I begyndelsen var ordet?

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

Politisk aftale med øje for børns sprog og kulturproduktion

Pædagogik er i disse år reduceret til at finde metoder, der kan rejse rundt fra fag til fag, fra daginstitution til daginstitution og fra skole til skole. Pædagogik som en relationel praksis, der handler om livsduelighed og livslæring, reduceres
dermed til anvendelse af disse metoder, og den pædagogiske forsknings opgave bliver at blåstemple bestemte metoder med en særlig forskningsmæssig evidens (læs: nyliberal ideologisk og politisk diskurs). Metoder bliver så kongevejen
til sikkerhed, kontrol og mere indlæring.

I tigermødrenes tegn

Dermed forsvinder pædagogikken som en human praksis. Pædagogikken kan kun eksistere som (humanistisk) praksis, i det omfang den er reflekteret og teoretisk ? informeret, og det vil sige informeret om, hvad der gør den til andet end opdragelse til samfundets herskende moralske værdier og politisk-
økonomiske doktriner. Desværre kommer den nærmeste tids uddannelsesdebat til at stå i tigermødrenes tegn, og vi vil se at kulturkonservative og nyliberale politisk-økonomiske stemmer vil forstærke deres anslag mod pædagogikkens
humanisme.

For deres mål er at gøre pædagogikken til et nyttigt redskab for ikke-pædagogikken, det vil sige inhumane, barbarisk- rationelle målsætninger.

Et lille lys er tændt

Men alt går ikke (kun) den forkerte vej. Primært har rød blok i Børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune med børne- og ungdomsborgmester Anne Vang i spidsen sat sig for at ville lytte til det "pædagogiske argument" og faglige og saglige argumenter fra den progressive reformpædagogiske tradition.

Et synligt resultat på den positive udvikling er den netop vedtaget integrationsaftale (LFS er ikke enig i alle elementer i aftalen). I aftalens tekst omkring "Det pædagogiske arbejde med at udvikle børns sprog" ser vi for første gang begyndende brud med det strukturalistiske sprogsyn, som LFS, LFS'
medlemmer og netværket "Børnetestfrizone" har bekæmpet siden Faglighed For Alle i 2006 så dagens lys.

For nu er der en politisk (og forvaltningsmæssig) anerkendelse, accept og erkendelse af at det funktionalistiske sprogsyn har en plads i byens dagtilbud. Selvom Rom ikke blev bygget på en dag, så vidner aftaleteksten om LFS' fingeraftryk på vegne af et humanistisk sprogsyn:

"København vil øge den sociale chancelighed for alle`børn. Derfor vil København være bedre til at identificere og støtte de børn, der på grund af for svag sproglig udvikling meget tidligt tabes i uddannelsessystemet. Dette gøres ikke alene ved at identificere og sprogscreene, men primært ved at følge, understøtte og udvikle det pædagogiske arbejde med børnene i institutionerne."

Det er primært der er kodeordet.
Videre i aftaleteksten får det funktionalistisk sprogsyn blåstemplingen:

"Det pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i et sprogsyn der understøtter børns narrative begær og inviterer og inspirerer børn til at eksperimentere og lege med sproget. Kerneelementet i sprogindsatsen er det løbende og
systematiske pædagogiske arbejde med at fremme børnenes sproglige udvikling."
Anerkendelse af børns narrative begær handler om at alle børn vil og kan. Og lykkes det ikke, er det ikke barnets eller børnenes skyld.

Sproghistorier ? et skridt i den rigtige retning.

Aftalen inddrager også den nyeste forskning inden for sprogudvikling.

"Det sikrer, at der hele tiden kan anlægges et sprogligt helhedssyn på barnet, hvor både narrative elementer og barnets sproglige og sociale interaktion med andre børn og voksne indgår.
Sproghistorier bygger på sociokulturelle teorier omsprog/skriftsprogstilegnelse. Det handler om at inddrage børns perspektiver og få øje på sprogligt potentiale i det, børnene allerede gør og kan. Understøttet af legeobservationer
lægger sproghistorier op til at reflektere over de sprog/ skriftsproglige verdener børnene allerede er indskrevne i, og bruge disse refleksioner direkte i det praksispædagogiske arbejde"

Pædagogen som tegnlæser af børns kulturproduktion

Aftalen handler også om at det pædagogiske personale altid må læse og afkode børnenes tegn med respekt for både individuelle udtryk og sociale og kulturelle forbindelser. Derfor slutter aftalens tekst naturligvis med ordene:

"Det pædagogiske arbejde skal understøttes af en øget faglig bevidsthed om hvordan pædagoger tilrettelægger og iværksætter forskellige aktiviteter, der inviterer og inspirerer børn til sammen og hver for sig at eksperimentere og lege
med sproget."