Om købmænd og pædagoger

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

To socialpædagoger bringer deltagerne på generalforsamlingen i stemning med et oplæg om – ja gæt engang – dokumentation, og den bagvedliggende logik.

”Socialpædagogik udspiller sig i en kamparena, hvor der styres på modsatte logikker, købmandslogikken og pædagoglogikken.”

Denne iagttagelse er udgangspunktet for en analyse fra to konsulenter og socialpædagoger, Charlotte Firing og Christina Surel. De har deres eget lille konsulentfirma, Commonview, som beskæftiger sig med dialog og refleksion, bl.a.efteruddanner de britiske socialarbejdere i dansk socialpædagogisk teori og praksis.

Hvilket sprog kommer til udtryk i hver af de to dominerende tankegange, pædagogtankegangen og købmandstankegangen?

Og hvilken betydning har det for de borgere som udsættes for det, og for de medarbejdere som skal udfolde det, om deres praksis bedrives ud fra evidens (købmandslogikken) eller ud fra dømmekraft (pædagoglogikken)?

Evidensbaseret praksis eller praksis baseret på dømmekraft?
Evidensbaseret viden er jo udmærket på nogle områder, siger en deltager ved oplægget og vil gerne nuancere synet. Metodiske overvejelser og mere viden har afløst uvidenhed og tidligere tiders ”vi handler ud fra hvad vi synes”.

De to socialpædagoger nikker i enighed, de afviser hverken købmandslogik eller evidens. Og de taler ikke om dømmekraft i den betydning:
”Tværtimod handler dømmekraft om at binde alle former for viden sammen.”
Deres pointe er med andre ord ikke, at den ene logik er ond og den anden god, men at de to modstridende logikker, købmandslogikken og pædagoglogikken, ikke er i balance.

At det er købmandslogikken der dominerer lige nu, er ingen vist i tvivl om, mens pædagoglogikken har trange kår. De to oplægsholdere vil derfor med egne ord gerne slå et slag for det socialpædagogiske, dér hvor mennesket er i fokus. Detkræver et overblik over, hvad der kendetegner de to logikker.

Odins to ravne

Tankegangene bag de to logikker, købmandslogikken og pædagoglogikken, er meget forskellige. Charlotte Firing og Christina Surel bruger Hugin og Munin, Odins to ravne, som billede. Den ene ravn registrerer alt der kan måles og vejes, den anden sanser alt som kan sanses. For den vise Odin er de lige vigtige for hans beslutninger.

”Men i vores tid er købmandslogikken kommet helt ind i det blik, man møder mennesket med: et teknisk rationelt blik”, siger Charlotte Firing.
Ud over i praksis, så er der intet sted, hvor de to på mange måder modsatrettede logikker afspejler sig så tydeligt som det gør i sproget. Købmandslogikken taler på forvaltningsniveau om New Public Management, kontrol, dokumentation, styringsredskaber, og udbyder og forbruger. I pædagoglogikken handler det om løft til praksis, refleksion, og den professionelle i forhold til brugeren.

Over for købmandslogikkens kontrakt og evidens står pædagogens kontakt og dømmekraft.
I købmandslogikken handler det på lederniveau om management, administrativ styring, og styring efter et kort, det vil sige at have et klart mål og bevæge sig af en forudsigelig vej. I pædagoglogikken handler det om faglig ledelse og navigering efter et kompas, det vil sige at anerkende det bevægelige og uforudsigelige.

På det professionelle niveau ser købmandslogikken et pædagogisk marked med sociale tilbud og produkter. Der opererer med databaser og målinger, lægges op til individuelle og frie valg, rationalet er økonomisk og værdigrundlaget er effektivitet. Anderledes hos pædagoglogikken. Den har normer og værdier, ser institutioner og ydelser, formulerer sig i narrative praksisfortællinger, tænker i forståelse og i fællesskab, dens rationale er en værdibaseret profession og den har selvbestemmelse som værdigrundlag.

Omsorgsteknologi bl.a. eksemplificeret med robotstøvsugere står overfor professionel omsorg. Målbare kvalifikationer opdyrkes i købmandslogikken, mens dannelse, forstået som anvendt viden, er i højsædet i pædagoglogikken.

Forandringskompasset

Så smækker de to socialpædagoger en model op på overhead’en, og hele salen udbryder med en undertone af frustration:
”Åh den kender vi.”

Det er den ofte omtalte og også ofte kritiserede Forandringskompasset, der fylder væggen. En dokumentations- og effektstyringsmodel, et middel til at styre og måle effekten af en indsats. Den illustrerer mødet i praksis mellem de to logikker, vurderer de to konsulenter.

Modellen er udviklet til ti forskellige brugergrupper med ti forskellige parametre på de ti kompasser. Og idéen er at medarbejdere via den skal komme omkring alt, der har med borgeren at gøre. Hvis man underlægger den pædagoglogikken, træder en række mangler tydeligt frem. Et eksempel: hvem foretager målingerne? Skal den person ikke også med i modellen?

”Det er godt med en kritisk holdning til den, for der er meget i den, som ikke rigtig giver mening.”
Som kontrast fremhæver de HEFU-modellen, som blev udviklet i forbindelse med KIA-projektet (Kvalitet i anbringelsen).

Den er brugbar, fordi det var socialpædagogerne i projektet, der selv formulerede den ud fra deres egne erfaringer, mål og værdier.

Briterne har deres egen variant af Forandringskompasset med fokus udelukkende på ”outcome”, altså resultatet.
Briterne har drevet det endnu længere med overvågning og kontrol af medarbejdere i en nulfejlskultur, fortæller Charlotte Firing og Christina Surel. De arbejder via manualer, og de skal sætte flueben og kryds i et dokumentationsskema, hver gang de har foretaget sig den mindste lille handling fx at vække en bruger. Alt andet lige betyder det, at det meste arbejde kommer til at foregå på kontoret frem for i kontakt med borgeren.

”Helt så vidt er det ikke kommer herhjemme, hvor der stadig tænkes i relationer, læringsprocesser, handlekompetencer, erfaringskultur og dømmekraft ud fra en viden at trække på.”

Helhedstænkning

Når en borger har et behov eller samfundet har et problem er håndteringen og løsningen også meget forskellige i de to logikker, købmandslogikken og pædagoglogikken. Hvor løsninger i købmandslogikken ofte er hurtige og tekniske, håndterer pædagoglogikken udfordringer med nytænkning. Nogle eksempler.

Et menneske med forhøjet blodtryk kan mødes med en pille eller han kan mødes med hjælp til at ændre livsstil.

Spiritusbilisme kan mødes af øget straf eller mere oplysning.

Forkert medicinudlevering kan mødes med et krav om at alt skal indberettes eller med at uddanne medarbejderne.

Hvis borgere, som ikke bare selv kan gå på gaden, oplever at deres indkøb er alt for dyre, så kan det håndteres ved at man opretter en indkøbsordning. Man kan håndtere det ved at integrere det i det pædagogiske arbejde. Og endelig kan fejl mødes af overvågning – eller af en accept af at læreprocesser tager tid, men der er meget udvikling i dem.

En problemstilling ved de evidensbaserede metoder som fx forskellige former for effektmåling er ikke mindst at de overføres direkte fra andre områder, også hvor de slet ikke passer. Som en deltager siger: ”evidens i forhold til hvad”.

Frisættelse af dømmekraften kræver derimod refleksion, modet til at fejle og til at tænke selvstændigt. Spørgsmålet er om den pædagogiske faglighed kan overleve målingsregimet.

De to socialpædagoger efterlyser først og fremmest helhedstænkning, en kombination af de to, frem for den totale dominans fra købmandslogikken side.
”At forankringen i menneskesynet bevares, at de ikke ses som varer på hylden. Lad os tage det bedste fra begge.”

Købmandslogikkens dominans kan føre til tab af mening. Og netop oplevelsen af mening er altafgørende for hvordan vi oplever og engagerer os i vores arbejde. Det gælder også for dokumentation, for grundlaget for dokumentation skal være meningsfuld, også for de som skal lave den, som de to oplægsholdere understreger.