Selvledelse kræver ledelse

Af Elisabeth Lockert Lange

Selvledelse er et tilbud, vi ikke kan sige nej til, vurderer dr.phil. Sverre Raffnsøe i et oplæg han holder på LFS’ repræsentantskabsmøde. For selvledelse er en betingelse i det moderne arbejdsliv. Men selvledelse kræver ledelse, og velfærdsledelse tilbyder nye veje.

Alt er muligt, alt er tilladt, alt kan lade sig gøre. Det er kontrakten i det moderne arbejdsliv. Men der er også begrænsninger og betingelser. Begrænsningen er at vi skal tage hensyn til økonomien og den større sammenhæng. Betingelsen er at vi skal lede os selv.

”Selvledelse er allestedsnærværende. Evnen til selvledelse er en forudsætning for alle ledelses- og organisationsformer. Ledelsesteknologier forudsætter selvledelse og omvendt. Selvledelse er en betingelse for arbejdet.”

Det siger Sverre Raffnsøe, dr.phil. og professor ved Handelshøjskolen (også kendt som CBS, Copenhagen Business School) i København. Her beskæftiger han sig med ledelsesfilosofi og udfordringer og problemer i det moderne arbejdsliv. Han leder forskningsprogrammet Ledelse af Selvledelse, som kører frem til 2011. Resultater og indsigt fra dette arbejde gav han prøver på på LFS’ repræsentantskabsmøde i november.

Historisk set har menneskets placering i arbejdslivet flyttet sig. Mens det menneskelige var i udkanten af fokus i industrisamfundet, så er det menneskelige nu i centrum. Mennesket er blevet det der ledes på.

”Og hvad er selvledelse? Det er at etablere et reflekteret forhold til sig selv, at se sig selv udefra. Ikke blot arbejde men arbejde med. Samtidig er det afgørende at være produktiv og skabe værdi.” Selvansvarliggørelse er også afgørende. Vi drages til ansvar for os selv og for hele organisationen.

Selvansvarliggørelsen i selvledelse, at medarbejderne tager ansvar for en stærk organisation, ligger bl.a. i sætningen: ”Kundens tilfredshed ligger hos den enkelte medarbejder.”

”Måske er vi ikke skyld i situationen, men vi er ansvarlige for den. Vi sætter ikke betingelserne, men vi er ansvarlige for hvad vi gør ud af dem, vi bliver ansvarlige for helheden og hvordan den udtrykkes. Tidligere udførte medarbejderne de ordrer de fik, nu kræves der selvledelse. Det betyder at en stor del af ansvaret for både innovation og implementering ligger hos medarbejderne. Ansatte bliver entreprenører for organisationen.”

Den sociale forpligtelse

Hvorfor er selvledelse blevet en betingelse i det moderne arbejdsliv? Ifølge Sverre Raffnsøe er der både ydre og indre omstændigheder.

”Selvstændighed er et mål for virksomheden, som tror at en leders opgave bliver lettere, når ledelse lægges ud til medarbejderne. Det tror jeg ikke. Tværtimod stiller selvledelse krav om mere ledelse. Så er der medarbejderens egne forventninger. De vil gerne være selvstændige, ellers mister de motivation.”

Selvledelse er med andre ord også selvvalgt, vi er ikke ofre for det. Og det er noget vi forventer af hinanden, fremhæver han.

”Men friheden ved selvledelse er ikke autonomi. Autonomi er suverænitet, selvledelse er et frirum der hele tiden invaderes, og hvor vi skal hævde friheden på de givne betingelser. Hvor vi skal stå til regnskab for os selv og andre i en iboende social forpligtelse. Det moderne arbejdsliv forudsætter både selvstændighed og en social overenskomst, noget af et paradoks.”

Selvledelse er ikke kun forbeholdt få grupper, selvledelse forudsættes i hele samfundet. Det er selvledelse, når indlæringen lægges til rette efter den enkelte elev – og af den enkelte lærer.

”En karakteristik af selvledelse er at det er en mulighed for ny udfoldelse, men også en forpligtelse. Et tilbud vi ikke kan sige nej til, hvis man er med i det moderne arbejdsliv, for så melder vi os ud af organisationen.”

Gå til grænsen

Mennesket i det moderne arbejdsliv udfordres hele tiden til konstant at udvide sin menneskelige kapacitet, vurderer Sverre Raffnsøe.

”Vi udfordres til at gå så langt som muligt uden at gå over grænsen i forhold til os selv. Det betyder også at vores egen eksistens er relevant for organisationen, for værdiskabelsen. Det handler ikke blot om at finde sin plads og passe ind. Vi skal overskride betingelserne, vi skal være så livfulde at vi er i stand til det.”

Han sammenligner denne eksistensform med sportsgrene som fx cykelløb. Standarder markeres, men det sker for at overskride dem. Man kigger på de hidtidige mål og så skal man forholde sig til dem, lægge til og overskride dem. Det centrale er tilvæksten og overskridelsen. Og vi bliver målt på resultaterne.

”Ved selvledelse kommer det menneskelige i centrum som noget der skal overskrides, forbedres og perfektioneres. Mennesket bliver en størrelse, som leder efter sig selv i en ny form hele tiden. Jo strammere regler jo mere kreativ skal man være, for vi skal ikke følge dem, vi skal gøre noget andet og mere. Regler er blot rammer som vi ikke skal blive indenfor, for så viser vi selvstændighed og selvledelse. Bagefter kan vi så tale om, om vi gjorde det rigtige. Den væsentligste fejl i det moderne arbejdsliv bliver ikke at kunne eller ikke at ville sætte energi ind.”

Sverre Raffnsøe har endnu et par billeder på selvledelse. Surfing: at balancere på ryggen af en bølge. Og en linedans uden fast grund under fødderne. Vi skal selv holde balancen mellem at gå for kort (være for lidt ambitiøse) og falde ned og gå for langt (gå ned med stress) og falde ned. Vi skal selv tage ansvaret og selv etablere balancerne, grænserne er ikke givne mere. Det kræver overskud og at have det godt. Derfor er der også fokus på sundhed og på at holde sig på toppen.

”Engagement er vigtigt, men vi skal kunne håndtere det. Være lidenskabelig men ikke for lidenskabelig, brænde for sagen, men ikke brænde op og ud. Og hvis det sker, så har man selv ansvar for at samle sig op, for stress og depression viser at man ikke er i stand til at lede sig selv. Når man vender tilbage efter en sådan nedtur, er forventningen da også at man kommer tilbage bedre i stand til at selvlede.”

Vi skal også finde en ny grænse mellem arbejde og familie, for også den har rykket sig og er ikke en given grænse mere.

Velfærdsledelse

Når vi selvleder tror vores leder at vi tager over, men det er stik modsat, mener Sverre Raffnsøe. Selvledelse er kun muligt, når der er ledelse. Selvledelse skaber efterspørgsel efter ledelse. For ledelse skal empower os som medarbejdere. Derfor klager medarbejdere over at de er usynlige for ledelsen og ikke får nok sparring.

”Men ledelse bliver let prekær. Den er påkaldt, men når den kommer, er den ikke som man havde tænkt sig, så er den forstyrrende og for meget”, siger han og fortsætter:

”Velfærdsledelse er en ny forestilling om hvad ledelse er. Lederen er ikke blot én, som går foran eller som ser alle, velfærdsledelse vil sige at ledelsen tager vare på hver enkelts ve og vel, at ledelsen stiller de rigtige vilkår til rådighed, at ledelsen gør selvledelse mulig.”

I denne form for ledelse er tillid uomgængelig. Ledelsen siger indirekte eller direkte ”jeg har tillid til dig, selvom jeg ikke kan forudsige hvad du gør.” Det giver medarbejderen ejerskab, mens risikoen for ledelsen er at medarbejderen ikke gør det, ledelsen ønsker eller gør noget helt andet.

”Det betyder ikke at denne form for ledelse er uden magt. Pointen i denne ledelsesrelation er at lederen kan tage tilflugt i tillid, og det er også en form for magtanvendelse.”

Organisationen kan også få andet og mere igen, der er med andre ord mulighed for skabelse af merværdi, vurderer Sverre Raffnsøe.

”Det handler om at give forskellige ting til medarbejdere, være overvejet i forhold til hvilken ansvars- og incitamentsstruktur man skaber. Tillid skaber gaveøkonomi, men det er ingen gavebod. Man skal overveje hvilken udveksling man ønsker at skabe, for modtageren forpligter sig, der er gensidighed og forpligtende bånd.”

Selvledelse er med andre ord en løsning som giver svar, men selvledelse rejser også udfordringer.

”Når selvledelse vinder indpas, er det ikke kun en ny social eksistens, det er også en social samfundskraft, som binder os sammen. Vi er forpligtede på hinanden, til at overskride det givne. Kontrakten betyder at mennesket er i centrum men som en størrelse, der skal overskride sig selv, overgå sig selv, et ufærdigt selv, som hele tiden skal blive sig selv. Det bliver dovenskab at underkaste sig ledelse og modigt at tage magten, tage selvledelsen, men også hele tiden blive til i forpligtelsen”, opsummerer han.