Forældrefester kan skabe sociale skel

De fleste daginstitutioner og skoler holder arrangementer, hvor forældrene er inviteret med. Men pas på, det ikke kammer over, for de sociale arrangementer skal være til gavn for fællesskabet og ikke skabe kløfter i forældregruppen, mener forsker.

Af Signe Rosa Skelbæk

Sommerfest, Luciaoptog, bedsteforældredag, klippeklistredag, fastelavn… Listen over årlige arrangementer, hvor forældrene er inviteret ind i institutionen, kan i nogle institutioner være meget lang. Men de mange arrangementer kan være en glidebane, mener sociolog og ph.d. Maria Ørskov Akselvoll, der har forsket i forældresamarbejdet mellem skole og forældre i indskolingen.

”Jeg har forsket i, hvad det kræver af ressourcer for forældre at deltage i det, skolen kræver og forventer i dag. Når forældre deltager i læringsmæssige aktiviteter, er det tit lettere for akademikere at hjælpe deres børn bogligt. Men når det gælder trivselsarrangementer og det sociale, har vi en tendens til at tænke, at her kan alle være med, for alle kan vel bage en kage eller komme til et arrangement?,” spørger hun retorisk og fortsætter:

”Mit studie viser, at forældrenes ressourcer ser ud til at have en betydning for, om man deltager i det sociale, og ifølge de forældre, jeg har talt med, har det noget at gøre med hverdagsoverskuddet og hvilken slags familie, du er,” forklarer hun om sin forskning.

Maria Ørskov Akselvoll mener, at forskningen også kan have stor relevans for daginstitutionerne, hvor den samme tendens gør sig gældende, nemlig at antallet af arrangementer i fritiden kan være stort, og at kravene til forældrenes sociale engagement er høje.

Se på forældregruppen

Sociale sammenkomster kan være gode nok, men hvordan de skal tilrettelægges, hvad indholdet skal være, og ikke mindst antallet, bør afhænge af institutionens konkrete forældresammensætning, mener Maria Ørskov Akselvoll, der også advarer imod at lade en forældrebestyrelse eller et forældreråd tage beslutningerne om, hvordan og hvor ofte arrangementerne skal løbe af stablen.

”I forældreudvalget ser man ofte, at det er ’tordenskjolds soldater’, der går forrest i forhold til at afholde arrangementer og aftale legegrupper, og det kan blive svært for andre forældre at sætte foden ned og sige fra. Det gør også, at der kan opstå a- og b-hold og dermed et hierarki i forældregruppen, hvor de mest ressourcestærke i samspil med skole eller institution får sat en dagsorden, der ikke nødvendigvis favner alle familier. Her opstår paradokset, for de sociale arrangementer skulle jo skabe fællesskab og sammenhold,” siger hun og tilføjer, at der ofte kan opstå en tendens til, at ’jo flere jo bedre’. Man presser på den måde de familier, der i forvejen er pressede enten på tid eller menneskelige ressourcer.

Tag styring

”Institutionerne har derfor et ansvar for at tænke over, om det er realistisk, at familierne i deres institutioner kan være med, og samtidig få alle forældrestemmer i tale og gøre det legitimt for forældrene at sige fra. Min forskning viste, at det ikke var socialt acceptabelt at sige, fx til et forældremøde, at man ikke har lyst til at deltage, eller at man ikke orker legegrupper. Det er som at sige, at man ikke vil investere i fællesskabet,” siger hun og råder derfor til, at personalegruppen tager styring over antallet af arrangementer og beslutter, hvordan og i hvilket tidsrum de løber af stablen. Forældre kan involveres i mindre detaljer, såsom uddelegerede opgaver op til festen eller under selve arrangementet, men det bør være frivilligt, siger hun og peger igen på, at nogle familier vil have mere overskud til at deltage end andre.

”Det er fx helt tydeligt, at kun visse familier har mulighed for at flekse og fx tage tidligt fri for at deltage til et eftermiddagsarrangement eller have en ret klar til en sommerfest kl. 17. Det er ikke alle, der har de muligheder, og nogen vil have fysisk krævende jobs, faste mødetider eller fx være arbejdsløse og derfor ikke have mentalt overskud, selvom man måske har tid.”

Sociale uligheder toner frem

Arrangementerne, som skal ryste forældre og børn sammen og skabe tættere bånd til institutionen og dens personale, kan helt utilsigtet også sætte økonomisk pressede familier i en klemme. Egenbetaling til fx ture og fester, eller krav om, at man medbringer en ret til mange personer, kan for nogle, især enlige forældre eller familier med mange børn, være et argument for at vælge arrangementerne fra. Men også de sociale færdigheder, som ofte kræves for at kunne deltage på lige fod, kan hægte nogen af, mener Maria Ørskov Akselvoll.

”Selvom det bare handler om, at du skal falde i snak med de andre forældre, altså mingle, så taler vi om det, som om, at det er noget, alle kan. Men det er igen især de højtuddannede, der er meget vant til den type netværkende omgangsform, og det er jo ikke alle forældre, der via deres job kan trække på den slags kompetencer og overføre dem. Derfor er det for nogen et større pres end for andre at deltage i, simpelthen fordi det føles unaturligt eller ukomfortabelt for dem at sidde og snakke om vind og vejr med de andre forældre,” siger hun og opfordrer til, at arrangementerne i videst muligt omfang har børnene som omdrejningspunkt, så forældrene ikke føler, de skal være på.

”De, der i forvejen har svært ved at deltage, bliver hægtet af, fordi der bliver skruet op for forventningerne, og så kan de slet ikke magte det,” siger hun og påpeger institutionens ansvar for ikke at være med til at synliggøre den ulighed, der altid vil eksistere i forældre- og familiegrupperne i en daginstitution.

Ingen evidens bakker op

Arrangementerne er fyldt med gode hensigter over for både forældre og børn. Men det store pres på mange børnefamilier gør, at det kan blive endnu en pligtopgave på den uendelige to-do-liste i hverdagen, og derfor vælger nogle familier arrangementerne fra.

”Både forældre og måske også personale skal huske, at der ikke er et lighedstegn mellem at være en god forælder og at være aktiv og synlig i trivselsarbejdet,” understreger Maria Ørskov Akselvoll og hentyder her til, at der blandt forældre også kan opstå en kultur, hvor forældrene indbyrdes vurderer og vejer hinandens indsats, baseret på, om man er en af dem, der altid er der, eller en af dem, der aldrig dukker op.

”Der kan opstå en logik, der tilsiger, at hvis ikke man deltager i de sociale aktiviteter, så bidrager man ikke til trivslen i børnegruppen, og derfor kan det være svært at sige fra. Men jeg tror helt ærligt, at de fleste hellere vil bruge deres tid derhjemme med deres børn. Forældredeltagelsen i trivselsarbejdet bliver i skolen ofte begrundet med, at vi ved, det virker. Men så vidt jeg ved, er der faktisk ikke lavet studier, der viser en sammenhæng mellem forældrenes deltagelse i trivselsarbejdet og børnenes trivsel i skolen,” siger hun.

Husk pædagogikken

Maria Ørskov Akselvoll tilføjer afslutningsvis, at selvom hun mener, at det er institutionens og i sidste ende lederens ansvar at beslutte, hvor mange og hvilke arrangementer, der afholdes – og ikke mindst af hvilke pædagogiske grunde – så anerkender hun, at det også for personalet kan være svært at finde det åndehul i hverdagen, hvor der er tid til at reflektere over institutionens etablerede traditioner.

”Det kan være svært for både pædagoger og lærere at stoppe op og tænkte over, hvordan det fungerer i deres praksis, fordi de har mange andre ting at se til. Men de skal turde udfordre præmissen om, at forældrearrangementer nødvendigvis er gode for alt muligt, og de skal tænke over, om forældre har lige muligheder for at deltage i dem,” siger hun.