Et skridt fremad

Af Elisabeth Lockert Lange

Klubreformen. Den nye klubreform er nu vedtaget og skal implementeres i det nye år. En erfaren klubleder, Leif Olsen, giver sin vurdering af hvad den nye struktur betyder for området. Det meste er et godt og positivt fremskridt, men der er stadig nogle usikkerhedsmomenter, vurderer han.

Leif Olsen er leder af Højen, en 6-18 års institution i Vanløse. Han har været leder der, siden institutionen blev bygget i 1991, og før det var han ansat på Lønstrupgård, en anden klub i Vanløse. Han kender derfor om nogen ungeområdet, klubområdet og dets skift og reformer gennem årene. Han har været fagligt aktiv i fagforeningen i flere perioder og er nu en del af almenledersektionens bestyrelse.

Arbejdet med en klubreform i Børne- og Ungdomsforvaltningen går adskillige år tilbage, og især til det såkaldte klubreview for nogle år siden, hvor fremtiden for klubberne og deres struktur og opgaver blev endevendt og diskuteret. Dette arbejde, som Leif Olsen deltog i, lå på et tidspunkt ret stille, men det er vendt tilbage som en anseelig del af grundlaget for den nuværende klubreform i form af tankerne i Ungdomskommissionen, det seneste udgangspunkt for klubreformen. Denne er nu efter en høringsperiode vedtaget og skal realiseres i det nye år.

Grundlæggende anser Leif Olsen klubreformen for atvære et godt og positivt fremskridt. Men alt er ikke rosenrødt, den har også usikkerhedsmomenter, vurderer han. Det vender vi tilbage til.

Som de vigtigste begrundelser for sin tilslutning til ogforventninger til klubreformen nævner han det store fokuspå samarbejde, at kontingentbetalingen bortfalder, de nye sociale normeringer og ikke mindst at området får tilført 17mill. kr. Han uddyber:

”Det er en rigtig god ting at man har erkendt, at vi ikkekan gøre dette arbejde uden at der kommer penge på bordet. De 17 mill. kr. er en positiv anerkendelse af det. Et andet stort fremskridt er at man har erkendt at områderne i byen ikke er ens. Faktisk er de meget forskellige, og derfor er det rigtig godt at man lægger det ud i de enkelte områder hvordan man konkret vil gøre arbejdet, så det er relevant for de unge i netop det område.”

Han fortsætter:
”Alt dette er ikke en ny diskussion, vi talte om det allerede, da vi havde distriktssamarbejdet, hvor vi her i området forsøgte os med, at når de unge var medlem ét sted, så kunne de besøge alle klubberne. Vi havde problemer med det dengang på grund af betalingen. Hvert betalende medlem udløste et beløb, så det var vigtigt at have de unge indmeldt hos én selv. Sådan er det ikke med klubreformen, hvor man indretter finansieringen efter at de unge skal kunne gå rundt mellem klubberne. Men idéen er den samme.”

Tankerne dengang som nu handler meget om det sammeeller rettere de samme: de 15-20 pct. unge, som samfundet, i skikkelse af de etablerede klubber og uddannelsessystemet, ikke får fat i.
”Og det er de udfordringer der var og er: hvordan får vidisse unge ind i et uddannelsesforløb eller en læreplads ognoget andet fremtidsrettet.”

Derfor er samarbejdet omkring det opsøgende arbejde, såvigtigt.

”Det har vi hele tiden været fælles om her i Vanløse, ogdet fortsætter. Vi har allerede haft møder om, hvordan vi skal gribe det an.”

Fællesskabet og den 5. klub

Højen startede som mange institutioner i det små, men består nu af 145 fritidshjemsbørn, 243 klubbørn og 60 i ungdomsklubben. Ud over Højen er der tre andre klubber i bydelen, og de har alle et godt samarbejde indbyrdes og med skolen.

Vanløse er et område uden de store sociale problemer,hvor langt de fleste unge både kommer i skolen og i de etablerede fritidsinstitutioner, et middelstandskvarter med enkelte områder med sociale problemer. For det betyder selvfølgelig ikke at der ikke er en gruppe unge i området, som er svære at få fat i, men Leif Olsen tvivler på at de kommer op på 15 pct. Det er i hvert fald ikke højt nok til at de får nogen sociale midler til klubberne.

For at opfange netop denne gruppe unge startede de forseks år siden et værksted i nærheden af klubben Lønstrupgård rettet til de unge, som færdes i nærheden men ikke kommer ind i de egentlige klubber, finansieret af lokalpuljen. Den kalder de i fremtiden den 5. klub.

”Vi er kommet i dialog med disse unge gennem værksteds-tanken, og vi fortsætter med at bygge den 5. klub op omdet samarbejde. Det er den tanke vi har herude om klubfællesskabet. Vi er og skal alle være en del af dette fællesskab, og den 5. klub skal ikke kun være for de 20 pct. udsatte unge.”

Ud over de fire klubber spiller SSP, den boligsociale medarbejder fra Lønstrupgård og Vanløse boldklub en rolle isamarbejdet omkring den 5. klub.

”Disse unge vil ikke det etablerede, og der skal helst værelidt… rap- og hip-hop-kultur over det til dem. Så vi får fat i dem på denne måde, for det er vigtigt at tale med dem. Det er jo relationsarbejdet, der er det vigtige, det er det, der er kernen i klubben, ikke diverse ture.”

Skift ved pubertet

Også skolen har klubberne et udvidet samarbejde med, men lærdommen og indlæringen er de ikke inde over, og det skal de heller ikke, mener Leif Olsen.

”Vi skal det sociale, og det gør vi allerede”, siger han,men han undrer sig over en udvikling han ser mere og mere.

”Vi synes vi afleverer gode sociale børn fra vores fritidshjem, men året efter, når de rammer puberteten, så eksploderer det, de samler sig efter etnicitet og adskillige flytter skole. Det kan alt sammen være voldsomt og massivt med mobning, udelukkelser og den slags. Inden da er de sammen i klasserne og kammeratskaber, men så deler de sig pludselig i ikke-klassebaserede grupperinger. Og pigerne er også godt med i forhold til ikke at være søde men holde hinanden ude. Så klasserne falder fra hinanden og fungerer pludselig ikke socialt.”

Hans pointe i forhold til klubberne er at på et tidspunkthar de haft fat i alle de unge mennesker, det er først ved 6.-7. klasse de forlader klubben.

”Så vi har kendt dem i rigtig mange år, og vi skal havedem ind igen. Det tror jeg på at vi kan med de mere alternative ting som vores 5. klub. Derfor er det gode tætte samarbejde både indbyrdes og med blandt andre SSP så vigtigt. Og med den nye klubreform ser det ud til at medarbejderne kommer mere med i arbejdet og fællesskabet i den 5. klub, for de vil tage deres børn med derned, nu der er flere penge til arbejdet.”

Usikkerheder

Trods de mange gode toner fra Rådhuset og i klubre-formen, så er der dog stadig for meget ”oppe fra og ned”, vurderer Leif Olsen.

”Der er stadig for meget kontrol af, om vi gør det vi skal.
Uanset at tanken er en anden, så er der kontrakter ind over arbejdet, og der er nedsat grupper som ovenfra iagttager, om vi gør hvad vi skal. Når vi har lavet årsplaner som godkendes, så må man jo forvente at vi udfører det. Den nye struktur med kontrakter på opgaverne er lidt halvbureaukratisk. Ganske vist taler de om tillid, men de skal alligevel lige tjekke at vi ikke går den forkerte vej. Hvis de er seriøse i deres tillid, så skal de stole på de mennesker de har ansat”, siger han og tilføjer:

”Misforstå ikke, jeg mener dette er den rigtige model,både med klubfællesskaber og med friheden til at de ungekan bevæge sig rundt i klubberne. Men der er uafklarede
usikkerhedsmomenter.”

For hvad sker der med registreringen af de unge? Når de ikke skal betale for klubben, skal de så bare kunne komme og gå som i et medborgerhus? Eller skal de fortsat registreres? Og hvad sker der hvis det er det første? Leif Olsen frygter at modellen uden registrering kan betyde tab af nærhed til de unge, at meget af relationerne og intimiteten forsvinder.

”Det gratis kontingent kan jeg sagtens forstå, det kostersikkert mere at få pengene hentet ind, og vigtigere endnu så stopper det nogle af de unge i at gå i klub.”

Modsat tidligere er der dermed ikke noget økonomisk incitament i at få mange medlemmer i klubben på de andreklubbers bekostning.

”Nu bliver vi finansieret og lønnet ud fra normering, ogdet kan give god ro. Men hvad så når vi når op på den normering hvad så? Er der så ikke plads til flere unge eller? Og de unge kan bevæge sig rundt, men personalet – skal de følge med? Dertil kommer at det er svært at fastholde de unge, så vi kan ikke planlægge ret langt, de zapper og måske denne gruppe endnu mere end andre unge.”

Han glæder sig over at den ekstra finansiering virkeliger ekstra, at den ikke bliver taget fra andre på området. Men også finansieringen har et lille minus:

”Vi mister et grundbeløb, og det kan blive et problem forde helt små klubber, fordi det er så stor en del af deres budget.

Det er ikke pædagogikken som bestemmer om man overlever som klub, men størrelsen.”

Kort sagt: idéen er god.
”Men man skal passe på hvem der lægger målene for succes, fx at de unge skal være kommet i lære så og så hurtigt. Dette er en gruppe unge, som det kræver rigtig meget at arbejde med, og det vigtigste er at få fat i dem og snakke med dem, få en relation med dem”, understreger Leif Olsen.