Tillid betyder alt

Af Trine Kit Jensen

Socialpædagog Aksel Graversen må gå forsigtigt til værks,når han forsøger at hjælpe psykisk syge gadesovere. Somprojektkoordinator i Københavns Kommunes hjemløseenhed står han i spidsen for en indsats, hvor evnen til at skabe kontakt og vinde gadesovernes tillid er helt afgørende.

”Der er ikke nogen opskrift. Men når det lykkes, er det bare fantastisk.”

Sådan lyder det fra Aksel Graversen, socialpædagog ogprojektkoordinator på Særtræk – et iniatiativ under Hjemløseenheden i Københavns Kommune. Medarbejderne her opsporer psykisk syge gadesovere for at tilbyde hjælp og få dem i behandling. En opgave der langt fra er ligetil.

I modsætning til andre hjemløse, der ofte færdes i flokog er synlige i gadebilledet, lever gadesoverne i isolation. De skjuler sig i buskadset i en park, kryber sammen under en bro eller finder et afsides sted på en togstation, hvor de kan være i fred. Mange er paranoid skizofrene, og på grund af manglende sygdomserkendelse eller tidligere tvangsindlæggelser kan det være et langt sejt træk at få kontakt og vinde deres tillid.

”Det vigtigste er, at de ikke får den opfattelse, at vi bareskal have dem ind i systemet for enhver pris”, siger AkselGraversen.

Udover Aksel Graversen er tre relationsmedarbejdere ogen psykiater tilknyttet Særtræk på deltid, og alle deltager idet opsøgende arbejde i felten. Projektkoordinatoren er ikke bare socialpædagog, men også uddannet psykiatrisk plejer. Han har mange års erfaring fra både hospitals- og socialpsykiatrien og derfor en solid ballast at trække på i arbejdet med gadesoverne, der typisk er mænd.

”De fleste er i alderen fra 45 år og opefter, og rigtig mangehar været syge meget længe. En del er efter indlæggelseblev udskrevet til distriktspsykiatrien eller opsøgende psykoseteams. Men selv om der bliver gjort et stort stykke arbejde for at fastholde dem i behandling, vil de ikke altid lukke behandlerne ind”, fortæller Aksel Graversen.

”På et tidspunkt bliver de så syge, at de bliver smidt ud afderes bolig, f.eks. fordi de råber ad andre beboere, banker på rørene eller fordi affald og andre ting hober sig op. Jeg har også mødt en, der blev sat ud, fordi han tog så meget bad, at lejligheden var ved at rådne op”, siger han.

Visitkort til hundeluftere

Efterhånden ved Aksel Graversen, hvor han skal lede eftergadesoverne. Men han får også meldinger fra Særtræks samarbejdspartnere på hjemløseområdet og fra parkbetjente og renholdelsesfolk. På sine ture rundt i byen sørger han samtidig for at dele visitkort ud til hundeluftere og beder dem holde vågent øje.

”De kan så ringe tilbage, hvis de er bekymrede for én, som de har set ligge på en bænk eller i en busk i nogle dage”, siger han.

Når Aksel Graversen nærmer sig en gadesover, sker det altid langsomt og meget forsigtigt. Har han fået et tip, tager han som regel sin cykel og kører forbi tidligt om morgenen.

”Første gang observerer jeg måske bare og ser efter, omhan har det nødvendige sovegrej. Det er en rigtig dårlig idé at vække en psykisk syg, der ligger og sover, så det gør jeg helst ikke. I stedet kommer jeg forbi nogle morgener i træk for at finde ud af, hvornår vedkommende står op”, fortæller han.

Når Aksel Graversen ved det, kommer han ”tilfældigt” forbi,når gadesoveren er vågnet og spørger, om det er OK, at han sætter sig ned. På et offentligt sted er dét svært at sige nej til, og så indleder han stille og roligt en samtale om vejr og vind.

”Nogle har oplevet ”grimme” ting i psykiatrien, og de kanhave dårlige erfaringer med socialforvaltningen eller andremyndigheder. Så jeg gør meget ud af at skabe en relation,hvor jeg er ufarlig”, siger han.

Når Aksel Graversen har vundet gadesovernes tillid, kanhan f.eks. hjælpe med at få dem ind i kontanthjælpssystemet, så de har en indtægt. Men også andre ting kan presse sig på. På Kastellet på Østerbro kom han f.eks. i kontakt med en mand, som var meget optaget af sit kostbare indbo, der var blevet fjernet, da han mistede sin lejlighed.

Aksel Graversen kunne oplyse, at tingene var i politietsvaretægt, og at han måske kunne finde frem til dem, hvismanden ville give ham sit personnummer.

”Faktisk var tingene på vej til at blive solgt. Men det fikjeg stoppet, og det gav mig en stor stor stjerne i hans øjne”, fortæller Aksel Graversen.

Via personnummeret blev det også opklaret, at dennemand aldrig havde været i kontakt med psykiatrien. Projektets psykiater Birgit Jessen Pedersen tog med ud til ham, og hun vurderede, at han kunne have gavn af medicin.

”Hen over sommeren var jeg i kontakt med ham én gangom ugen. Han fik det hurtigt bedre, og han har nu fået plads på et herberg, mens vi arbejder på at finde et passende botilbud”, beretter Aksel Graversen.

Tvang sidste udvej

Der er stor forskel på, hvornår Aksel Graversen kan begynde at tale med gadesoverne om, at de måske har en psykisk sygdom, der kræver behandling. Her må han fare med lempe og føle sig frem, så han ikke mister den tillid, der møjsommeligt er bygget op.

”Det handler om hele tiden at holde relationen ved lige, også selv om de ikke umiddelbart er indstillet på at komme i behandling”, siger han.

Selv om der kan gå lang tid, før gadesoverne er parate, indser de fleste selv, at de med behandling i form af medicin eller indlæggelse kan få det bedre. Men der er også tilfælde, hvor tvangsindlæggelse er eneste udvej.

Dem har der været 12 af i projektets levetid, og AkselGraversen husker særligt én, der fandt sted sidste vinter.
Her stødte han en dag på en gadesover, hvis buksebenvar våde helt op til knæene, selv om det ikke havde regnet et stykke tid. Næste dag mødte han manden igen, stadig med våde bukseben, og Aksel Graversen kunne bogstavelig talt lugte, at noget var helt galt.

Han fik Særtræks psykiater med ud, og da de to omsiderfik overtalt den psykotiske mand til at vise sine ben frem,blev mistanken om koldbrand bekræftet. Der blev straks ringet efter en ambulance, og manden fik siden sat nogle tæer af.

Det sidste han sagde, før ambulancen kørte afsted var:”Det her er ikke min beslutning”.

”Men da vi senere besøgte ham, gav han udtryk for, at det var OK, vi hjalp ham i en situation, hvor han ikke var i stand til at tage ansvar for sig selv og måske ville være død, hvis vi ikke havde grebet ind”, siger Aksel Graversen.

Nyt samarbejde med psykiatrien

Særtræk var oprindelig et treårigt projekt, der skulle værestoppet ved udgangen af 2012, men projektet er nu blevet forlænget med foreløbig et år.

Samtidig har Region Hovedstaden 1. august oprettet etnyt psykiatrisk gadeplansteam, der både skal bistå Særtræk og trække på erfaringerne fra projektet. Det nye team vil også arbejde tæt sammen med den øvrige del af hjemløseenheden i Københavns Kommune og med herberger og natcaféer. Teamet er bl.a. sat i verden, fordi kommunen har efterlyst en mere direkte og fleksibel indgang til psykiatrien for gadesovere og andre hjemløse, og med det nye initiativ håber Aksel Graversen, at endnu flere fremover kan få den hjælp, de har så hårdt brug for.

”I Særtræk har vi stor glæde af vores psykiater, fordi hunkender afdelingerne, overlægerne og ved, hvordan man kommer hurtigt igennem til behandlingssystemet. Det er vigtigt, for skal gadesoverne f.eks. sidde og vente meget længe på en psykiatrisk afdeling, går de simpelthen igen. Og så er vi lige vidt”, siger han.

I et enkelt tilfælde har Aksel Graversen oplevet, at en gadesover efter en samtale på en psykiatrisk afdeling blev sendt ud på gaden igen og derefter forsvandt.

”Manden var tysk statsborger, og vi var ved at finde ud af, om vi i samarbejde med de sociale myndigheder i Tyskland kunne hjælpe ham hjem. Men vi så ham aldrig igen, og det var en meget frustrerende oplevelse”, siger Aksel Graversen.

Projektkoordinatoren satser også på, at det med hjælp fradet nye psykiatriske gadeplansteam bliver muligt at starte behandlingen af flere hjemløse ude i miljøet – før de bliver så syge, at en tvangsindlæggelse måske kommer på tale.
”Blandt andet har vi aftalt med det nye gadeplansteam, atde skal have nogle faste dage på natcaféerne, så de hjemløse kan komme i behandling her og eventuelt blive guidet tilbage til de opsøgende psykoseteams, distriktspsykiatrien eller hospitalerne”, siger han.

På sigt håber Aksel Graversen, at det nye samarbejdemed psykiatrien baner vej for en mere koordineret indsats, så hjælpen til de hjemløse altid bliver optimal, selv om mange instanser er involveret.

”Det er en stor udfordring i arbejdet, at der er så mangeregler og retningslinjer. Skal indsatsen nytte, må alle instanser arbejde sammen på tværs, for det nytter ikke, at de forskellige dele af systemet spænder ben for hinanden og for borgeren”, siger han.