Fra skovl til ske

Af Assia Awad

I udflytterbørnehaven Kong Oscar er kartoffelskrælning og lugning af
køkkenhaver en del af det pædagogiske arbejde

Ikke alene bliver børnene i børnehaven "Kong Oscar" hver dag til frokost introduceret for spændende retter som indisk flæklinsesuppe med spidskommen, lamme-kalvefrikadeller med hvidløg og krydret couscous med kikærte- spinatsauce, de bliver også indlemmet i processen, der fører frem til de lækre måltider. I udflytterbørnehaven arbejder man nemlig pædagogisk med maden, og børnene deltager derfor både i madlavningen, og i dyrkningen af de grønsager der bliver brugt i retterne. De lærer også, hvordan man dækker et pænt
bord og hjælper til med oprydningen.

Det tager tyve minutter i bus at bringe udflytterbørnehaven "Kong Oscars" børn og pædagoger fra Østerbros stenbro til 12.000 kvadratmeter fantastisk natur. Hver dag kører bussen klokken 8.25 fra opsamlingen, en 2 1/2 værelses stuelejlighed på hjørnet af Landskronagade og Kong Oscars Gade, til den egentlige børnehave i Gyngemosen nær Høje Gladsaxe. Børnehaven består dels af en åben plans bygning i flere niveauer kaldet skibet og dels af en kæmpestor grund med køkkenhaver, skov, en græsplæne med nyplantede frugttræer, et skur med halm man kan tumle sig i, drivhus, bålplads, udekøkken, en gårdsplads hvor der er frit spil for cykler og mooncars, et område med bærbuske og så selvfølgelig legeplads med sandkasse, legehuse, gynger osv.

På vej ud til Gyngemosen, får børnene mulighed for at vælge mellem tre aktiviteter, kaldet fordybelser, hvoraf de to I udflytterbørnehaven Kong Oscar er kartoffelskrælning og lugning af køkkenhaver en del af det pædagogiske arbejde
er relateret til måltidet, nemlig: haven og kabyssen (køkkenet). Den tredje fordybelse er udeliv. Fordybelserne går på omgang blandt pædagogerne, og en pædagog er ansvarlig for hver aktivitet i typisk en måned. De pædagoger, der ikke står for en fordybelse, kaldes pursere, og de cirkulerer rundt og ordner alt det, der ikke har med aktiviteterne at gøre såsom næsepudsning, toiletbesøg, telefonopkald osv.

Helle Høpfner, der er leder i "Kong Oscar," var med til at starte børnehaven op i oktober 1999, dengang som souschef. "Helt fra starten var vi enige om, at de voksne i institutionen skulle være fordybede i nogle områder, fordi vi mente og
mener, at hvis de voksne brænder for noget, så synes børnene også, det er spændende," forklarer hun.

Skræller og skrammer

I kabyssen arbejder pædagogen tæt sammen med institutionens køkkendame. De aftaler sammen, hvilke retter der skal laves, og hvilke nye madvarer børnene skal introduceres for. Det kan for eksempel være fisk, som mange børn ikke er specielt begejstrede for. Man eksperimenterer derfor med at lave fisk på mange forskellige måder, så de alligevel vil synes, det er spændende at smage. I det daglige er køkkendamen ansvarlig for indkøb, og hun sørger for, at der kommer mad på bordet, mens pædagogen er ansvarlig for arbejdet med børnene.

Børnene er blandt andet med til at skylle, skrælle og skære grønsager og frugt ud, de kan ælte og pensle brød, forme boller og fylde opvaskemaskinen. De får dog ikke lov til at håndtere råt kød af hygiejnemæssige årsager. Selv de små børn lærer hurtigt at håndtere knive og skrælleredskaber. Får man et lille snit i fingeren, får man plaster på, bliver trøstet og lærer på den måde, at livet engang imellem giver nogle skrammer. Der er nogle børn, der aldrig vælger køkkentjansen, og dem inviterer pædagogerne derfor indimellem med i kabyssen for at vise dem, hvad de siger nej til. De fleste børn synes, det er dejligt at blive inviteret, og føler sig derfor både hørt og set.

I køkkenet kan man også arbejde med de sociale relationer, fortæller Helle Høpfner:

"Det kan være, at pigerne i en periode har mange konflikter med hinanden. Så prøver vi at gøre det hyggeligt og rart for dem og inviterer dem med i køkkenet hver dag i en hel uge sammen med en pædagog, som de holder rigtigt meget
af. Så kan pædagogen arbejde med deres sociale relationer, samtidig med at de får lavet noget mad. Det er fantastisk at lave noget praktisk arbejde sammen."

Børnene skiftes til at dække op, og dagens borddækkere får den prestigefyldte titel "superhjælpere." Der er altid dug og rigtig service på bordet, paptallerkner er forbudt. Kurser i Københavns Madhus har sat gang i snakken om, hvordan
man er en god vært, der skaber en hyggelig stemning og viser respekt for den mad, der bliver serveret. Pædagogerne er blevet enige om, at man for eksempel ikke kan signalere, at man synes, maden er alle tiders, hvis man samtidig sidder
og spiser sin madpakke sammen med børnene. Så de voksne spiser en lille portion af børnenes frokost. Er man meget sulten, spiser man sin madpakke oppe i personalerummet efterfølgende.

Ifølge pædagog Pernille Birch Korremann bliver børnene hen ad vejen mere og mere "madmodige":
"Når vi sætter os til bords, så spørger vi børnene, om de skal have en smagsprøve eller en portion. Nogle børn siger, de ikke skal have noget, men de skal vælge. Mange gange oplever de så, hov det kunne jeg godt lide. Så vi snakker meget om, hvor heldigt det var, at barnet alligevel smagte på det. Vi kan være helt lallende positive i den henseende. Hvis der er et barn, der nægter at smage på noget, så får det alligevel en tallerken med smagsprøver på alle de forskellige ting, der er. Så må man smage eller lade være. Ofte er der en eller anden grundingrediens, der kan fylde noget i maven såsom brød, bulgur, speltkerner, ris eller kartofler."

Institutionen er 100 procent slikfri, og det er forældrene lykkelige for, fordi det betyder, de ikke skal slæbe alle mulige søde sager med til for eksempel fødselsdage, forklarer Helle Høpfner:

"Vi sørger for alt i forbindelse med fødselsdage. Når man har fødselsdag, er man noget særligt. Man skal fejres og nurses lidt, men man skal ikke komme med alt muligt slik, for så kigger børnene kun på, hvad barnet har med, og hvor meget
de må få. Vi har en fødselsdagsdug og en speciel guldkop til fødselsdagsbarnet, og så synger vi og hejser flag osv."

Små gartnere

I køkkenhaverne og drivhuset opdager børnene, at grøntsager er et resultat af hårdt arbejde. De popper ikke bare på magisk vis op på en hylde i Netto. Børnene er oftest to om en køkkenhave. Trærammer markerer hver have, og børnene bestemmer selv, hvad der skal plantes på netop deres matrikel, men bliver vejledt af en voksen. Når sæsonen starter, kan det ikke gå hurtigt nok med at få noget i jorden, så børnene går ind i skoven og graver anemoner op og planter dem i deres have. De kan komme med ønsker til, hvad de kunne tænke sig at plante, og hvis det er realistisk, bliver der købt frø ind.

Pædagogerne accepterer også, hvis børnene ikke vander deres køkkenhave, og alt går ud. Det er så det valg, de tog, og det kan man også lære noget af. Drivhuset er i højere grad de voksnes end børnenes projekt. Her dyrkes blandt andet tomater, agurker og verdens sureste vindruer, men også her bliver børnene involveret i arbejdet.

Den måde, køkkenhaverne drives på, har ændret sig igennem årene.

"Da børnehaven startede, troede vi nærmest, vi skulle være selvforsynende. I starten havde vi fire-fem store køkkenhaver, hvor der blev dyrket kartofler, løg og gulerødder, men børnene var ikke så meget med. Det blev mere produktion.
Nu er køkkenhaverne børnenes egne. Der er ikke så megen produktion, men til gengæld er der pædagogik, og det er vildt spændende," erklærer Helle Høpfner, der vurderer, at børnehaven ikke producerer nok afgrøder til, at institutionen
sparer penge på madbudgettet.

Helle Høpfner råder andre institutioner, der ønsker at gå i "Kong Oscars" fodspor til at gå til arbejdet med en positiv indgangsvinkel og have sit køkken med indover:

"Men lederen skal også være villig til at bakke det op og parat til at bruge penge på projektet, for det koster nogle investeringer i starten. Man kan ikke mere nøjes med én urtekniv i køkkenet, nu skal man have tyve, fordi børnene skal have en hver. Og lad vær med at slå det for stort op. Start med små skridt og prøv ikke at miste modet. Vi har mange projekter, vi sætter i gang. Ikke alle går lige godt, men i det mindste prøvede vi. Nogle af pædagogerne fik en ide om, at børnene skulle prøve at rense fisk og ryge dem i en rygeovn. Jeg tænkte, tak skal du, det er ellers noget af et projekt, men jeg må sige, de var ihærdige. Jeg tror, børnene fornemmer den der gnist hos de voksne."

Pernille Birch Korremann er uden tvivl blevet tændt af den hellige ild:

"At arbejde med mad som pædagogik giver usandsynligt god mening. I stedet for at sidde og lave perleplader, der er ren beskæftigelse, så er det, vi laver, beskæftigelse der giver mening. Vi skal bruge det, børnene laver. Man kan smide 10 kg kartofler på et bord, og børnene synes, det er vildt skægt at være med til at skrælle kartoflerne og skære dem i mindre stykker. Det er ikke bare for at få tiden til at gå, vi skal spise det bagefter. Det giver børnene en oplevelse af, at de yder noget, der er vigtigt for fællesskabet."