LÆSERBREV

Kommentar til artikel i LFS Nyt nr. 1/16.1. 2004 om Ellepilen side 4-5. »RO I LEJREN«

Det er selvfølgelig godt, hvis Ellepilen fungerer fint for både personale, forældre og ikke mindst for børnene nu. Men – hvad er det I – ledelsen ellers vil fortælle os? At målet helliger midlet ved en sammenlægning af to institutioner? Citat: »Det tager mindst fem år efter en fusion, før man for alvor kan se hvor det bærer hen. Set i det lys er vi kommet rigtigt langt på to år«, siger Martin Rosenquist.

Er det prisværdigt og et eksempel til efterfølgelse, at man kan nå langt og hurtigt med en sammenlægning af to institutioner, hvis man får halvdelen af personalet til at forlade stedet. – Det er det man i artiklen benævner som, at man er gået »frivilligt og mindre frivilligt«.

Jeg er en af de medarbejdere, som har måtte »forlade« institutionen efter 20 års ansættelse – først ansat som leder og efter sammenlægningen i oktober 2001, som afdelingsleder. Jeg blev ganske enkelt fyret.

Hvad siger det øvrige personale, forældre og børn til processen? Har ledelsen lavet en tilfredshedsundersøgelse? Det er hele vejen igennem ledelsen, som udtaler sig – også på andres vegne.

Der bliver refereret til en anden Valby-institution, som har deltaget i en af Ellepilens personaleweekender for at give feedback på deres oplevelse af gruppen og dens arbejde. Det eneste man får at vide om deres observationer er »... en synlig ledelse og en dynamisk personalegruppe som vil arbejdet med børnene «.

Det er selvfølgelig positivt i sig selv!

Souschef Charlotte Johansen tilføjer: »Bortset fra presset, er det ikke mit indtryk at vores arbejdsmiljø er dårligt, der er ingen sladder i krogene og den slags. VI kan selvfølgelig gå fejl af hinanden, gamle og nye, men jeg må sige at de 8-10 som er tilbage fra før sammenlægningen er fantastiske til at omstille sig«. Hun skriver »det er mit indtryk«, hvad siger personalet? Dette bare som et eksempel. Det bliver nævnt, at det høje sygefravær på institutionen er et problem og som man har søgt at gøre noget ved – bl.a. har man haft et firma, Nursecare, ude og helbredstjekke – »et lille tiltag som gav tilfredshed«. Det er da godt, at man er begyndt at gøre noget ved problemet – arbejdsmiljøet.

Hanne P. udtaler: »Vi er også rummelige og ledelsen holder ikke øje med folk. Tidligere kunne folk føle det sådan, når Martin gik gennem stuerne, men det er der ikke noget af mere«. Det taler for sig selv.

For øvrigt står der fejlagtigt, at Hanne Paluszewski kom til efter sammenlægningen. Det er ikke korrekt. Det var mig, der ansatte hende før sammenlægningen.

En anden korrektion. Leder, Martin Rosenquist, udtaler at: »Tidligere var der ingen rød tråd i pædagogikken, der var ingen integration mellem afdelingerne og de dækkede f.eks. ikke ind for hinanden, når der var sygdom.«

Indtil oktober 2001 var vi to selvstændige afdelinger med hver vores drift- og personalebudget. Hvorfor i alverden skulle vi dække hinanden ind under sygdom og andet. Vi skulle vel ikke arbejde gratis, og rent ansvarsmæssigt kunne det ikke lade sig gøre.

Der var dog noget personale, som havde timer i begge instititutioner, men de var så aflønnet hver sit sted. Selvfølgelig dækkede personalet hinanden ind ved sygdom og ferie i de to institutioner, alt andet havde været utænkeligt.

At der ikke var nogen rød tråd i pædagogikken før sammenlægningen, er ikke korrekt. Vi havde i »vores« institution en klar pædagogisk målsætning/virksomhedsplan, som blev opdateret hvert år og sendt til Valby Bydel.

Som arbejdsløs har jeg fulgt meget med i stillingsopslag – og jeg har ikke set hverken souschef eller afdelingslederstillingen været slået op nogen steder. Tager jeg fejl?

Hvis jeg skal lade min erfaring gå videre til andre omkring en sammenlægning – så er det, at der er helt klare retningslinier for hvilken kompetence man får – skrevet ned – hvilken pædagogik der skal føres, hvor hurtigt det skal gå og helt klare spilleregler for processen. Gerne med en professionel tovholder ude fra. Med det store udbud af forskellige pædagogiske retninger, der er, kan man ikke sige, at der kun er én rigtig pædagogik. Det vigtigste er fælles fodslag.

Venligst Birte Pedersen