Indvandrere og prinsesser

Af Elisabeth Lockert Lange

Valget må være på vej. På et debatmøde om fa ttigdom og ghettoisering i Tingbjerg fyger valgprogrammerne fra panele t af politikere over bordet. Udlændingepolitik, lokale projekter og højere ydelser er nogle af temaerne i den livlige debat.

Salen i den gamle Voldparken Skole, nu EnergiCenter Voldparken, beliggende lige mellem Husum og Tingbjerg, er godt fyldt. Trods snevejret er der tydeligvis kommet flere til denne debataften, end arrangørerne forventede, for flere stole slæbes ind løbende, før mødet med de fem politikere starter.

Emnet for debatten er da også meget aktuelt, fattigdom og ghettoisering i bydelen, og det er et flot panel arrangørerne fra bl.a. Kulturhuset Pilegården har fået bragt sammen: medlem af Folketinget og formand for SF, Villy Søvndal, folketingsmedlem Helle Sjelle fra Konservative, Yildiz Akdogan, folketingskandidat for Socialdemokraterne, Johanne Schmidt-Nielsen, medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Carl Christian Ebbesen, som dels sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti, dels er folketingskandidat for samme parti.

Og én ting er sikkert, der er i den grad gået folketingsvalg i det. Valgløfter og gensidige ”angreb” på den modsatte fløj dominerer svarene fra politikerne på de mange kommentarer og spørgsmål, der kommer fra den debatlystne sal. Der positioneres og lægges afstand.

Hvor de fleste af tilhørerne har deres sympati rent politisk, er man ikke meget i tvivl om. Mens de to højrepolitikere får behersket bifald og spredte klapsalver, bliver der klappet igennem af Johanne Schmidt-Nielsens meget engagerede bidrag og leet hjerteligt af Villy Søvndals humoristisk-ironiske udfald mod regeringen.

 Løsningerne fra politikerne på problemerne, eller udfordringerne, som Yildiz Akdogan hellere vil kalde det, indeholder ikke de helt store overraskelser. Partierne til venstre ser fattigdom som ondets rod og hverken etnicitet eller religion, de vil bruge penge på at komme fattigdommen til livs, investere i uddannelse, i praktikpladser, i skoler og arbejdspladser. Helle Sjelle har regeringens ghettoudspil at holde sig til med bl.a. nedrivning af boligblokke som hovedelement. Præcis hvor de mennesker som derved bliver hjemløse skal genhuses, kommer der ikke noget konkret svar på, det er tilsyneladende op til kommunerne. For Dansk Folkepartis repræsentant, Carl Christian Ebbesen, handler hele problematikken om udlændingepolitik. Uanset spørgsmål så svarer han med sit partis løsning på det meste, og i hvert fald på fattigdom og ghettoer: færre indvandrere fra ikke-vestlige lande. Opnået gennem pointsystemer og løbende stramninger.

Han får sin vilje gennem meget af debatmødet, forstået på den måde at rigtig meget af debatten drejer sig over på udlændingepolitik og indvandring, pointsystemer, krav og stramninger, 24 årsregel og tvangsægteskaber. Som det siges fra panelet, har der været 18 stramninger i løbet af regeringens ni år.

Men den mest konsekvente løsning kommer alligevel fra salen, fra en beboer i Tingbjerg, en kvinde med tørklæde, da hun (efter at have fortalt om de evigt skiftende krav og mange svigt) med stor følelse siger: ”Giv mig de samme vilkår som prinsesserne, så skal jeg nok gøre det endnu bedre end dem.”

Den fanger Villy Søvndal og siger til salens moro:

”De vilkår består af tre ting. En ordentlig bolig, og det må man jo sige, at vi har givet prinsesserne. En ordentlig apanage, det har de sandelig også fået, og endelig at vi siger, godt du kom, et vær velkommen. Så lykkes det.”

Lokale projekter

Gadeplansmedarbejder Muhammad Hee bidrager med et ”lokalt perspektiv”. Han vælger den konstruktive, positive indgang, de mange gode fremadrettede projekter i bydelen, som gør en forskel. Ikke at han ikke ser problemerne eller fornægter dem, men de er i forvejen så overrepræsenterede andre steder.

Et madprojekt med syv unge mellem 13 og 15 år, Team Bærbar kalder de sig, kører med deltagelse af to gadeplansmedarbejdere. Sammen med en tidligere kok fra Noma udvælger, tilbereder, markedsfører og sælger de produkter.

”Kokken er selv fra Tingbjerg, er nu selvstændig og syntes han kunne give noget tilbage til lokalområdet ved at lære de unge om råvarer, kvalitet og et godt produkt. En glimrende kompetence fremadrettet” vurderer Muhammad He. Projektet kører så længe de unge er interesserede, hvad de mildt sagt er.

Han beretter videre om succeserne. Om et lektiehjælpsprojekt i SSP regi, hvor 8. klasser støttes, så de kommer ud af 9. klasse med en brugbar viden og eksamen, så de kan gå videre i uddannelsessystemet. Om en Eidfest i efteråret, som var et så stort og glædeligt tilløbsstykke, at de mange som har samarbejdet om det satser på at gentage det.

Futbol de Calle er et koncept med gadefodbold for børn fra udsatte områder med underliggende formål som integration, vidensdeling og lokal forankring, udover selvfølgelig at det er sjovt at spille. Der har været spillet turnering i flere bydele allerede, bl.a. i Husum og Tingbjerg. Turneringen er lavet i samarbejde med SSP og virksomheden Radiometer, som Muhammad Hee fremhæver som et fantastisk eksempel på hvad en lokal virksomhed kan udrette med sit bidrag. Han fremhæver hvor vigtigt samarbejdet mellem lokale og professionelle aktører er, for ingen af parterne kan gøre det alene.

”Sådanne begivenheder er noget der giver området identitet og de unge glæde, mens det ensidigt negative har en risiko for at blive selvopfyldende, og det giver dårligt selvværd. Et eksempel er udtrykket ghetto, som frustrerer mange i bydelen. Selvfølgelig er der sociale udfordringer, men mange lokale vil gerne gøre noget. Netop den lokale forankring er vigtigt, for beboerne møder ofte kun de unge når der er konfrontationer, de ser dem ikke, når de er glade og sociale. Derfor er det vigtigt at få beboerne inddraget.”

At mange i lokalområdet er kede af at få stemplet ghetto på sig, har Muhammad Hee tydeligvis ret i, for adskillige af de fremmødte protesterer over det i løbet af aftenen, det opleves meget negativt.

Fattigdom og politik

I tråd med mødets emne fremlægger både Yildiz Akdogan og Johanne Schmidt-Nielsen de seneste tal og fakta om fattigdom. At fattigdommen er steget under den nuværende regering, og at uligheden er steget endnu mere. Og Tingbjerg er den hårdest ramte bydel i Københavns Kommune. Det handler om børn og unge som føler sig udenfor, fordi deres forældre ikke har råd til at de deltager i fødselsdage, sportsaktiviteter etc. Det handler om mennesker der smides ud af deres lejlighed og ikke har råd til tandlæge. Fattigdomsydelserne skal op, hvis vi skal fattigdommen til livs, mener de tre venstrefl øjspartier.

Johanne Schmidt-Nielsen kalder regeringens såkaldte genopretningsplan for en katastrofe og fl abet. Den har ”smadret hele voksenuddannelsesområdet, mulighederne for efteruddannelse forringes helt vildt; tosset i en situation hvor ledigheden er stor, og der er brug for uddannelse og praktikpladser ”, siger hun.

Villy Søvndal ”banker” regeringen for igen og igen gennem alle ni år at give til dem, der har rigtig meget i forvejen.

”50.000 børn lever i dag i fattigdom i Danmark. Jeg troede vi ikke ville have et samfund, hvor mennesker ender i håbløshed. Vores politik er at afskaffe de fattigdomsskabende foranstaltninger.”

Loftet over børnechecken skal væk, udsatte børn skal have akuthjælp, erhvervslivet skal presses til at oprette praktikpladser, og så skal der også være mere nærpoliti. Hvor pengene skal tages fra? Nogen, bl.a. de mest velhavende, bankerne og spekulanterne, kommer til at betale mere i skat.

Højere kontanthjælp, reagerer Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen straks, det tiltrækker blot mennesker, som er langt fra arbejdsmarkedet, til landet. Og vejen ud af al krise handler om at få færre indvandrere og kun de som kan bidrage, som han udtrykker det.

På samme fløj beskriver den konservative Helle Sjelle ”den eksplosive cocktail af arbejdsløshed, indvandrere og kriminalitet” som problemets kerne. Som man skal tale åbent om, og som regeringen har en løsning på i bl.a. ghettoudspil og arbejdsmarkedsreform.

Hun afviser fattigdomssnak. Fattigdom og ulighed i et land som Danmark betyder blot, mener hun, at man har lavere indkomst end andre, og at de som har arbejde er blevet rigere hurtigere end de som ikke har et arbejde.

”Men der er jo intet de hellere vil end at komme ud på arbejdsmarkedet”, siger en deltager. Problemet er omvendt: ”for hvordan kan de gøres attraktive for arbejdsmarkedet?”

Helle Sjelle anbefaler regeringens arbejdsmarkedsreform med ”fremskudte jobcentre” som i hvert fald en del af løsningen. Det bør give et både bedre og billigere system, vurderer hun. Det får en deltager i salen til højt at håbe på, at de så også tager nogen job med derud…