Er ansatte altid i ond tro?

Af Elisabeth Lockert Lange

LFS har nu efter fire år i ringen fået forvaltningen til at opgive gamle sager om tilbagebetaling af for meget udbetalt løn. Nogle af sagerne var to år gamle uden at forvaltningen havde reageret på dem. Netop denne utvetydige passivitet har betydet at sagerne nu droppes. Imens har de mange møder, beregninger og forhandlinger kostet mange mandetimer og ressourcer både i fagforeningen og i forvaltningen.

Når man tager et blik ud over forløbet i forhold for de ca. 60 LFS’ere, som af Børne- og Ungdomsforvaltningen er blevet afkrævet tilbagebetaling af for meget udbetalt løn, så kan man godt tro at forvaltningen forudsætter at ansatte altid er i ond tro.

At det ikke er sådan, har forvaltningen nu efter fire års kamp med fagfor-eningen måttet erkende. Først nu, i 2012, erkender Børne- og Ungdoms-forvaltningen at de, først med deres lange passivitet og derefter deres mangel på forklaringer på kravet, har forpasset situationen. De har endelig, efter uendelig mange timers møder og argumentation fra LFS’ side, opgivet sagerne og eftergivet beløbene. Og de medlemmer som modtog uforståelige lønsedler, som to år efter viste sig at være forkerte, er nu endelig sluppet for at have en gæld hængende over hovedet.

Lad os tage det fra begyndelsen.

Vi er i 2008, i Børne- og Ungdomsforvaltningen, og der er en oprydning i gang. Forvaltningen har nemlig gennem et par år vurderet at nogle af de ansatte har fået for meget i løn, men i stedet for at skrive til medarbejderne og forklare hvad, hvor og hvornår, så er oplysningerne blot blevet lagt i en bunke. I bunken ligger der ca. 200 sager, hvor omkring de 60 af dem er medlemmer af LFS.

Langt de fleste af de ansatte aner ikke de har fået for meget. De lønsedler, de ansatte gennem årene har modtaget fra Københavns Kommune er, for at sige det mildt, underlige og ikke sådan til at finde ud af. Nogle få af dem har dog selv undret sig over beløbenes størrelse og har henvendt sig tilforvaltningen. De hørte aldrig noget tilbage.

Det gør de så nu med et par års forsinkelse. For i oprydningen bliver sagerne taget frem, børstet af, og de ansatte fra bunken får brev om at nu er det tid til at betale pengene tilbage. Beløbene er fra ca. 1.000 til ca. 30.000 kr.

Der følger ingen forklaring med beløbet, kun hvilket år og måned forvalt-ningen mener de skulle have fået for meget i løn. Men ikke i hvilken sammenhæng, om det fx er i forbindelse med barsel, ferie eller jobskifte. Kan man allerede her ane at forvaltningen heller ikke selv har ganske styr på deres egne lønsedler?

Kommunen kan ikke forklare sig

Det kommer som en total overraskelse for langt de fleste af de ansatte, de anede ikke at de fik for meget i løn, især set i lyset af det rod der længe havde været med lønudbetalinger, helt tilbage til årene med Accenture (et privat lønfirma Københavns Kommune tilbage i 00’erne engagerede for atspare penge, men som endte med at koste langt mere end de sparede).

For de få, som havde haft en fornemmelse af at der var noget galt med deres lønudbetaling, og som havde kontaktet kommunen, var overraskelsen lige så stor. De havde jo intet hørt i op til to år, så de tænkte at de selv havde regnet galt.

Herefter går det meste galt for forvaltningen.

De ansatte, som er medlemmer af LFS, ringer naturligvis ind til fagfor-ening, som går i gang med at kræve forklaring fra forvaltningen på, hvad beløbene dækker over og forklaring på, hvornår fejlen er opstået. At fejlen i lønud-betalingen er forvaltningens, er der ingen tvivl om. Heller ikke den efterfølgende passivitet. LFS kræver udsættelse af sagerne.

”Efter tiden med Accenture blev der afgivet et løfte fra kommunen. Nemlig at de ville leve op til en vejledning fra staten om, hvad der kræves af kommunen i tilfælde med for meget udbetalt løn. Det handler bl.a. om at der ikke må gå urimelig lang tid fra fejlen sker og til kommunen tager affære. I givet fald vil man have forspildt chancen for at kræve pengene tilbage. Det hedder udvist passivitet, og både et og to år må siges at være langt over en rimelig grænse. Statens vejledning, som Københavns Kommune altså lovede at følge, indeholder også en bemærkning om at der skal gives svar, når folk henvender sig med tvivl om de har fået for meget udbetalt. Ud fra den betragtning at når de ikke får noget svar, så må de formode at det er fordi tingene er i orden”, fortæller faglig sekretær Mads Madsen som sammen med sin kollega, faglig sekretær Jannike Andersen, har arbejdet med sagerne.

Vejledningen kræver i øvrigt også at den ansattes økonomi skal vurderes i forhold til, om den er meget anderledes end dengang fejlen skete, fx om vedkommende er gået på pension. Og endelig og ikke mindst skal hver enkelt sag vurderes i forhold til, om den ansatte er i god tro.

Alle disse retningslinjer har forvaltningen set stort på.

Trækker i folks løn

Sagerne forhandles et par år frem og tilbage. LFS peger på at forvalt-ningen har udvist passivitet, at vejledningen fra staten ikke er fulgt, og at nogle af de dengang ansatte i mellemtiden er gået på efterløn. Kort sagt arbejdsgiveren er nødt til at eftergive beløbene. Det vil kommunen ikke.

”Når vi afkræver dem forklaring på deres udregninger af løn og udbeta-linger, så får vi svar i øst og vest afhængig af hvem vi spørger. De kan heller ikke selv finde ud af deres lønsedler og deres beregninger. Og en hel del mennesker i forvaltningen når jo at være inde over det her i løbet af de fire år, der går med det. De har mistet overblikket”, siger JannikeAndersen.

Ret hurtigt efter kravet fra kommunen rejser lærerforeningen nogle af sine sager og vinder dem. LFS overgiver nogle af sine til forbundet FOA med ønsket om at de skal gå i gang med en retssag for at få tingene afklaret. FOA venter dog til 2011 med at stævne kommunen.

I marts 2010 lykkes det LFS at få en række møder i stand, hvor en del af sagerne blev gennemgået.

”I denne proces opgav forvaltningen de sager, hvor de åbenlyst ikke ville kunne vinde en ond tro sag. Alligevel går der over et år, før de berørte medlemmer får besked om at pengene er eftergivet. Og imens trækkes mange af dem for beløb hver måned”, fortæller Mads Madsen.

Forvaltningen forsøger nemlig – samtidig med at tvisten kører – at kradse pengene ind på forskellige måder. Den mest spektakulære er gennem Skat, som tilbageholder beløb enten overskydende skat eller direkte i folks løn ved simpelthen at hæve deres trækprocent.

”Der er eksempler på at medlemmer har fået trukket hele deres løn undtagen nogle få hundrede kroner. Og vi taler altså om penge, som forvaltningen på ingen måde har givet nogen ordentlig forklaring på, at folk skylder dem. Det er åbenbart urimelig, folk skal da have en forklaring på, hvorfor de trækkes i løn og eventuelt få en afdragsordning”, vurdererJannike Andersen.

Frafalder

LFS kontakter selvfølgelig Skat for at gøre dem klart at de ikke bør trække i ansattes løn, når sagerne om tilbagebetaling slet ikke er afgjort, der kører jo en tvist. Men det er Skat helt kold overfor, Københavns Kommune har krævet at de opkræver pengene, og de vil ikke vurdere om selve kravet erkorrekt eller ikke.

”Det forstår vi ikke. Man bør som indkrævende myndighed sikre sig at det krav man handler ud fra er korrekt. Vi mener de lægger et ansvar fra sig”, siger Mads Madsen og peger på at den praksis stiller offentligt ansatte dårligere retsmæssigt i en sådan sag end privatansatte, for de kan ikketrækkes direkte i lønnen af Skat. Pengene har Skat i øvrigt måttet betale tilbage til de involverede medlemmer af LFS, da sagerne blev frafaldet. Endnu et langt sejt træk.

Efter mødet i marts 2010 hvor kravet til adskillige af de ansatte blev frafaldet, var der 10-12 af LFS’ medlemmer tilbage, som kommunen ikke ville opgive kravet mod.

Og efter endnu flere forhandlinger frem og tilbage mellem LFS og forvalt-ningen, udtager FOA i 2011 stævning for de af medlemmerne, som har påbegyndt tilbagebetaling, og indleder dermed en retssag.

Det reagerer forvaltningen på, og i februar 2012 opgiver de kravet mod disse medlemmer. De har endog fået de opkrævede penge tilbage. Når man stiller et krav, skal man naturligt nok kunne redegøre for hvorfor det lige beløber sig til det, man siger det gør. Når forvaltningen ikke selv kan finde ud af, præcis hvorfor de mener deres ansatte skylder dem penge, er det svært at påstå ”ond tro” om ansatte, der (heller) ikke kan overskue deres lønudbetaling. Lige nu er der kun to medlemmer tilbage, som ikke har fået deres sag afsluttet og eftergivet, det skyldes kun at det er senere tilkomne sager.

Forvaltningen er i øvrigt ligeså kortfattet i deres frafald overfor de ansatte LFS-medlemmer, som da de stillede deres krav. De beklager nemlig blot det sene svar og at det skyldes omstrukturering.

”Det er da pinligt at det er den eneste begrundelse. Seks års omstruk-turering? Og det lyder jo som om der intet er sket i mellemtiden, som om de bare har fundet vores anmodning om frafald frem efter fire år – og godkendt den. Og det er jo en løgn, de har forsøgt at få alt hjem. Flere medlemmer ringede da også herind, de vidste ikke hvordan de skulle forstå det”, siger Jannike Andersen. Og tilføjer i en sidebemærkning at der stadig er rod i lønberegningen i forvaltningen, det har den langvarige omstruk-turering åbenbart ikke hjulpet på…

Mads Madsen sukker:

”Fire års arbejde. Tænk en udgift for både forvaltningen og fagforeningen. Tænk hvis de havde brugt vejledningen fra staten, så havde de set for længe siden at de skulle droppe sagerne.”

De to faglige sekretærer håber i øvrigt på bedre tider. I og med at de nu forsøger sammen med forvaltningen at lave en ensartet procedure efter faste retningslinjer.

”Men hvor er det ærgerligt at den holdning at de ansatte er i ”ond tro” dominerer.”