På hjemmebane

Af Elisabeth Lockert Lange

Et kæmperollespil i Valbyparken for 228 børn fra Vesterbro er en del af samtænkningen mellem fritidshjemmet Absalon og Oehlenschlægersgades Skole. Lærerne kunne genopdage fornøjelsen ved at arbejde i løsere rammer, pædagogerne nød at være på hjemmebane og have besøg af lærerne i deres verden. Og selve rollespillet var en kæmpesucces for alle, ikke mindst for børnene.

228 udklædte børn i fritidshjemsalderen klædt ud til rollespil og spredt ud over en del af Valbyparken… lyder det som kaos?

Og ja, det er det selvfølgelig. Også. For der er alligevel styr på det. Det opdager man, når man går rundt i det område, hvor samtænkningen mellem fritidshjemmet Absalon og Oehlenschlægersgades Skole udfolder sig med sværd og skjold, bål og boller, buer og pile, kostumer og ansigtsmaling, telte og ja, et helt lille samfund bygget op omkring et rollespil en hel dag i uge 40. Ca. halvdelen af børnene går i fritidshjemmet Absalon, den anden halvdel går i et andet fritidshjem, men alle børnene går på Oehlenschlægersgades Skole. De voksne er årvågne, de tager helhjertet del i historien og kampen, og der lyder ingen vrede, gråd eller konflikter mellem børnene.
Luften fyldes af den glade larm, som et rollespil netop giver mulighed for.

Selve historien tager udgangspunkt i de fire elementer, hvor hvert af dem har tilknyttet en krigerstamme som styrer alt, der har med deres element at gøre. Derudover er der en landsby, en heks, en ånd, en forbandelse og meget andet spændende. Rollespillet er udtænkt og bygget op, så der skal forhandles og samarbejdes.

Samarbejdes skal der også mellem lærerne på skolen og det pædagogiske personale i fritidshjemmet: samtænkning, når den fungerer allerbedst, pædagoger og lærere på lige vilkår, fælles om at give børnene en god oplevelse.

Fritidshjemmet Absalon kender alt til rollespil, de gør det sammen med deres børn hver uge i Kongelunden.
Så selv om det var lærernes idé at de sammen skulle lave et rollespil, så vidste de ikke hvordan, men de vidste at medarbejderne i Absalon vidste det.

”Og det er det pædagogiske personale i Absalon, som har knoklet. Pædagogerne greb tanken med glæde og gav det form ud fra deres mange og gode erfaringer”, siger Lea Hebbelstrup, lærer på Oehlenschlægersgades Skole og tilføjer:

”Vi ville skabe en fælles oplevelse,en ”det gør vi” oplevelse, især i vores indskolingsafdeling, Roden kalder vi den.”

Og sådan er det blevet, for de voksne, seks fra fritidshjemmet og 14 fra skolen, taler allerede om næste år.

”For det er fantastisk, og børnene er vildt gode til at træde ind i denne verden. Halvdelen af børnene kendte jo til rollespil og kampreglerne fra fritidshjemmet, og resten kom hurtigt efter det. Det er gået over al forventning. For mig som lærer har jeg nok genopdaget noget vigtigt, nemlig hvor fedt det er at arbejde på denne måde, i løsere rammer end vi er vant til at sætte for børnene. Og at se at de kan navigere i det”, siger Lea Hebbelstrup.

Et fælles mål

At Absalon har erfaringer med både rollespil og løsere rammer betyder ikke, at der ikke også er noget nyt for dem i dette rollespil.

”Først og fremmest størrelsen. Dette er i en helt anden skala, end vi plejer i Kongelunden. Det kræver enormt meget planlægning og forudseenhed. Alt har været gennemtænkt”, fortæller afdelingsleder Klaus Øer.

Lige nu er der gang i bueskydningen anført af to af hærlederne, pædagogerne Lisbet Nickov og Maria Thorn. For de sædvanlige kønsroller er på mange måder byttet om i rollespillene. Kvinder er hærledere og arbejder med træ, mænd syr dragter og laver mad. Ikke sådan at de anstrenger sig, men de hænger sig ikke i kønsrollerne. De gør det de er gode til og har mest lyst til. På den måde ser børnene andre sider af det kvindelige og det maskuline.

Klaus Øer, Lisbet Nickov og Maria Thorn spiller rollespil hver uge i Kongelunden.

”Det er en af de mest populære aktiviteter vi har, og det er allermest populært, når vi voksne deltager på lige fod. Så sker der noget andet, så leger vi sammen. Det er en anden oplevelse for børnene, når vi også storker derudaf, de ser os på en mere jævnbyrdig måde”, fortæller de, da de sætter sig ned efter bueskydningen er forbi, rollespillet nærmer sig sin afslutning, og oprydningen går i gang.

Rollespillet er planlagt, så der er noget for alle børn, med både milde og vilde aktiviteter. De voksne i Absalon ved at der også skal være plads til andet end kun at slås. Så 100 børn tager sig af landsbyen, mens 128 er ude og slås. Grupperne er bygget op, så alle er indbyrdes afhængige, både vandet og ilden er forudsætninger for maden, og det er vandfolket der har vandet og ildfolket brændet. Så der skal byttes, sælges og forhandles. Til gengæld har de droppet konkurrencer, at man kan vinde noget. Det handler om at være med hinanden og få tingene til at fungere i det minisamfund, de har bygget op.

”Det har været en dejlig proces med et fælles mål. Der er en ild i det at samarbejde på et fælles mål. Det går op i en enhed, tid og rum, det afføder idéer, det inspirerer. Man glemmer sig selv i sådan en proces, man hjælper bare hinanden. Og så sammenkæder vi det med processer og ting, vi har arbejdet med før, og som vi også kan arbejde videre med senere. Der er en rød tråd i det”, siger Maria Thorn tilfreds.

Lige først tænkte hun om det ville blive meget vildt: ”og der var et øjeblik i starten, men der var også en plan og et spil i det, så det kørte stille og roligt, da det rigtig kom i gang.”

Lisbet Nickov, som er fritidshjemmets tillidsrepræsentant, peger på en megafon som ligger på bordet:

”Ja lige først tænkte vi, hvad gør vi nu, men så trådte vi i karakter. Det var godt med en megafon til at samle tropperne. Og vi bliver mere sikre næste gang. Men det bliver ikke det samme næste gang, sådan som lærerne vist tror, for det er altid uforudsigeligt med så mange børn. Det handler meget om kommunikation og forventninger, lærerne har ikke vidst, hvad de kunne forvente. Vi har haft møder, men der sker jo altid uforudsete ting”, siger hun. Hun ved hvad hun taler om, hun har lavet rollespil i mange år både i Absalon og før det i en klub.

På besøg i den pædagogiske verden

Alle pædagogerne i fritidshjemmet samtænker med skolen, så lærere og pædagoger kendte hinanden i forvejen. Men kun fra samtænkningen på skolen. Med rollespillet har lærerne været på besøg i den pædagogiske verden.

”De har set vores måde at gøre tingene på. Bl.a. det frie valg i forhold til hvem som skulle være sammen med hvem, lærerne er vant til mere struktur og tænkte måske bare at dele med fire, og så var det dét. Her rammer vi forskellene på universerne, hvor vores er at hvis børnene er motiveret for noget, så er det det vi gør. De er med til at definere det hele”, siger Lisbet Nickov.

Maria Thorn nikker:
”Det er rart at være på hjemmebane også, når vi ellers kun er ovre på skolen. I rollespillet så lærerne vores roller og værdier, og de blev udfordret, for hvad gør vi så… når der ikke er tjek på det hele. Fx kunne vi ikke sige præcis hvornår hvad skulle ske, som de gerne ville have. Ja det kan være kaotisk, men vi skal kunne rumme kaos.”

Uanset kaos skal man ikke undervurdere planlægning.
Men det er en anden form for struktur, peger hun på.

”Vi har planlagt ekstremt meget, alt har været tænkt med og ind, vi har tænkt rundt om alle aktiviteter. Men børnene har flydt ud og ind, de har opsøgt ting, de mingler rundt”, siger hun og nikker over mod en lærer i rollespilsdragt:

”Vi har også inddraget lærerne som skuespillere. Det er befordrende for samarbejdet, og vi lærer hinanden endnu bedre at kende. Det er meget vores element, alt det herpraktiske, men vi skal nok være bedre til at lade dem få opgaver.”

Klaus Øer supplerer:
”En af lærerne sagde: ”evaluering? det behøves ikke, man kan bare se på børnenes ansigter.” De kan se at børnene er glade, og de synes projektet gerne må gentage sig. Det synes vi også, men vi skal lige evaluere.”

For der har også været meget arbejde i forhold til så mange børn, fx har de selv sammen med børnene lavet alle de våben og mange andre ting, som indgår i rollespillet. De har trukket på alt de kan med så mange børn, som Lisbeth Nickov udtrykker det. Også på hinandens forcer, som de kender gennem mange år.

”Vi har været kolleger i årevis, så der er også mange uudtalte ting, som giver sig selv for os. Vi kan tage hurtige beslutninger om hvad vi gør, vi ved hvad det kræves, og hvad der skal til. Vi har forudset og planlagt, også hvis det fx skulle regne, til sidst tætpakkede vi en trailer og to minibusser.”

Succes

En bold er spillet op, og den har tydeligvis ramt det børnene elsker og gider. Der har ikke været konflikter mellem børnene, heller ikke mellem de børn som ellers plejer at have konflikter indbyrdes. Det skyldes naturligvis også det store område, de kan tumle rundt på, at der er så højt til loftet, og at de gerne må slås, fægte, råbe, løbe og alle de andre forbudte ting, som er en del af rollespillet.

”Vi har også haft forventninger om og talt med børnene om at de store passer på de små. Og de har tydeligvis hørt efter, for det har de gjort”, siger Lisbet Nickov og kigger sig rundt:

”Når vi ser ungernes glade smil, så ser vi dér, hvor vi bidrager til børnene. Det er brændstoffet i vores arbejde.”

Maria Thorn griner: ”En pige sagde at det var den bedste skoledag i hendes liv.” Hun tilføjer:

”Faktisk giver rollespil uendelige muligheder for læring, og på mange planer. Man kan lære matematik gennem rollespil, hvis man vil. Man kan sagtens flytte skolelokalet ud i naturen. Det er kun ens egen fantasi, der åbner og lukker”, siger Maria Thorn.
Succesen bekræftes af Fiona, Nana, Alvin og alle de andre børn. Ud over at ”det altid er sjovt at lege krig” og ”skønt at lede efter amuletterne” som flere af drengene siger, så ”er det også sjovt, fordi der er så mange børn, ikke kun ens egen klasse eller dem man kender i forvejen”.

Et par af pigerne fortæller at de har været spioner, det var mindst lige så sjovt som at kæmpe med sværd, siger de. Men de ville gerne have nået at snitte i træ, det nåede de ikke, men de håber på næste gang…