Socialt udsatte børn og unge

Af Elisabeth Lockert Lange

De løse

Alle er velkomne, og de kommer strømmende til Fengeren i Valby, de klubløse, socialt udsatte børn og unge. Her får de voksenstøtte og hjælp til lektier, uddannelse og job, de laver musik og spiller computer. Trods succesen ved de tre medarbejdere ikke om værestedet får lov til at overleve.

Røgen ligger tykt i det meget blå rum her ved otte-tiden om aftenen, hvor de fleste af de 12-14-årige er gået hjem og de lidt ældre har hytten for sig selv. Udsugningen kan slet ikke høres for den højrøstede musik og for snakken, som går livligt.

Stedet er en spejderhytte på Fengersvej i Valby, hvor 35-40 børn og unge mellem 12 og 20 år samles tre aftener om ugen. Fengeren, som hytten kaldes af de unge, åbnede 1. oktober sidste år som et åbent værested for områdets klubløse og ofte udsatte børn og unge med behov for voksenkontakt og voksenstøtte.

Klokken fem begynder de første af de mindste at dukke op. De 12-årige får lov at blive til kl. seks, de 14-årige til kl. otte, men fra halv ni til ti skal man være fyldt 15 år. På det tidspunkt er der også dukket ti piger op. Hytten er på 75 kvm med et lille kontor, et ligeså lille computerrum, køkken og den blå stue. Her hænger der foldboldbannere fra de unges klubber hele vejen rundt langs loftet, plakater pryder væggene, et tv med dvd og et stereoanlæg er der, og ellers kun et par sofaer, nogle stole og et par borde. Hvad der er plads til og skrabet sammen ved, hvad de sådan kunne få fat i.

En forebyggende trio
»De« er tre erfarne mænd, ansat og udlånt fra hver sit sted. Jørgen Møller Nielsen er pædagog og udegående medarbejder i børn- og ungeteamet i Valby under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvor han har opsøgende opgaver og støtte- kontaktopgaver. Han har tidligere arbejdet på lignende projekter, bl.a. det nu lukkede beboerprojekt i lokalområdet, som var den direkte fødekæde til Fengeren.

Flemming Schrøder er også pædagog og souschef i klubben på August Wimmersvej og dermed under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Han har arbejdet på klubområdet i Valby i 30 år og har stor erfaring og lokalkendskab. Han giver de unge andre indfaldsvinkler ved at være et almindeligt menneske, som han udtrykker det. Andre indfaldsvinkler end de får fra fx deres forældre og de andre unge.

»Jeg vil gerne gøre noget for denne gruppe børn og unge, det er der udfordring i. Og jeg giver dem tillid; de kan regne med at jeg er der«, siger han.

Qasim Sikander er den boglige af trioen, uddannet historiker og ansat i projektet Motivering til Erhverv, et Valbyklubprojekt under UFC børn og unge. Han står for hjælpen med skolearbejde og med at skaffe de unge jobs, primært fritidsjobs. Samtidig er han støtte-kontaktperson for en del børn og unge.

På den måde har de tre hver deres niche i forhold til de unge som kommer i Fengeren. Måske er det en del af forklaringen på succesen. Det er unge, som hverken har uddannelse eller arbejde, som står uden fritidsjob, praktikplads eller læreplads. De er rodløse, mange ryger hash, nogle er på kanten af kriminalitet, alle har problemer med deres adfærd, manglende styring og utilpassethed. Gennem samværet med de tre voksne mænd er målet at de unge udvikler gode sociale kompetencer og at de får job eller kommer i uddannelse – små sejre satser de tre på, uanset om de unge skal turde synge en sang eller søge et job.

Ingen penge
Hurtigt efter åbningen kom der langt flere børn og unge i værestedet, end de tre medarbejdere havde regnet med, mere end det dobbelte.

»Nogle har svært ved at forstå at vi ville åbne et sted, hvor det ikke koster noget at være. Men i vores opsøgende arbejde skal vi jo opsøge de unge til noget, og dette er en mulighed. Vi mener, vi er et vigtigt forebyggende led for de klubløse og udsatte børn og unge. Og hvad vil de sætte i stedet, flere døgnpladser?«, spørger Flemming Schrøder.

Trods det indlysende værdifulde i det forebyggende arbejde, kender de tre medarbejdere ikke Fengerens fremtid. De fik en startbevilling fra Indenrigsministriet, som de primært har brugt til computere. Og så får de strøm, vand, telefon etc. betalt.

»Problemet er at ministerierne har lukket puljerne til denne slags projekter, og vi vil jo også gerne andet med de unge end kun at være her i hytten sammen med dem. De har brug for mennesker, som kan komme her og fortælle dem relevante ting, og vi vil også gerne tage dem med til fx koncerter uden for hytten. Lige nu lever vi af børnenes sparepenge, forstået som den lille fortjeneste der er på de sodavand vi sælger i hytten. De går bl.a. til toiletpapir«, siger Jørgen Møller Møller Nielsen med et skævt smil.

Qasim Sikander uddyber:
»Det er tragisk at dette får så lidt opbakning at vi faktisk ikke ved, om det kan fortsætte. Vi opfylder jo netop mest muligt for så få penge som muligt, og hvis vi bliver nedlagt, skal man ud og bruge en masse penge på at hjælpe disse unge på andre måder. Dette er jo netop en målgruppe, som politikerne taler meget om. Vi kan ikke bevise at de unge ville lave noget forfærdeligt hvis vi ikke var her, men vi mener faktisk at de laver færre forkerte ting, fordi de kommer her i stedet. « »Nogle spørger os om vi nu har styr på dem. Men vores intention er jo at de selv skal få styr på sig, det er det vi arbejder på«, tilføjer Flemming Schrøder.

Fine resultater
Hytten fungerer også som et lille sagsbehandlerkontor, fortæller de. Alle tre laver sagsbehandling og hjælper de unge med at søge bolig, tage kontakt til forvaltningen og en masse andre ting, de ikke ved hvordan de gør.

»Vi er buffere og forsøger at hjælpe, før ting bliver rigtig alvorlige. Og igen og igen melder Københavns Kommune ud at der skal gøres noget ekstra for netop de udsatte og socialt sårbare børn og unge, så man kan undre sig over, hvorfor de ikke griber et projekt som Fengeren med kyshånd, billigt og effektivt som det er. Alle børn der kommer her bliver integreret i samfundet, og det er jo netop det politikerne lægger op til«, siger Qasim Sikander.

Netop det forebyggende aspekt slog Flemming Schrøder og Jørgen Møller Nielsen på i deres projektbeskrivelse i 2002 med udgangspunkt i en gruppe unge og den tomme spejderhytte på Fengersvej. Det var ikke nogen let proces at få lydhørhed for idéen, det tog over et år, og det har været et slid at få på benene, erkender de.

Senere på året skal de levere en statusrapport, og derfor indsamler de løbende alle deres resultater. De ser gode ud, fortæller de. Der er tal for hvor mange de har hjulpet med forskellige ting, hvor mange der møder op i Fengeren, hvor mange der laver musik og fortsætter med det, og ikke at forglemme hvor mange af de unge der er kommet i uddannelse eller har fået arbejde. Det er også let at holde styr på antallet af klager fra områdets beboere, for der har kun været én over nogle affyrede knaldhætter. Også indbrud i træhytten har de tal på, to har der været på det lille halve år siden de åbnede.

Mens vi taler sammen er der megen snak på kryds og tværs indbyrdes, megen latter og mange telefoner der ringer. En af gangene er det en af de unge, som vil høre om Jørgen Møller Nielsen vil komme over og se ham spille teater på Vigerslev skole – et klart tegn på at det betyder noget for dem.

»Man er glad her, det er rart at komme på arbejde«, opsummerer Flemming Schrøder stemningen.