Invitation til samarbejde

Af Elisabeth Lockert Lange

Støttepædagogen.

Hvordan kan støttepædagog og institution i samarbejde gøre det nemmere for barnet at være barn i netop denne institution? Det er det nye fokus i inklusionsarbejdet, og det er den invitation til samarbejde, som støttepædagogen kommer ud med, fortæller støttepædagog Susanne Rosenborg.

Susanne Rosenborg har været støttepædagog siden 2007. Dermed har hun været med i det gamle støtte-system, under forandringsprocessen og nu under den nye ordning, hvor hun er støttepædagog i Vanløse/ Brønshøj/Husum. Her er hun også tillidsrepræsentant.

Grundlæggende ser hun den nye ordning som et klart fremskridt, først og fremmest for barnet med særlige behov men også for institutionerne. Det vender vi tilbage til, vi runder lige kritikken først. For hun hører den og hun forstår den frustration der ligger bag.

”Når man søger hjælp, kan det være, fordi man føler sig begrænset i sine handlemuligheder, og så oplever nogle måske at de ikke får den hjælp, de troede de ville få. I stedet får de en invitation til samarbejde.”

Det ligger i den grundlæggende ændring, som beslutningenom inklusion indebærer: at støttepædagogen ikke kommerud og tager barnet med sig.

”Nu kommer vi ud som ligeværdige samarbejdspartnere.
Barnet er ikke støttepædagogens barn men institutionensbarn, og i samarbejde skal vi se på, hvad der er svært forbarnet i denne institution, og hvad vi kan gøre.”

Susanne Rosenborg uddyber:
”Vi går fra et mangelsyn på barnet til et ressourceblik påbarnet. Det er ikke et blik på, hvad der er galt med barnet, men først og fremmest på hvad vi kan arbejde med for at gøre det nemmere for barnet at være barn her hos os. Vi arbejder både med den problemstilling som barnet har, men også med hvad vi kan ændre på i omgivelser og struktur. Et eksempel kan være at skabe en historie om en ændret adfærd og bruge den som metode i gruppen, hvis den virker. Sådan gjorde vi ikke tidligere, da tog vi barnet ud af gruppen, nu arbejder vi med barnet i gruppen, sammen med personalet. Det giver ingen mening at tage barnet væk, for støttepædagogen går jo igen, og det er institutionen som skal arbejde med barnet.”

For det konkrete barn med særlige behov kan den nye tilgang gøre en meget stor forskel, er hendes vurdering.

”Det kan være en bevægelse væk fra en stigmatiseringtil at barnet inddrages i et fællesskab. Det kan bare være et mikrofællesskab, for man kan arbejde med differen-tierede fællesskaber. Det kan betyde et andet syn på barnet fra de andre børn og oplevelsen af at det er de voksne, som har skabt den mulighed. Det kan give knapt så frustrerede børn, for de oplever at andre mennesker gerne vil dem, gladere børn som kan fortælle at de har venner. Børn som føler sig værdsat.”

Faglig stolthed

Hvilken fordel er der for institutionerne i denne måde at arbejde på?

Susanne Rosenborg svarer prompte:
”Mange, tænker jeg – på lidt længere sigt. Hvis institutionen ønsker pædagogisk udvikling og forandring så er der fordele, for vi tilbyder struktur på, hvordan man taler om disse børn. Ikke som nogen der ikke kan finde ud af det, men om hvad der er vanskeligt for barnet i vores institution, på vores stue. Det er et tilbud om en anderledes måde at kigge på barnet, ikke som ejer af vanskeligheder, men i forhold til hvad man kan ændre i de omgivelser og den struktur, man tilbyder barnet. Det er en anden tilgang, og det giver en anden indsigt, tænker jeg”, siger hun og tilføjer:

”Medarbejderne har som faguddannet personale en kæmpeviden og mulighed for at ændre på, hvad der er vanskeligt for barnet. Der er en humanistisk tilgang i det, et andet menneskesyn, som er smukt og fint. Jeg kan godt se at hvis der er mange børn så kan det være både svært og hårdt i dagligdagen, for børn med særlige behov fylder meget. Men omvendt hvis man arbejder målrettet med det, så giver det også en anden slags børn og mere til. Det giver tilfredse pædagoger, som føler en faglig stolthed og tilfredshed ved at de oplever at de kan løse denne svære opgave. Jeg ved at jeg har det sådan, og for dem må det også være følelsen af at ”vi kan godt”.

Hvad skal der til for at få det gode samarbejde?
”Det er meget vigtigt at ledelserne, både klyngeledere ogpædagogiske ledere, sikrer sig at deres personale ved, hvad det vil sige at søge støtte, altså hvad de får, når de søger en bestemt type støtte. De skal kende vejledningen, så de kan snakke igennem hvad den betyder. Så er de også forberedt, når støttepædagogen kommer ud med sin invitation til samarbejde, sit tilbud om fagligt medblik. Det vi kommer med kan sidestilles med kollegial supervision. Det er en opgave for lederne at medarbejderne forstår, at dette handler om et ”vi”, ikke om at vi tager barnet væk.”

Måske er det denne afstemning af forskellige forventninger, der er gået galt.

”Den er vigtig at få på plads med det samme, man kommerud som støttepædagog. Jeg bliver stadig forbløffet, nårjeg mødes med at de troede, jeg ville gå med barnet. Der er noget kommunikationen der, som ikke er ajourført. For det er en ledelsesmæssig opgave at informere personalet om, hvad det betyder at de får den ene eller den anden støtte. Men når jeg hører det, så tager vi en snak om, hvad de forventer af mig og jeg af dem. Og hvis de er skuffede så tager jeg den derfra.”