Høring om døgninstitutionerne

Nye veje

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvor er anbringelsesområdet på vej hen? Hvilke nye veje er der? Og hvad skal døgninstitutionerne kunne? Forsker ved Aalborg Universitet Karin Kildedal reflekterer på høringen over økonomi og viden, relationer og samarbejde, før og nu – og fremad.

Karin Kildedal har været med længe i det socialfaglige arbejde, med hendes egne ord.

Hun er forsker og lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Og hun har beskæftiget sig med anbringelser og socialt arbejde med børn og unge, siden hun blev uddannet i 1976. Bl.a. var hun en central person i KIA projektet, Kvalitet i anbringelsen, i Københavns Kommune.

Karin Kildedal er i tvivl, for hvor står vi og hvor går vi hen, så vi ikke skader børnene yderligere? For anbragte børn belastes af en række risikofaktorer, og anbringelsen som sådan udligner ikke årsagen til anbringelsen, fortæller hun.

Hun ved, hvad vi kommer fra. En tid hvor der var børnehjem og behandlingshjem, hvor én familie havde ansvar for at det både var børnenes og deres eget hjem. Så var der plejefamilierne, dem med det store hjerte for enden af grusvejen, ”hvor københavnerbørnene blev dumpet”. Og så var der kollektiver som reaktion på børnehjemmene. I 80’erne kom den professionelle familiepleje, med uddannelse, ferie og aflastning. Og vi fik socialpædagogiske kollektiver som alternativ til døgninstitutioner, men som lignede mere og mere. Og så var der døgninstitutioner af flere slags. Det er der stadig. Og så er der familiepleje.

Den udvikling, som er i gang nu, går ikke kun i en retning, peger hun på. En sammenlignende undersøgelse viser at de nordiske lande går i mange retninger. I Danmark anbringes næsten dobbelt så mange som i de andre nordiske lande, Finland undtaget.

”Det der bekymrer mig er, om man er på vej til at gentage fortidens fejl, at institutionerne bliver for dyre, og man så går tilbage til 70’ernes familiepleje og bruger dem bevidstløst. Men noget skal der gøres, for udgifterne stiger, og vi skal spare. Økonomi kommer vi ikke uden om.”

At regeringen og politikerne har tvunget serviceniveauet ned er hun ikke i tvivl om. Krise og omlægning har sænket niveauet for sociale ydelser, det er et faktum. Og samtidig er vi ”på vej ud et sted hvor man stiller spørgsmål ved tidligere tiders måde at løse opgaven på.”

Viden er en nødvendig forudsætning, men forskellig slags viden, fx evidens, empiriske undersøgelser og videnskabelige teorier, giver forskellige svar. Det forstår Karin Kildedal godt. ”Evidens fx er en snæver forståelse af viden, når man taler om mennesker.

Evident viden er når man siger at noget virker. Man kigger på hvad alle tilgængelige undersøgelser viser. Fx er slægtspleje bedre, siger evidens. Men det er når man ser på Norge. Og i Norge har de en anden og strammere type opdragelse end vi har. Man kan ikke bare sammenligne. Man skal være kritisk, for det er kun en del af en viden, og man skal se på den kontekst den del indgår i.”

Men evidens er populært, fx presser staten på for at SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – i gamle dage Socialforskningsinstituttet) skal levere evident viden.

Nyt helhedssyn

I sin refleksion når Karin Kildedal frem til to nøglepunkter, som kan pege på nye veje, som dels indebærer en ændret synsvinkel i døgninstitutionerne, dels en ændret samarbejdsform.

”Det er svært at sige hvad vi skal gøre, men der er brug for et nyt helhedssyn. Fx er det vigtigt at se bredt, fx se børnenes samspil i livet. Og der er også brug for samspil mellem udbyderdel og myndighedsdel.”

Et af problemerne med døgninstitutioner som levemiljø er at de bygger på familiemodellen og på familiens værdier, vurderer hun. Men børnene kan føle sig snydt af den hjemlige model, når den voksne ved fyraften går hjem til sine rigtige børn. For uanset nærheden så forbliver det relationer mellem anbragte børn og professionelle voksne.

”Det bør italesættes over for barnet og den unge. Fx at dette er en træningslejr og et træningsforløb, vi skaber en relation, og det er der udvikling i. Med andre ord italesætte hvad der reelt er på spil. Det er det vigtigste udviklingspunkt for døgninstitutioner som levemiljø”, siger hun og tilføjer at den systemiske tilgang med fokus på at bibeholde og videreudvikle barnets relationer med omgivelserne, snarere end relationer med pædagogerne, er en god vej.

Der er også problemer for børn i slægtsfamiliepleje, understreger hun.

”Børnenes problemer vil ofte være alt for store til almindelige familier. Jeg tror vi skal udvikle noget nyt. En forstærket familiepleje fx, altså udvikle et samarbejde mellem familiepleje og døgninstitutioner, det har man i Norge, det tror jeg kan være vejen frem. Og så skal vi opdyrke en vidensbaseret udvikling, hvor vi kobler forskning og praksis på nye måder. Sådan at når I laver omlægning på området, så skal I have forskere med som ved noget om og kan støtte forandring, så det bliver systemer, som børn kan leve i.”