Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Et rimeligt godt forlig
Tekst: Elisabeth Lockert Lange
Pludselig var det der, årets budgetforlig. Helt stille uden nogen uro var det blevet vedtaget - lige efter folketingsvalget.
Meget anderledes end de sidste mange år, hvor processen forud har været garneret med farverige og højlydte protester og demonstrationer. Når det har været sådan, er det fordi budgetforliget, med formand for LFS,
Britt Petersens ord, er rimeligt godt og fornuftigt.
På Børne- og Ungdomsforvaltningens område blev der taget det store skridt sidste år. Som en del sikkert husker, var det ?gevinsten? ved at acceptere klyngestrukturen ved sidste års budgetforlig at området fik en demografimodel, så der er sikret personale, når antallet af børn vokser og der bygges institutioner.
"Det er befriende at vi ikke mere skal ind og slås for personale hver eneste gang, der sker en udvidelse, sådan som vi skulle tidligere år."
Den ordning blev ikke gennemført på det sociale område, selvom det ville have været en glimrende idé. Men der tænkes i lignende baner, for der er på området vedtaget en suppleringsbudgetmodel på handicapområdet. Den er ikke helt færdig, og det er ikke store summer der er udløst.
"Men den bygger på princippet om at hvis brugergruppen bliver dårligere, fx fordi brugerne bliver ældre, så skal der tages højde for det i budgettet. Det vil sige så kommer der flere ressourcer. Vi arbejder videre med det, for det er vigtigt at denne suppleringsmodel aftales som en automatisk mekanisme. Og at der også skaffes flere penge til psykiatriområdet. Så der er plads til forbedringer."
Kvaliteten i daginstitutionerne vil blive taget op i 2013, det er allerede besluttet. Målet er at sikre kvalitetsforbedringer. LFS har allerede før budgetforliget deltaget i delforlig, som i denne sammenhæng peger den rigtige vej.
LFS har arbejdet meget med, hvordan den offentlige sektor i almindelighed og LFS' områder i særdeles kan bevæge sig fra den næsten altdominerende dagsorden med dokumentation og kontrol til en tillidsskabende dagsorden og dermed en anden type ledelse.
"Vi er derfor særligt glade for at vi fik indføjet et afsnit om en tillidsdagsorden. Som vi læser det, er man indstillet på forsøg med tillidsbaseret ledelse."
Startskuddet til denne nye dagsorden er et seminar om tillidsbaseret ledelse, som organisationernes tillidsvalgte er inviteret til den 11. oktober.
Der er andre ting at glæde sig over, som ligger uden for LFS' konkrete område. Fx at der sættes penge af til vandafledning for at imødegå nye oversvømmelser ved kommende skybrud. At trafiksikkerheden er øget. At der laves spændende grønne ting i nærmiljøet. At legepladserne renoveres. København skal jo blive ved med at være attraktiv for børnefamilier.
"Vi jubler ikke, for kommunen har stadig de snærende bånd sat af Christiansborg, men i store træk har de på Rådhuset lavet en fornuftig budgetfordeling."
Alle partier på Rådhuset undtagen Enhedslisten, det vil sige Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om budgettet for 2012. Hovedpunkterne i forliget er at der afsættes tæt på 1,5 mia. kr. til omkring 1900 nye børne- og vuggestuepladser, 420 nye fritidshjemspladser og bl.a. en ny skole på Østerbro. Baggrunden er befolkningstilvæksten - hver måned kommer 1.000 nye borgere til byen. 100 af dem er børn. Aftalen indeholder desuden en erhvervs- og vækstpakke, en moderne omlægning af Københavns jobindsats, et beløb til idræts- og aktivitetsområder og penge til forbedring af over 20 cykelveje. Som sagt er Enhedslisten ikke en del af budgetforliget. Det begrunder socialborgmester Mikkel Warming med at Enhedslisten ikke vil være med til at give skattelettelser for virksomheder (i form af en lavere dækningsafgift til virksomheder). |