Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kommentar:
Løft af daginstitutionerne
Af Trine Schaltz og Marialise Rømer, medlemmer af Borgerrepræsentationen for SF
Der bliver talt og skrevet meget om skoler og skolebørn.
Det er bestemt også et vigtigt område, men vi skal passe på at institutionsområdet ikke bliver overset i vores iver efter at skabe en bedre folkeskole. For sagen er jo lige præcis den, at vi ikke får en bedre folkeskole hvis ikke kvaliteten i institutionerne følger med. Tingene hænger sammen. Derfor er det på tide at vi går institutionsområdet efter i sømmene og giver det et løft, dér hvor det trænger.
I København har vi allerede gjort meget for at få gode institutioner. Vi har indført sociale normeringer, så daginstitutioner med mange børn med sociale udfordringer har bedre normeringer. Vi har sprogscreening af børn med sproglige problemer og efterfølgende indsats med sprogstimulering.
Vi har fokus på at sætte tidligt ind med blandt andet bistand fra socialrådgivere i forhold til børn med sociale vanskeligheder.
Og vi har afsat penge til flere støttetimer til klubbørn.
Alle sammen er det tiltag, som gavner børnene og løfter vores område, men SF vil mere end som så. Vi mener det er tid til at gå et skridt videre.
Det handler om at skabe bedre sammenhæng i børns liv.
Vi skal i langt højere grad end vi gør i dag se på helheden i børnenes liv og skabe en sammenhæng mellem familien, barnet, skolen, daginstitutionen og fritidstilbuddet. Vi skal sikre, at børnene får den ballast i vuggestue og børnehave, der gør at de som 6-årige er mentalt, socialt og udviklingsmæssigt klar til at starte i skole. Vi skal give dem en meningsfuld og værdifuld fritid i fritidshjem og klubber, hvor de bliver set og hørt, stimuleret og udviklet.
For os at se kan vi med fordel udnytte, at vi for første gang i mange år har fået samlet hele det pædagogiske område fra 0-23 år i klynger. Det giver os en naturlig ramme om at udvikle den pædagogiske praksis på tværs af alder og kulturer. Samtidig har den nye klyngestruktur betydet mange forandringer og nye procedurer. Det er derfor også oplagt at samle op på erfaringerne og lægge nogle linjer for, hvordan klyngestrukturen bruges bedst muligt til mest mulig gavn for børnene og de unge.
SF vil derfor have igangsat et udviklingsarbejde, hvor klyngeledere, pædagogiske ledere, pædagoger, forældre og eksperter kan diskutere og komme med anbefalinger til, hvordan vi kan løfte institutionsområdet yderligere.
Der skal med andre ord nedsættes et decideret kvalitetsudvalg, som skal drøfte en række centrale spørgsmål:
Hvad er det gode børneliv og ungeliv? Hvordan kan vi bedst muligt løfte målsætningen om at inkludere flere børn i almindelige institutioner? Hvordan kan vi lette overgangen fra børnehave til skole og fritidshjem? Hvordan kan vi støtte fritidshjem, klubber og ungehuse i arbejdet med at skabe institutioner som udvikler børn og unge fra barndommen til den, for mange, udfordrende teenagetid, frem til voksenlivet?
Kvalitetsudvalgets anbefalinger skal derefter bearbejdes politisk, så vi med institutionsområdets egne folk og eksperter i ryggen, kan give området det løft det har behov for.