Anbringelser af udsatte børn og unge

Af Elisabeth Lockert Lange

HVAD VIRKER?

Socialminister Henriette Kjær fremsatte i efteråret et forslag til en reform af anbringelser af udsatte børn og unge. Hendes fokus er på: hvordan man bedre inddrager familien, som hun mener skal have mere ansvar, på at der skal gøres tidligere indsats, på at der anbringes færre børn, på en målretning af indsatsen, en bedre sagsbehandling og effektmåling, og hun kræver en bedre kvalitet i anbringelserne og af efterværnet.

Sagt på en anden måde ønsker hun at flytte vægten fra det behandlende døgnarbejde til tidligt forebyggende arbejde. Det kan der siges meget godt om – hvis det virker, men forebyggende arbejde har det med at have en vis tidshorisont for at virke. Det er altid et problem hvis man nedlægger behandling og flytter fokus og ressourcer fra den til det forebyggende arbejde årevis før den forebyggende indsats har vist effekt.

Effekt ved vi under alle omstændigheder meget lidt om. Også socialministeren har erkendt at den nuværende viden om hvad der egentlig hjælper er meget lille. Det gælder lige fra, når et lille barn anbringes hos en plejefamilie, til når en ung kriminel under 18 år anbringes bag tremmer.

Det er et hedt ønske hos både politikere og myndigheder at få mere viden, da det uanset hvad der gøres, koster samfundet en masse penge. Udgifterne til området er steget med over 50% fra 1993 til 2001, hvor de i kroner og øre udgjorde næsten ni mia. kr. Inden for de seneste år er antallet af børn og unge som bliver anbragt uden for hjemmet vokset kraftigt, uden at nogen rigtig ved hvorfor. Og behov for viden om effekten af indsatsen bliver endnu mere påtrængende set i lyset af den kommende strukturreform, hvor kommunerne måske kommer til at overtage opgaver som amterne tager sig af nu – ganske vist uden at vide, om de metoder de tager sig af dem med, har nogen positiv effekt.

Der er med andre ord et stærkt ønske om erfaringsbaseret forskning, og derfor har regeringen sammen med Dansk Folkeparti afsat 100 millioner kroner over de næste fire år til at undersøge effekten af den indsats, der gøres på en række områder, og hvordan den virker konkret i kommuner og institutioner. Pengene skal bl.a. bruges på det sociale område, herunder til at afgøre, hvad effekterne er ved at anbringe et barn i familiepleje, og hvilken konkret indsats der virker bedst, når man skal bryde den negative sociale arv.

Modeller
Samtidig arbejder De Radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti på at undersøge nye modeller til at styre anbringelser af børn og unge. Målet er bl.a. at sikre at økonomien ikke får lov at styre indsatsen.

Måske skal Den Sociale Ankestyrelse sættes ud af spillet, og måske skal der oprettes et uvildigt nævn, hvor forældre til fjernede børn kan få behandlet deres klagesag inden for en frist på fire uger. Eller måske skal forældrene få mulighed for at få fjernelsen prøvet ved byretten inden for samme korte frist. Foreslår de tre partier, som gerne ser at socialministeren undersøger andre modeller og muligheder, før hun lægger sig fast på sit bud på en reform af området.

De tre partier mener også at socialministeren bør vente med sin anbringelsesreform til en kommunalreform er klar, men det mener Henriette Kjær ikke, hun er i fuld gang med at forhandle reformen på plads.

Også amterne har kastet sig over indsatsen for de udsatte børn og unge, og også de ønsker at vide om den indsats og de aktiviteter deres institutioner laver, har en virkning for de unge. Bliver de afvænnet, afkriminaliseret osv – og hvis de gør, er det så aktiviteterne, kammeraterne eller de ansattes indsats, der gør forskellen.

Amtsrådsforeningen har derfor besluttet at udvikle et nationalt evalueringssystem, som landets døgninstitutioner skal bruge, når de om et år skal måle og evaluere effekten af deres arbejde med børn og unge.

Københavns Kommune kører på mange måder deres eget løb, det ser vi nærmere på i næste nummer. ELL