Bare et skulderklap

Hvad sker der, når et dagtilbud for en gruppe svært udviklingshæmmede voksne helt uventet rammes af et naturfænomen og ødelægges? Hvad stiller man op som pædagog – og er der hjælp at hente?

Tekst: Amrit Maria Pal

Indledning

Vandet har stået en meter højt, det kan man se på væggene.
Gulvene buler, rundt omkring flyder ødelagte ting og møbler, og der er brungule vandpytter overalt. Det syn blev pædagogerne på Daghjemmet Øresund mødt af tidligt mandag morgen den 4. juli 2011. Et voldsomt skybrud havde ramt København om lørdagen, og konsekvenserne var allevegne store og ødelæggende.

Pædagogerne trådte rundt i vandet på må og få, kiggede rådvildt på de store vandskader, og besluttede så sammen at aflyse dagens tilbud til brugerne. De ringede rundt til brugernes bosteder og informerede om ulykken, og samledes så udenfor under halvtaget – det eneste sted de kunne være – for at tage fat på det altoverskyggende spørgsmål: Hvad gør vi nu?

Det er en kold vintermorgen i januar, da LFS Nyt møder pædagoger og leder til en snak om skybruddets konsekvenser for brugerne, men også for personalet selv – arbejdsmæssigt og personligt. Vi er i de midlertidige lokaler på Sundbyvang på Amager, hvor dagtilbuddet fra Østerbro har holdt til siden skybruddet.

Det praktiske

”Vi ringede rundt hele mandagen for at finde et sted at være.
Så ringede de pludselig fra Strandparkscentret, fordi de havde hørt om vores problem, og fordi de kunne huske, at de her lokaler stod tomme. Så på den måde stod vi altså selv for at arrangere, at vi kunne komme herud,” fortæller pædagog Pia Kofod, der var på arbejde den morgen, det skete. Hun fortsætter:

”Den dag lavede vi også planer for resten af ugen: Hvem, der skulle tage på bustur eller ud at gå med brugerne, så vi ikke aflyste dem hele ugen.”

Lokalerne, som dagtilbuddet spontant overtog var tomme og bare, og da der kun var få brugbare ting tilbage fra stedet på Østerbro, måtte nogle af pædagogerne tage i IKEA og starte forfra.

”Det var vigtigt for os, at brugerne følte sig hjemme herude, at de havde de ting, de havde brug for. Vi har jo nogen, som altid sidder på præcis dén sofa, og nogen, der altid sidder i en fatboy, og andre igen, der har en speciel stol,” fortæller Pia Kofod.

Pia Kofod og Ulla Schmidt forklarer, at det kan være svært at vurdere, hvor stor brugernes forståelse af situationen er. Personalet vurderede, at det muligvis kunne hjælpe nogle af brugerne til at forstå, hvorfor de ikke kunne være på Østerbro, hvis de kom med en tur derud og så ødelæggelserne.
Men der har generelt ikke været de store reaktioner at spore hos brugerne på flytningen.

”Vi har da mærket små reaktioner. For eksempel har vi en bruger, der godt kan lide at flade ud i en bestemt sofa, og han sad ret op og ned i den nye sofa det første lange stykke tid.
Vi havde også en, som ikke ville med ind her. Første dag hun kom, sad hun bare udenfor. Efterhånden faldt hun så langsomt til, men der var en lang periode, hvor hun ikke ville ud at gå tur herude, fordi hun var bange og utryg.”

Pia Kofod tilføjer en mulig årsag til, at brugerne ikke har udvist de store reaktioner:
”Jeg tror, det betød rigtig meget, at vi havde haft en uge til at komme på plads i, for så var der ro på, da brugerne kom tilbage. Og det, at vi var her, var med til at gøre dem trygge, selv om det hele var nyt. Jeg forestiller mig, at hvis tingene ikke havde været færdige, da de kom tilbage, og hvis vi havde løbet rundt og ledt efter alting, så havde det været noget andet for dem.”

Men hvordan havde personalet det selv i kampens hede?

”Vi knoklede røven ud af bukserne for, at brugerne skulle føle sig hjemme, men det har altså også taget rigtig hårdt på mange af os personligt i personalegruppen at flytte herud.
Jeg har børn i vuggestue og skole på henholdsvis Nørrebro og Østerbro, og jeg havde pludselig virkelig svært ved at nå at møde ind til tiden, men også at nå at hente igen,” understreger Pia Kofod.

Ulla Schmidt tilføjer: ”Jeg har stået lidt i samme situation. Jeg er enlig mor hver anden uge, så den kører meget på planlægning hjemme hos mig. Og sådan lige pludselig at gå fra at have en kilometer på arbejde til syv kilometer i stedet, det er altså noget helt andet. Ej, jeg synes det har været stressende!
Det er kampen mod tiden hele tiden.”

Pia Kofod mærkede også stressen komme: ”Jeg knoklede af sted for at nå det hele og var konstant stresset og havde dårlig samvittighed. Men andre af vores kolleger var i samme situation, så vi havde problemet oppe at vende i personalegruppen, og vores kolleger var enormt forstående. Så vi fik ændret vores arbejdstider og lavet en ordning, der hed, at vi kunne afspadsere den tid, vi kom senere eller var nødt til at gå før.”

Ulla Schmidt siger eftertænksomt: ”Når man tænker over det bagefter, så kunne vi godt have brugt noget hjælp. Vi har fået et par peanuts i kompensation for det, men altså... et skulderklap udefra ville have gjort underværker!”

TR’en holder øje

For stedets tillidsrepræsentant Maria Down har det været vigtigt at have øje for kollegernes trivsel i den pressede situation.
”Der er ikke nogen af os, der bor på denne side af broerne, så det tager betragtelig længere tid at komme på arbejde og hjem igen. Vi havde før skybruddet en arbejdstid, der hed 8:15 til 15:45, så vores samlede dag ville efter flytningen komme til at løbe meget længere end før, fordi vi skulle lægge den ekstra transporttid oven i.
For mig var det vigtigt, at vi tog en snak med vores leder, så vi kunne få løst problemet. Og jeg fik så forhandlet et ulempetillæg hjem til os alle sammen – et engangsbeløb på 4000 kroner før skat for fuldstidsansatte.”

For Maria Down er tillægget tegn på, at arbejdspladsen anerkender de konsekvenser, det har for personalet at være blevet ufrivilligt flyttet. Hun understreger desuden, at tillægget også skal ses som en form for fastholdelsestillæg, for hvis ikke pædagogerne kan få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, er de tvunget til at søge andet arbejde. Og det er af stor betydning for brugerne, at det kendte personale flytter med, fordi det skaber tryghed.

I opstartsfasen var Maria Down ikke en del af omvæltningerne, fordi hun var på ferie. I stedet trådte dagtilbuddets arbejdsmiljørepræsentant til for at undersøge, om det var muligt at ændre på arbejdstiderne, så personalet kunne få hjemmeliv og arbejdsliv til at hænge sammen.

”Vores leder er meget lydhør og sætter pris på os og vores kompetencer, så vi har fået ændret arbejdstiderne til nu at hedde 8 til 15. Det gør, at vi undgår myldretiden både om morgenen og om eftermidagen. Det har selvfølgelig også betyder, at bostederne får brugerne hjem tidligere end normalt, men der er vi også blevet imødekommet positivt. Og skal en kollega gå tidligere en dag, så er det muligt at afspadsere.”

Maria Down har sparret med LFS og sin leder, når hun havde brug for det, men hun har ikke oplevet den store hjælp fra kommunen.

”Vi er i løbende kontakt med kommunen, for vi har skullet rykke dem rigtig meget i forhold til istandsættelsen af lokalerne på Østerbro – ellers sker der ingenting. Men det har mest været en envejskommunikation. Vi har stået ret alene omkring det hele, og jeg kunne godt have tænkt mig, at man fra forvaltningens side havde sagt: På bare en uge havde I igen et tilbud op at stå – godt gået!”

Lederen

Både tillidsrepræsentanten og det pædagogiske personale oplever at have stået meget alene i situationen under og efter skybruddet, men hvad siger lederen?

”Jeg ved ikke, om jeg har tænkt, at vi var meget alene – min reaktion var jo bare at gå i gang. Jeg havde ikke forventet, at der kom nogen og fandt et nyt sted til os... men da der var gået en uges tid, ringede kontorchefens stedfortræder og spurgte, hvordan det gik, og der blev jeg da glad, men også overrasket.

Jeg har ikke tænkt, at der ville komme nogen og redde os” siger Britta Olsen med et lille smil og fortsætter: ”Vi knoklede alle derudaf uden klynk.”

Britta Olsen fortæller, at hun i ugen efter ulykken var på arbejde i døgndrift: om aftenen stod hun sammen med flyttemændene og vaskede de møbler af, som de kunne tage med til Amager, og om dagen havde hun kommunen i røret.

”Jeg var i kontakt med Socialforvaltningen for at få grønt lys til at overtage lokalerne – og for at få penge til at købe nye møbler for, så vi hurtigst muligt igen kunne få et dagtilbud op at stå. Det var rigtig vigtigt for mig, at daghjemmet fungerede, så brugerne kunne trives her, og så personalet havde mulighed for at give dem et ordentligt tilbud. Det var også vigtigt, at pædagogerne følte sig godt tilpas, så de kunne videregive den tryghed til brugerne, som de har brug for.”

Pædagogisk personale og leder handlede, da det gjaldt, og gør det igen, når de en lørdag midt i februar sammen flytter dagtilbuddet tilbage til de nyistandsatte lokaler på Østerbro.

Tilbage står nu blot spørgsmålet: Var der nogen fra Københavns Kommune, der skulle have trådt til med en beredeskabsplan i den akutte situation – eller måske bare en hjælpende hånd? Ifølge DMI peger prognoserne i retning af, at de voldsomme sommervejrsfænomener som en konsekvens af den globale opvarming kun bliver flere fremover.

Daghjemmet Øresund

Daghjemmet Øresund er et aktivitetstilbud rettet mod voksne brugere, hvis primære handicap er en moderat til svær udviklingshæmning. Mange af brugerne har derudover psykiatriske problemstillinger.
Daghjemmet er normeret til 16
brugere. Kilde: www.kvintetten.net/oeresund (link ikke længere aktivt, red.)

5 råd til pædagoger efter en vejrulykke

- Start med at kortlægge, planlægge og fordele alle arbejdsopgaver, så I har en overordnet strategi at arbejde ud fra i den nærmeste tid. Lav eventuelt en beredskabsplan og hav den liggende klar. - Tal med hinanden i personalegruppen om de behov, problemer m.m., der opstår på grund af uheldet, og find fælles løsninger. - Bed tillidsrepræsentanten søge om et ulempetillæg til jer, hvis I skønner, uheldet har for store konsekvenser. - Vær i løbende dialog med kommunen, så I har føling med tingenes udvikling i forhold til en eventuel istandsættelse m.m. - Vær åben og fleksibel i forhold til arbejdet og kolleger for at lette situationen så meget som muligt – jeres tryghed og overskud smitter positivt af på brugerne.