Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Motion og misbrug
Af Elisabet Lockert Lange
MoveOn er et gratis motions- og idrætstilbud til misbrugere tilknyttet behandling i Københavns Kommune. De brugere, som tager imod tilbuddet, oplever mange gavnlige effekter på både krop og psyke. To af ildsjælene bag tilbuddet kalder det en succes, og de ser gerne flere brugere i fitnessrummene.
”Idræt er den enkeltstående faktor, som betyder mest for vores helbred. Det viser al viden. Og det gælder også for mennesker med et misbrug.”
Sådan begrunder Bjørn Lind Lynge, behandler på Behandlingsenheden Nord og samtidig uddannet fitnessinstruktør, sit engagement i MoveOn, et gratis tilbud, fire dage om ugen, med idræt, motion og fysisk aktivitet til alle brugere, som er tilknyttet et af de af de fire rådgivningscentre i København for misbrugere. Hvert center består af en modtageafdeling, hvor det hele starter så at sige, og en behandlingsafdeling.
Sammen med Steve Jul-Hansen, daglig støttekontaktperson på Behandlingsenheden Indre, tillidsrepræsentant for pædagogerne der og såkaldt nøgleperson i MoveOn, fortæller han begejstret om alle de fordele som tilbuddet giver. Den fysiske helbredsmæssige del er nemlig kun én side af sagen. Det vender vi tilbage til.
Vi står i fitnessrummet på Tomsgårdsvej i høj musik mellem aktive brugere som laver forskellige typer arbejde med vægte, mens to andre spiller bordtennis. Fitnessrummet ligger mellem Stæren, et dagcenter og Valmuen, kommunens herointilbud.
”Det er privilegeret at være instruktør her, for jeg kan gå ind begge steder og hive fat i brugerne. Jeg ved hvornår de har brug for et skub for at komme i gang. Og det er vigtigt at brugerne mødes med åbenhed og med et øje for netop deres specialitet”, fortsætter Bjørn Lind Lynge, som arbejder nogen timer to dage som instruktør, og resten af arbejdstiden som behandler. Ud over ham er der endnu en pædagog og fitnessinstruktør, desuden er der en koordinator for hele projektet.
MoveOns andet fitnessrum ligger i Hørsholmsgade, hvor Steve Jul-Hansen er tilknyttet. Som nøgleperson, og af dem er der én til to i hver af de otte enheder i rådgivningscentrene, er han en lokal tovholder, men han har også en særlig rolle som en slags ambassadør, en italesætter af tilbuddet, internt og eksternt. Med ansvar for at fremme behandlingstilbuddet, huske at dele pjecer ud og fortælle om det. At brede det ud til kontaktpersoner og behandlere, til de som er derude og skal motivere og få folk i gang.
Han har været med fra starten, dengang for fire år siden, da han og en idrætspædagog, som var ansat i psykiatrien, startede MoveOn som et projekt.
”Vi tog deres idé til os. Idéen om at motion og fysisk aktivitet har en gavnlig effekt ikke kun på kroppen, men også på psyken. Det viser erfaringerne fra psykiatrien, det er der evidens på.”
De rettede blikket mod misbrugsverdenen, hvor de fleste i øvrigt, op til 80 pct., har dobbeltdiagnoser, det vil sige de har en psykiatrisk diagnose ud over deres misbrug.
”Med alle rapporterne om at fysisk aktivitet, idræt, motion, giver bedre helbredstilstand både fysisk og psykisk, så giver det kæmpe mening at skabe et fysisk aktivitetstilbud til misbrugere, som ellers mest får medicinsk og psykosocial behandling. Det syntes ledelsen også.”
Største udfordring er blandt medarbejderne
Så de startede op, aktive og initiativrige, som det kræver at man er, for at få et sådant projekt i gang og implementeret. De lånte nogen lokaler i Hørsholmsgade to gange om ugen, og Steve Jul-Hansen fik en uddannelse som fysisk aktivitetskonsulent.
”Det er en super god uddannelse, som har været vigtig i forhold til at kunne få dette til at lykkes. Der er mange ting at arbejde med hos både brugerne og medarbejderne, også meget modstand, det vidste vi fra psykiatrien. At man derfor valgte at investere i en sådan uddannelse til mig var godt, så jeg fik en god viden om, hvad vi er oppe mod i vores meget brede organisation, sådan at alle forstår det nye tilbud og værdien af det.”
Den største udfordring har nemlig været at få medarbejderne til at tro på det.
”Det er for nemt at skyde skylden på klienterne. De er ikke hverken for dovne eller for syge til det. Selv de svageste brugere kan dyrke motion, og det er ofte dem, der profiterer allermest. Naturligvis er der da udfordringer i forhold til at få dem i gang. Alt relationsarbejde og motivationsarbejde indebærer jo udfordringer. Men de allerstørste barrierer er i vores egen organisation.”
Bjørn Lind Lynge supplerer:
”Kollegerne følger brugerne til mange steder i kommunen, men der er modstand på at følge dem til fysisk træning. Det er ikke prioriteret. Men det er vigtigt at få skabt en forståelse for at dette er et behandlingstilbud, og at få det bredt helt ud i organisationen.”
Det første år forløb med succes og udvikling af projektet. De talte om de værdier de troede på, om målgrupper og om forskellige tilbud. De havde boksetræning på det tidspunkt ud over fitness og styrketræning, da idrætspædagogen var gammel bokser.
”Kort sagt MoveOn udviklede sig, og det blev en succes. Vi lærte en masse undervejs, for det allervigtigste er engagerede medarbejdere. Engagementet er vores vigtigste råstof, og det engagement smitter af på brugerne”, siger Steve Jul-Hansen.
Antallet af brugere går op og ned. Mange kommer en tid, stopper igen og begynder igen senere. Det afhænger af så mange andre ting i deres liv. Men mange har været igennem tilbuddet i de fire år, det har eksisteret, 320 stykker, fortæller Steve Jul-Hansen.
Processen frem til succes har været lang, og lige nu er der lige rigeligt cost benefit tænkning over det, som i hvad får vi for pengene, efter hans mening. Og derfor tælles der i personer som bruger tilbuddet.
”Men egentlig kan det jo ikke gøres op i penge. Så længe der er brugere som er glade for tilbuddet. Vi arbejder jo i en behandlingsinstitution, hvor de færreste bliver stoffri, så hvorfor er det lige at man forlanger at idrætstilbuddet skal gøre den helt store forskel… Vores mål er at have dette som et fortsat tilbud, uanset hvor mange der bruger det lige nu – og at videreudvikle det og brede det ud. Så alle ansatte tror på disse menneskers potentiale. For det handler meget om vores vedvarende entusiasme, at vi selv tror på det. At vi er nærværende og vedholdende. At vi går til brugerne fx når de venter på deres medicin. Det kan tage lang tid, men det er det værd.”
Motivationsarbejde
Projektet gik så godt at det efter et år overgik til at blive et tilbud med idrætspædagogen på fuld tid. Da han stoppede for et års tid siden, valgte man at ændre strukturen i tilbuddet, bl.a. droppede man at have en fuldtidsansat på MoveOn. I stedet blev strukturen at medarbejderne er delvis på MoveOn, delvis medarbejdere i rådgivningscentrene. Og så investerede man i uddannelse til dem.
”Denne struktur blev valgt af flere grunde”, siger Bjørn Lind Lynge. ”Dels er det for sårbart med én person, som har hele ansvaret for tilbuddet. Det valgte man at sprede ud, så det blev mindre sårbart. Dels ligger der en fordel i at vi, som har daglige behandlingsopgaver, også har timer i fitnessrummene, fordi vi så har lettere ved at motivere brugerne, når vi møder dem i det daglige arbejde. Og så giver det os en mulighed for at følge folk og følge op på det der sker i den fysiske træning.”
Og så er vi tilbage til hvad den fysiske træning gør ved folk.
”For er der noget, som kan gøre en forskel for helbredet både fysisk og psykisk, så er det motion. Det er tydeligt påvist. Og ud over de gavnlige effekter på helbredet, så er dette mennesker, som ofte er ensomme og uden socialt netværk, så det er godt at komme her, uanset hvilken behandling de ellers er i. Gennem træningen får de både energi og kontakt”, siger fitnessinstruktøren og pædagogen Bjørn Lind Lynge og tilføjer:
”Man skal vide at vi har en meget uhomogen brugergruppe, fra nogle som kun tager lidt stoffer til nogen som har taget det i årevis. Så succeskriteriet for dette tilbud er forskelligt for forskellige brugere. 10 minutter to dage om ugen i sit eget tempo kan være fint, hvis brugeren har motivationen og er
tilfreds og får noget ud af det.”
Steve Jul-Hansen nikker i enighed:
”Noget af det fedeste ved det er det fælles tredje der opstår, venskaberne og fællesskabet. Og så skal man jo huske at narkomaner ikke er så forskellige fra os andre, de har også brug for at kanalisere energi ud de rigtige steder. De har også rastløshed og overskudsenergi. Mange har ADHD, viser det sig nu, og så er det fantastisk, når de siger at de blev så trætte af træningen at de ikke gad ryge hash. Eller de siger at de pludselig kunne mærke deres krop, mærke sig selv. Og de er overraskede over det, de ved ikke at det er sådan, for de lever i en subkultur, og de har ikke haft forældre, som har taget dem med i sportsklubben”, siger han og fortsætter:
”De får kontakt til kroppen i stedet for at bedøve den, de vågner op. Og det betyder også noget mentalt og følelsesmæssigt, for deres identitetsfølelse og for deres selvværd. Nogle vælger at stoppe igen, i hvert fald for en tid, og de begrunder det med, at der vækkes så meget gammelt, også smerte. Det kan være voldsomt provokerende for dem. Hvis behandlingen og behandlerne tog det op og fulgte op på det, ville det være rigtig godt, men det kræver en stor viden. Det er et mål for fremtiden.”
| For yderligere informationer kontakt koordinator Jens- Erik Rasmussen, tlf. 26 12 09 56.
|