Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kommentar:
PRIVAT BØRNEPASNING I KØBENHAVNS KOMMUNE
Med baggrund i fjernsynsudsendelse fra den 25. november 2003 »Det tager børn da ikke skade af« finder vi det nøvendigt at udbrede kendskabet til Privat Børnepasning i Københavns Kommune.
For at rette eventuelle misforståelser vil vi gerne præcisere at Privat Børnepasning ikke er at forveksle med puljeordningerne. Privat Børnepasning er etableret udfra servicelovens § 26. Pasningstilbuddet skal levet op til servicelovens § 8, formålsbestemmelsen for dagtilbud.
Ordningen giver forældre mulighed for at søge økonomisk tilskud til at ansætte en børnepasser til pasningen af deres barn. Ofte vil dette ske i samarbejde med et andet forældrepar, så børnepasseren passer to børn i ordningen. Under særlige forhold kan passeren godkendes til tre børn. Endvidere er der mulighed for at købe en plads hos en selvstændig børnepasser, eller i en privat insitution.
Før en ordning kan godkendes som tilskudsberettiget er der flere krav som skal opfyldes af både økonomisk, pædagogisk og sikkerhedsmæssig karakter. Vurderingen bliver foretaget af en pædagog med en bred teoretisk og praktisk baggrund, dels med erfaring inden for dag- og døgninstitutionsområdet, dels specialområdet, og en del med ledelseserfaring. Den endelige godkendelse foretages af det administrative personale.
Pædagogen skal på bagrund af et opstartsmøde – hvor børnepasseren, forældre og børn er tilstede – vurdere børnepasserens fysiske og psykiske ressourcer og hjemmets egnethed.
Den tilsynsførende pædagog skal sikre sig at børnepasseren:
- er over 18 år
- har en ren straffeattest
- kan give omsorg og anerkendelse
- kan respondere positivt på barnets signaler
- kan sætte sig i barnets sted
- kan læse barnets behov
- kan stimulere barnet alderssvarende
- kan strukturere en hverdag på egen hånd
- kan samarbejde med forældre og den tilsynsførende pædagog
- kan tage imod råd og vejledning, og omsætte det i praksis.
I institutionerne i Privat Børnepasning er der – udover de førnævnte punkter – fastlagt normeringsnøgle med en vis procentdel uddannet personale.
Inden institutionen tages i brug er de fysiske rammer godkendt, der foreligger ibrugtagningsaftale fra Bygge- og Teknikforvaltningen, og der er udarbejdet retningslinier fra Kontoret for Privat Børnepasning, til den enkelte institution.
Efter det første møde mellem forældre, børnepasser og pædagog, føres der tilsyn ca. tre efter opstart, herefter hver 6-8 uge, ved både anmeldte og uanmeldte besøg. Derudover ser vi de fleste børn og børnepassere i legestuerne, som vi tilbyder en gang ugentlig.
Efter hvert besøg skrives der udførlig rapport om barnets trivsel og udvikling.
Formålet med tilsynet er at sikre, at børnene trives og følger normaludviklingen og at de bliver mødt med respekt og rummelighed fra den enkelte børnepasser.
I tilfælde af bekymring vil forældre altid blive kontaktet. Ligeledes har forældrene mulighed for at kontakte den tilsynsførende pædagog, hvis de har behov for en samtale. I Privat Børnepasning i Københavns Kommune har vi 500 børn i ordningen. Der er knyttet ni tilsynsførende pædagoger samt en leder og en souschef til ordningen.
Der er på regeringsplan stillet krav om at kommunerne i hele landet skal udbyde lignende ordninger fra den 1. januar 2004. I Privat Børnepasning i Københavns Kommune har vi gjort mange erfaringer og udarbejdet materiale om vores ordninger og tilsynsrollen. Som inspiration for andre interesserede – f.eks. nye kommuner som starter op – kan vi henvise til vores hjemmeside som kan findes på www.privatboernepasning.kk.dk (link ikke længere aktivt, red.) eller til kontoret for Privat Børnepasning.
På vegne af det pædagogiske tilsyn i Privat Børnepasning i Københavns Kommune
Birthe Molbæk og Susanne Jensen