Børn i sorg og krise

Af Tine Sejbæk

MAN SKAL TURDE TALE OM SORGEN

I Lykkebo i Valby gik de for et år siden i gang med at formulere en omsorgsplan for børn i sorg og krise. Midt i arbejdet mistede et barn i institutionen uventet et nært familiemedlem. Pludselig skulle tankerne stå deres prøve i praksis, og det gav – midt i ulykken – en masse praktisk erfaring.

Man behøver ikke at være psykoterapeut for at tale med et barn, der har mistet og er i sorg. Det handler om at spørge direkte til barnets følelser og lade være med at pakke tingene ind. Det er ret simpelt – hvis bare man tør. For dét at turde er alfa og omega, når man skal hjælpe mennesker i sorg.

Det mener Maren Lauritzen og Mette Christensen fra den integrerede institution Lykkebo i Valby, som rummer både børnehave, fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub. Her har man i det sidste år arbejdet med at lave en omsorgsplan. Det er primært Maren Lauritzen fra institutionens fritidshjem, og Mette Christensen, afdelingsleder i ungdomsklubben, der har formuleret omsorgsplanen, som nu er så godt som færdig. Pt er der udarbejdet en plan for, hvad man gør, når en forælder til et barn i institutionen dør, når en søskende dør, når et barn dør (uden at være i Lykkebos varetægt), og når en kollega dør.

De ansatte fik ideen til at lave en omsorgsplan, da fem fra personalegruppen sidste vinter var på et kursus i sorg- og krisehåndtering i daginstitutioner.

»Vi blev meget inspirerede og opsatte på, at sådan en omsorgsplan var vi nødt til at have«, siger Mette Christensen.

Da de kom hjem, gik de i gang med at indhente materiale om børns sorgreaktioner – fra bl.a. biblioteket og Kræftens Bekæmpelse.

Men kort efter blandede den virkelige verden sig pludselig i deres arbejde. For samme morgen, som arbejdsgruppen mødtes for nærmere at formulere omsorgsplanen, fik de at vide, at et barn fra fritidshjemmet om natten havde mistet et af sine nære familiemedlemmer ved en ulykke (af hensyn til de berørte er historien anonymiseret, red).

»Vi satte os ned for at komme os over chokket – nu stod vi pludselig i dét, vi havde læst om i nogle måneder. Nu skulle vi bevise, at noget havde sat sig fast«, siger Mette Christensen.

Gruppen blev ret hurtigt enige om, hvem der gjorde hvad. De havde en tidsfrist på få timer, inden alle børnene – hvoraf mange både kendte barnet og den omkomne – kom over på Lykkebo.

Gruppen tog bl.a. kontakt til familiens nabo, der kendte til ulykken. »Inden vi gav informationer videre til børn og personale, var vi nødt til at være sikre på, hvad der var sket. Der var allerede en masse historier i omløb«, siger Mette Christensen.

Maren Lauritzen, der kendte barnet fra fritidshjemmet, kørte ud og afleverede blomster til familien. Her havde en del familiemedlemmer og elever fra skolen i øvrigt samlet sig ved ulykkesstedet. Mette Christensen ringede til chefpsykologen fra PPR og fik råd og vejledning.

»Det var virkelig godt at tale med en person, som lyttede og ikke var følelsesmæssigt involveret. Og som kunne bekræfte, at det, vi rent faktisk ville gøre, også var det, han ville råde os til«.

Indførte trøstetid
Gruppen talte om, hvad de skulle sige til børnene, når de kom. Noget af arbejdet var dog gjort i og med, at skolen havde informeret dem. To psykologer besøgte nemlig samme dag barnets klasse. Maren Lauritzen og en kollega tog op i klassen og var med til mødet. Og da børnene kom over på Lykkebo efter skoletid, fortalte pædagogerne, hvad de vidste om den tragiske ulykke.

»Der kom mange spørgsmål – sågar om, hvad den omkomne havde haft på af tøj. Og her er det vigtigt kun at holde sig til det, man rent faktisk ved, og sige »Det ved jeg ikke«, siger Mette Christensen.

Barnet, der havde mistet – en otte-årig – havde personalet kontakt med samme dag.

»Ret overraskende sker der det, at barnet dukker op til den fælles samling på Lykkebo med sin veninde. Vi sikrer os først, at barnets forældre ved, at barnet er der«, forklarer Mette Christensen.

»Vi fortæller barnet, hvad der vil blive sagt, og tilbyder, at det selv kan fortælle noget. Det siger barnet først nej til. Men da jeg står og fortæller, overtager det på et tidspunkt. Heldigvis er de andre børn lyttende og omsorgsfulde – også i perioden efter ulykken«, siger Maren Lauritzen.

Lykkebos omsorgsplan
På Lykkebo har man indtil videre lavet omsorgsplaner for fire situationer: når en forælder til et barn i institutionen dør, når en søskende til et barn i institutionen dør, når et barn dør (uden at være i Lykkebos varetægt), og når en kollega dør.

Nogle af måderne at handle på er fælles for de fire situationer, f.eks. afleverer man altid en buket blomster (til ca. 200 kroner) og et kort. Man orienterer børnene ved samlinger og orienterer børnenes forældre via breve. Hvis en søskende dør, bliver forældrene til det ramte barn indkaldt til møde for bl.a. at tale om, hvordan det barn, der har mistet, trives. Det samme sker i forhold til den efterladte forælder, hvis en forælder dør. Fra Lykkesbos side deltager man i begravelser med mindre de foregår i stilhed eller dybeste stilhed. Og sammen med det ramte barn og nogle kammerater kan man – hvis barnet og familien tillader det – besøge gravstedet efter begravelsen.

På Lykkebo har de bl.a. også planer om at lave en sorgkasse med bøger om børns sorg til både personale og børn.

Samtidig var de i arbejdsgruppen opmærksomme på dem, der skulle modtage børnene, når skolen sluttede den pågældende fredag eftermiddag.

»Det var vigtigt for os, at børnenes forældre fik de rigtige informationer. Derfor sendte vi samme dag et brev til samtlige forældre, der har børn i Lykkebo, om: hvad er der sket (uden at gå i detaljer om ulykken), hvem har mistet, hvad har Lykkebo talt med børnene om, og hvilke reaktioner kan de forvente fra børnene. Vi fortalte også, at der var lagt blomster hos familien, og bad forældrene om at kontakte os, hvis de ville tale om noget«, siger Mette Christensen.

Gruppen kontaktede kort efter også barnets forældre. Også fordi barnet i tiden efter havde det rigtig skidt. Børn må normalt ikke have mobiltelefoner på fritidshjemmet, men Lykkebo gjorde en undtagelse. Barnet og familien lavede en aftale om, at deres mobiltelefoner var tændt hele tiden.

Maren Lauritzen og en kollega fra Lykkebo deltog i begravelsen og kom med en bårebuket fra institutionen.

»Det er vigtigt at være to afsted, så man har nogen at dele oplevelsen med. Det var også vigtigt, at barnet vidste, at vi havde været der. Så det var muligt at bruge os til siden at tale om begravelsen«.

Institutionen valgte bl.a. også at indføre trøstetid. Trøstetid går ud på, at barnets pædagog tager barnet til side – i Lykkebo i et særligt og hyggeligt rum i kælderen – og giver sig tid til at tale med det om, hvordan det har det. Kollegerne respekterer, at barnets primære voksne går fra, når der er behov. Evt. inviterer barnet en ven med til trøstetiden.

»Det pågældende barn har også selv taget fat i mig, når det ville have trøstetid. I trøstetiden har vi bl.a. snakket om, hvad barnet savner ved den omkomne«, siger Maren Lauritzen.

»Det har været virkelig godt med trøstetid – og meget værdsat fra familiens side«, siger Mette Christensen.

Vigtigst at være åben
Den tragiske hændelse gav naturligvis en del erfaring, som de to pædagoger tog med i den videre skriveproces. I maj måned 2003 – ikke så længe efter ulykken – havde Lykkebo deres årlige personaleweekend, hvor emnet var arbejdet med omsorgsplanen.

»Det er vigtigt, at det, der står i omsorgsplanen, er noget, alle er enige om. Ellers kan man ikke handle på det«, siger Maren Lauritzen.

På weekenden kom hun og Mette Christensen med oplæg og forslag. De viste bl.a. en video med Jes Diges tv-udsendelse »En mur af tavshed«, og Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse fortalte om børn og sorg. De havde lavet en plan for fire forskellige situationer (se boks), som man arbejdede med afdelingsvist. Efter weekenden samlede Mette og Maren op på, hvad der var blevet talt om.

Og planen mangler blot at blive godkendt på et møde med hele personalet.

Siden foråret har en forælder til et barn i Lykkebo mistet livet. Og en kollega er død. Alle pludseligt.

»Det siger noget om, at når man er en stor institution i berøring med mange mennesker, er det ikke usandsynligt at opleve dødsfald«, siger Mette Christensen.

Maren Lauritzen og Mette Christensen mener, at det aller vigtigste i forhold til at arbejde med sorg er, at man tør tale om døden med de ramte.

»Vi har lært, at det er bedre at handle end at lade være, fordi man frygter at gøre noget forkert. Dybest set kan man ikke komme til at sige noget forkert«, siger Mette Christensen.

Det har også været følelsesladet for de to pædagoger og det øvrige personale at arbejde med planen.

»Da jeg skulle byde velkommen til personaleweekenden og fortalte om begravelsen hos den pårørende til barnet i fritidshjemmet, græd jeg selv. Det ER hårdt og svært«, siger Maren Lauritzen og uddyber:

»Det vækker følelser i os alle – også dét at skulle lave en plan, hvor man f.eks. skal forholde sig til priser på blomster – skal det være krans eller bårebuket? Og skal der kort ved?«

I skriveprocessen skulle de to pædagoger sluge nogle psysiske kameler. F.eks. skulle de forholde sig til: »Hvis en kollega dør, hvordan minder vi så vedkommende?«

»Vi havde talt om at lave et mindebord ved indgangen til institutionen. Og så nytter det ikke, at man først skal ud og købe bord og fotoramme, når kollegaen ER død. Så det har vi indkøbt. Det virker måske grotesk, men vi ved, det kan ske«, siger Mette Christensen. Maren Lauritzen supplerer:

»Når først man er i sorg og chok, er det ikke et bord fra Ikea, man har lyst til at stå i kø efter. Det er også derfor, vi har skrevet priser på blomster ind i omsorgsplanen – så det ikke er til diskussion, om en buket skal koste 50 eller 300 kroner.«

På Lykkebo føler de bl.a., at det giver dem en sikkerhed at have omsorgsplanen.

»Dét, at vi har gjort os nogle tanker, gør, at vi ikke famler i blinde den dag, et dødsfald sker. Vi ved lige præcis, hvad vi skal gøre. Det her er en del af vores pædagogik. Lige som så meget andet«, siger Maren Lauritzen.

»Der har været meget fokus på, at skolerne skulle have beredskabsplaner for sorg og krise. Det kommer der også for institutionsområdet. Vi er bare på forkant med det«, siger hun.

Handleplaner på vej i daginstitutioner
Årligt mister ca. 4000 danske børn en forælder, og i dag har de fleste skoler en beredskabsplan. 72 pct. af landets skoler har ifølge Kræftens Bekæmpelse allerede af egen drift lavet omsorgsplaner. Blandt daginstitutioner er det kun 22. pct., der har gjort det samme.

Men måske er det kun et spørgsmål om tid, før omsorgsplaner bliver et krav i alle dagtilbud. Bl.a. har der fornylig i Københavns Borgerrepræsentation været forslag fremme om, at både skoler, daginstitutioner og idrætsklubber laver omsorgsplaner. Og fornylig foreslog fire socialdemokratiske politikere, at alle dagtilbud og folkeskoler i landet skal have en beredskabplan for børn i sorg og krise. Samt at sorggrupper skal være en del af de kommunale tilbud til børn og unge.
Kilde: sundhed.dk samt »Forslag til folketingsbeslutning om sorggrupper og beredskabsplaner for børn i krise«.