Børneteaterfestival 2004

Af Randi K Pedersen (DJ)

Børneteater fra morgen til aften

Teatret er hudløst og lærer børn empati. Det oplever de ikke med video og tv, siger tre erfarne deltagere i den årlige Børneteaterfestival.

De begynder planlægningen i god tid. Allerede i marts måned spejder tre af de ansatte i Rødovre kommune forventningsfuldt efter programmet til den årlige Børneteaterfestival. Sådan har det været i syv-otte år. Senest før festivalen i Silkeborg i slutningen af april, hvor pædagog Gina Petersen fra Broparken B&U sammen med assistent Linda Petersen og pædagogmedhjælper Susanne Gørtz fra Børneinstitutionen Agerkær har boltret sig i børneteater fra morgen til aften.

Da LFS Nyt møder dem er amokløbet fra forestilling til forestilling dog suspenderet i nogle timer. Dagen før den afsluttende festivalweekend har de afsat tid til at deltage i et brugerseminar for aftagere – altså købere – af børne- og ungdomsteater. Noget der altid indgår i festivalen, og som i år sætter fokus på nogle nyere fænomener i dansk børne- og ungdomsteater. »Forstå det eller la’ vær – dans og performanceteater for børn«.

Er I specielt interesseret i dans og bevægelse? »Hvis der er råd til det, plejer vi at deltage i brugerseminaret«, fortæller de. »Er pengene et år meget små, afhænger det af emnet, og i år har emnet med det ordløse teater haft høj prioritet. «

Inden dagens første programpunkt, opførelsen af performanceteatret Carte Blanches »Du milde himmel«, fortæller de tre pædagoger, at de er del af en større delegation fra Rødovre, hvor man gør meget for børnekulturen. Skoler, bibliotek og forvaltning har således også tradition for at deltage i Børneteaterfestivalen, og ved at samarbejde indbyrdes undgår man overlapninger. Det betyder f.eks., at biblioteket, der jo retter sig mod forældrene, ikke bestiller de samme forestillinger som institutionerne.

Sanserne forsømmes
På den korte spadseretur fra hallen, hvor vi har set teater, til seminarets mødelokaler i det nostalgiske »Lunden« giver Linda, Gina og Susanne en hurtig vurdering af forestillingen. Ikke alt i forløbet med to engle, der inviterer til fødselsdag, stod lige klart. Men de kunne godt lide den kropslige form, og den hvide, opfindsomme scenografi havde mange, sjove detaljer.

Sjovt er til gengæld ikke lige ordet om professor, dr.med.cand.psyk. Alice Theilgaard, der taler om børns perception med særlig relation til teater. Men spændende var det at høre om vigtigheden af at stimulere sanserne og børns æstetiske fornemmelse, hvilket ifølge oplægsholderen forsømmes, og om børns intense evne til at opleve. Det var de enige om.

»For børn er grænserne mellem drøm, fantasi og virkelighed flydende. Det er balancen mellem forestillingsevne, fantasi og tanker, som gør mennesker åbne og i stand til at kommunikere. Rigid, lineær perception gør derimod derimod mennesker fordomsfulde, og dyrker man kun fantasien, bliver man ude af stand til at kommunikere med andre. Men højre hjernehalvdel (den kreative) negligeres alt for meget, derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på sammenhængen mellem sprog og bevægelse. Det non-verbale sprog er med til at skabe emotionelle kontakter, ligesom musik styrker udvikling af barnets indlæringsevne«, sagde Alice Theilgaard bl.a. med henvisning dagens emne, dans og performance.

Efteruddannelse uden løn
Efter oplægget er det tydeligt professorens bemærkninger om børn, der kigger væk, når man taler til dem, der har gjort indtryk. Både Linda og Gina funderer over oplysningerne om, at når børn ikke ser på dem, når de giver dem en besked, er det, fordi børnene faktisk koncentrerer sig og tænker over, hvad der bliver sagt – ikke det modsatte.

Mens vi haster tilbage til hallen til dagens næste forestillingen »Tolo på vej« med Corona Danseteater konkluderer Gina:
»Så jo, jeg tog da bestemt et par ting til mig. Det med musikkens betydning, der har jeg erfaret med vores børn på fem år, der har fået undervisning af musikpædagoger«.

Hun glæder sig meget til »Tolo«, for Corona er hun ret vild med, og på Børnefestivalerne ser hun altid deres nye forestillinger. Det viser sig da også, at historien om drengen, der slipper trygheden og vover sig ud i verden, er en succes hele vejen rundt. Både hos pædagogerne og koordinator i Rødovre Kommune Line Horn Andersen, der også hører til festivaldelegationen.

Tilbage i »Lunden« fylder vi maverne med lækre sager og bruger frokostpausen til at forsætte samtalen om hvorfor man midt i en travl hverdag hiver flere feriedage ud af kalenderen for at se børneteater. For selvom formålet med det hele er at vælge nogle gode oplevelser til kommunens børn, følger der ikke betalt frihed med indsatsen, der også er en slags efteruddannelse. I bedste fald får de en smule timegodtgørelse, og Gina får feriepenge for sin sjette ferieuge.

»Siden sidste år har vi dog alle tre i forbindelse med Ny løn opnået et lille tillæg under funktionsløn. Hvis vi senere f. eks. hyrer en af oplægsholderne til et foredrag kan det også give et lønløft, men det er det generelle løft ved at være af sted én gang om året, der tæller«, understreger de.

Nye indtryk udefra
Alle tre er i personalegrupper, hvor de fleste har været sammen i ti år. Så er der altså behov for nye indtryk udefra, og det får de til dels gennem efteruddannelse på seminarierne og samvær på tværs af institutionerne, skoler og biblioteker.

»Ellers brænder man ud, og i vores arbejde er det vigtigt at være åben. Det hjælper festivalen os til at være«, er de enige om.

Hvordan ved I, om I har valgt de rigtige forestillinger?

»Sørger man på forhånd for, at børnene er ordentligt informeret, forstår de meget bedre, hvad de ser. Men man er altid nødt til at følge op på tingene bagefter«, mener Susanne. Og Linda er enig. »Når man har set teater med børn, kan man ikke bare gå hjem bagefter og lade som ingenting. Måske tager det et par uger, før et barn reagerer – men man tager det altid op.«

Gina synes, svaret på, om de har valgt rigtigt, kommer an på, om et barn spørger, fordi vedkommende er blevet bange eller af nysgerrighed. Men de er enige om, at det afgørende er, hvad børnene taler om indbyrdes, når de har set teater.

For at føle sig sikre var de oprindelig to til at se hver forestilling. Nu er de så erfarne, at de godt tør vælge og komme med forslag på egen hånd. Desuden har man et bedømmelsesblad, som alle festivaldeltagerne fra Rødovre udfylder. Til gengæld fortæller Gina, Linda og Susanne, at det lidt er et problem, at de ikke kun vælger teater for børnene, men – føler de – også for deres kolleger.

Favoritter og fravalg
Det er nemlig sjældent dem selv, der ser teater med børnene derhjemme. De har jo haft fornøjelsen. Men keder de voksne sig, får børnene heller ikke noget ud af det. Hvorfor ikke?

»Børnene kan mærke det, og kollegerne skjuler ikke altid, hvis de ikke bryder sig om det, de ser«, lyder forklaringen. »Derfor er det meget vigtigt, at de voksne på forhånd er virkelig godt informeret. Det kan jo ske, at der kommer mørke, høje lyde eller lignende i en forestilling, som de skal vide besked med.«

Linda spørger altid kollegerne, hvad de synes om forestillingerne. Det giver erfaring til næste gang. Gina laver fremover et nyhedsbrev om teater til daginstitutionerne i Rødovre med oplysninger ud over tid og sted. F. eks. om ordløse, lidt »skæve« forestillinger som »Milde himmel« og »Tolo på vej«, så pædagogkolleger ikke går til forestillinger, de på forhånd synes lyder uinteressante.

»Vi har også lavet en lille folder til vores kolleger, så de ved, hvad der forventes af voksne og børn, hvis de ikke er vant til at se teater«, tilføjer hun.

Og så går snakken pludselig om hvem, der skal se hvad . »Der er simpelthen nogle, jeg på forhånd har valgt fra«, indrømmer Susanne, og Linda og Gina har også deres favoritter blandt teatrene og dem, de absolut ikke vil se. Erfaringen har lært dem at lægge en plan hjemmefra og fordele sig på aldersgrupper, så de supplerer hinanden bedst muligt. De ser også på priser for ikke at vælge forestillinger, der ikke er råd til.

»Vi sørger også altid for at putte nogle teatre, vi ikke kender, ind imellem «, siger de. »Men hvis vi undervejs hører nogle, vi har tillid til, har oplevet noget negativt eller positivt, kan vi godt finde på at ændre planen.«

Lovlig højpandet
Med ét er klokken mange, og med kaffekoppen i hånden styrer vi hastigt i hver sin retning til anden afdeling af dagens program, som foregår i to grupper. Den ene skal høre forsker i dans og bevægelse ved Københavns Universitet Karen Vedel fortælle om redskaber til analyse af ordløst teater, den anden om arbejdsmetoderne hos Corona Danseteater og Carte Blanche.

Undervejs byttes der lokaler og oplægsholdere, og vi når en hurtig pause-briefing om, hvem der er bedst. Teaterfolkene vinder på forståelighed og underholdningsværdi.

Af Karen Vedel får vi at vide, at dagligdags bevægelser i en ordløs teaterforestilling giver børn og voksne koder til forståelse. Ligesom bevægelserne og relationerne mellem de medvirkende gør noget til dans. Hun forklarer, at dans og performance både kan fortælle historier og skabe abstrakte rum, hvor man selv må digte historien, og går videre med videnskabelige analysemetoder.

Lovlig højpandet for lægfolk, men godt i tråd med oplæggene fra leder af Corona Danseteater, koreograf og danser Jørgen Carlslund og Sara Topsøe-Jensen, instruktør og leder af Teatret Carte Blanche. Jørgen Carlslunds udgangspunkt er teatrets tradition for at skabe fortællinger. En sammenhængende historie giver publikum – både børn og voksne – et håndtag, der er kendt, og hvorfra de kan tage afsæt ind i det ukendte danseteater, mener han. Sara Topsøe-Jensen har derimod sagt helt farvel til enhver sammenhæng. Hun vil skabe følelser og stemninger og henviser til fraværet af logik hos børn, hvis leg er springende, og som er fortrolige med zappe-metoden.

Nye redskaber
Seminaret er slut, og pædagogerne og koordinatoren fra Rødovre og jeg mødes til en afrundende snak om dagens oplevelser og deres store engagement i børneteater. Jørgen Carlslund og Sara Topsøe-Jensen opfordrede brugerne/køberne til at stole på deres intuition, når de vælger forestillinger. Men også til at turde vælge teater, hvor de ikke kender svaret. Hvad mener I om det?

Gine lægger ud: »Vi er vant til at arbejde med intuition, og jeg synes, det kunne være spændende at få nogle af de redskaber i forhold til teater og børn, der blev talt om. Derfor var det en god rækkefølge for mig med forskeren først, hvor vi fik at vide, at danseog performanceteater ikke kun kan forstås på én måde. Men at man godt kan lave sine egne historier. Så jeg synes, at seminaret har hængt godt sammen.«

Susanne mener, at de nok har haft forventninger om at få andre indgangsvinkler til teaterverdenen. At fordi seminaret drejede sig om bevægelse, ville det række helt ud i pædagogernes dagligdag med børnene, og sådan var det ikke. Men hun synes, man får meget genopfrisket på sådan et seminar f. eks., at musik er vigtigt for indlæringen.

»Teater er den helt rigtige måde at lære empati på«, siger hun. »Det viser børn følelser, og hvor mange følelser oplever nutidens børn derhjemme til hverdag?«

Linda, Susanne, Gina og Line er ikke i tvivl om, at deltagelsen i Børneteaterfestivalens seminar og forestillinger er vigtig, fordi børneteatret er vigtigt. Alene det, at børn oplever, at deres reaktioner gør indtryk på skuespillerne, har betydning. At de mærker, at der er reaktion fra levende mennesker begge veje, og så er det lige meget, om de ser danseteater, eller almindeligt teater. Den oplevelse får de ikke fra tv.

»Teater er noget, børnene ser i virkeligheden, og det giver noget andet, end videofilm og fjernsyn. Vi lærer også noget om vore egne børn ved at opleve forestillingerne på festivalen med helt andre børn. Reaktionerne er vist forskellige«, understreger Linda. Gina tilføjer, at vores samfund er blevet så intellektuelt. Hvorimod teatret er hudløst og har mange flere mellemregninger.

Har seminaret været interessant eller for indforstået?
»Egentlig ikke. Vi synes, det har været godt og har fået noget ud af det, selvom der måske ikke rigtigt var nogle af oplægsholderne der var særlig sprudlende,« er alle enige om.

På en Børneteaterfestival tæller hvert minut, og det er igen blevet tid til at se teater. Seminar eller ej, så handler det først og fremmest om at se så meget som muligt, og der venter endnu en – eller måske to – forestillinger, før dagen er forbi.