vil være forudsætningen for fagbevægelsens nye kampzone.

”Når de ansatte igen tør stå frem med deres kritik, så får fagforeningerne igen legitimitet og en ny rolle. Alt det har fagforeningerne opdaget nu, men de skal også formulere en politik på baggrund af det. Alle fagforeninger er afhængige af at medlemmerne tør ytre sig. Det er fagforeningens føde. Det er rygmarven i fagbevægelsen. Spørgsmålet er hvem der skal være de første…”

Nogle siger at fagforeningerne bliver arbejdsløse, for der er intet mere at kæmpe for. Intet kunne være mindre sandt.

”Hvis de bliver arbejdsløse, er det fordi ingen tør sige tingene højt.”

Rasmus Willig (født i 1973) er sociolog, ph.d. og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter. Han er formand for Dansk Sociologforening, og har især sat fokus på og skrevet om det moderne arbejdsliv og samfundskritik. I 2007 udkom hans Til Forsvar for Kritikken (Hans Reitzel) og i 2009 Umyndiggørelse på samme forlag.