Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Æseløret
Kvaliteten der blev væk
-Kvalitetsreform og modernisering af den offentlige sektor
Af Lene Dalsgaard og Henning Jørgensen
Regeringens forsøg på at modernisere den offentlige sektor via New Public Management har ført til måle-fetichisme, konkurrencehelvede og afstraffelsesmentalitet. Politikerne er manøvreret ud på sidelinjen, mens de ledende embedsmænd har fået mere magt.
Regeringens stort anlagte kvalitetsreform har lidt en krank skæbne. De lovede forbedringer for borgerne og for de ansatte er blevet væk. Og den forsatte modernisering kan ikke bære nogen form for fremtidsvision. I Kvaliteten der blev væk ridser forfatterne konturerne af en alternativ forståelse og reel kvalitetsreform af det offentlige op.
De offentligt ansatte, må genvinde arbejdsglæden ved at blive mødt med tillid og ikke mistillid. De skal være med til at sikre, at vi kan leve fornuftigt sammen. Og være stolte over det. For arbejdet i det offentlige handler ikke kun om økonomi, men i langt højere grad om demokrati og fælles nytte. Det er de valgte politikere i samspil med borgerne og de offentligt ansatte, der skal styre den offentlige sektor.
Lene Dalsgaard udtaler: »Når den offentlige sektor indrettes efter sådanne ’moderne’ principper, mister de ansatte blik for målet med deres arbejde. Nemlig at hjælpe med til at få politikker til at fungere, som sikrer en fælles indsats mod usikkerheder, urimeligheder og umyndiggørelser, og som skal sikre vækst og velstand. Samtidig er demokratiet truet af, at politikerne kun skal ’målstyre’«.
Frydenlund • 224 sider • Pris 199 kr. ISBN: 978-87-788-7840-3
Børnefællesskaber og familieliv
Af Dorte Kousholt
Bogen handler om børns fælles liv i daginstitution og om forældres og børns hverdag sammen. Børn i dag lever deres liv på tværs af institution og hjem – og det har betydning både for børns udvikling og børnefamiliers hverdag.
Bogen tager afsæt i spørgsmål om:• Hvordan børnenes sammensatte hverdagsliv har betydning for familiens liv• Hvordan familiens liv har betydning for børnenes hverdag i børnehaven
Gennem eksempler fra seks børns liv, giver bogen et konkret indblik i aktuelle problemstillinger og dilemmaer i børns og familiers hverdag på tværs af børnehave og hjem.
Børnefællesskaber og familieliv tager udgangspunkt i, at den moderne familie i høj grad får sin betydning i relation til børns og forældres liv andre steder. Vi kan derfor ikke forstå eller udforske familien som en isoleret enhed, men må se den som en del af børns og forældres samlede hverdag.
Børnefællesskaber og familieliv henvender sig til professionelle, der arbejder med børn og familier, og til studerende.
Dansk Psykologisk Forlag • 248 sider • Pris 248 kr. ISBN: 978-87-770- 6557-6
Kulturforståelse for stenalderhjerner
- hvordan vi samarbejder med dem , der ikke er ligesom os selv
Af Dennis Nørmark
Hvordan bliver danskerne opfattet i resten af verden? Hvordan bliver vi bedre til at begå os i udlandet? Hvordan integreres tilflyttere bedst i vores samfund og på vores arbejdsplads?
Uanset, om vi ønsker at handle med kineserne, integrere medarbejdere fra Mellemøsten, eller samarbejde som vestjyder og københavnere, spænder kulturelle vaner ben for os. Vanetænkning og manglende kulturel intelligens ødelægger konstant en masse muligheder. Ikke blot for os danskere, men for folk over hele kloden.
Bogen henvender sig til forretningsfolk, skolelærere, socialrådgivere, politi og sundhedsvæsen.
Det Andersenke Forlag • 351 sider • Pris 299 kr. ISBN: 978-87-92240-18-7
Børn i vanskeligheder
– Samarbejde på tværs
Af Charlotte Højholt (red.)
Forholdet mellem børns steder – som fx familie, skole, SFO og specialhjælp – har fundamental betydning for, hvordan børnene kan være med, og hvordan der opstår vanskeligheder i deres liv.
Støtte til børn og forældre i vanskeligheder virker derfor i et samspil mellem forskellige steder og forskellige professionelle – som fx mellem forældre, lærere, pædagoger og psykologer. Og børnenes rettethed mod andre børn i et liv på tværs af steder sætter fokus på de voksnes samarbejde på tværs af fag, traditioner og ansvarsområder.
Forfatterne i denne bog har fulgt børn i vanskeligheder på tværs af deres liv. I bogen fremlægges eksempler på børnenes perspektiver, hverdagsliv, engagementer og fællesskaber og de voksnes samarbejdsprocesser, tværfaglige møder og visitationsprocesser.
Bogen henvender sig til pædagoger, lærere, psykologer, socialrådgivere, embedsmænd, forskere og studerende.
Dansk Psykologisk Forlag • 148 sider • Pris 178 kr. ISBN: 978- 87- 770-6695 -5
Krigeren
Af Kåre Bluitgen
En stærk og aktuel historie om den angst og ensomhed, der opstår, når man er barn af en udsendt soldat.
Jens’ far er i krig i Afghanistan. Hver dag frygter han, at der skal komme en forfærdelig besked om hans krigerfar. At han ikke kommer hjem igen. I skolen siger de, at hans far er med til at slå børn ihjel, og læreren er begyndt at skælde ud, fordi han ikke følger med i timerne. Men han følger med i noget andet. Jens ser tv-avis med sin mor hver aften og læser tekst-tv som det første om morgenen.
Hullet i maven forsvinder, hvis der ikke står noget om døde danske soldater. Jens tør ikke tage telefonen, når den ringer. Og han tør ikke åbne døren, når det banker på. En dag, da Jens og hans mor kommer hjem, blinker telefonsvareren rødt…
Bogen er illustreret af Rasmus Jensen og indgår i serien Carlsens stribede, der primært henvender sig til drenge og piger fra ca. 8-11 år.
Carlsen • 48 sider • Pris 180 kr. ISBN: 978-87-114-0026-5
Omsorg for dig, som arbejder med omsorg for andre
Af Benedikte Exner
En brugs- og refleksionsbog, hvis formål er at formidle viden om og opmærksomhed på, hvordan den professionelle omsorgsgiver kan drage omsorg og ansvar for sig selv og samtidig trives og vokse med opgaven.
Som professionel omsorgsgiver er evnen til at kunne tilsidesætte egne behov af hensyn til dem, som har større behov eller er afhængige af en meget vigtig. Men når denne adfærd bliver automatisk og ubevidst, er det uhensigtsmæssigt. Det skaber udmattelse, udbrændthed, sygdom, manglende arbejdsglæde, flugt fra omsorgsfagene og en masse undertrykt vrede og konflikter i og imellem omsorgsgiverne. Men også det faglige overblik risikerer at blive sløret.
Med mere end 30 års erfaring som professionel omsorgsgiver, heraf 10 år som leder, bringer forfatteren viden, personlige fortællinger og spørgsmål til omsorgsgiveren med henblik på refleksion og øget bevidsthed om, hvordan omsorgsgiveren behandler sig selv, og dermed andre.
Bogen henvender sig til professionelle hjælpere som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, socialrådgivere, læger, psykologer, undervisere og selvstændige behandlere.
Dansk Psykologisk Forlag • 100 sider • Pris 148 kr. ISBN: 978-87-770-6723-5
Håndbog i anerkendende udforskning
- Ideer til forandringsledelse
Af David L. Cooperrider, Diana Whitney og Jaqueline M. Stavros
Anerkendende udforskning (Appreciative Inquiry eller AI) er en samarbejdsorienteret søgen efter det bedste i mennesker, deres organisationer og deres omgivelser. Anerkendende udforskning er kunsten og praksissen at stille spørgsmål, der styrker et systems kapacitet for at begribe, forudse og øge sit positive potentiale, og den sætter en dialogbaseret udforskning på dagsordenen, som øger sandsynligheden for, at der genereres nye samarbejdsorienterede handlinger.
Udforskningen foregår ved hjælp af positive spørgsmål og fokuserer på forestillingsevne og nytænkning frem for på de negative, kritiske og selvforstærkende diagnoser, der ofte anvendes i organisationer. Modellen Opdagelse, Drøm, Design og Skæbne knytter energien i den positive kerne til forandringer, man aldrig havde troet var mulige.
Anerkendende udforskning er en af de mest effektive og populære forandringsmetoder i erhvervslivet i dag og har været anvendt til gennemførelse af forandringsinitiativer i en lang række organisationer verden over.
Bogen henvender sig til alle, der arbejder med ledelse, organisationsudvikling og professionelle samtaleforløb.