Inklusion

Inklusion kræver ressourcer

Af Elisabeth Lockert Lange

Konkylien, som gennem årene har arbejdet med inklusion af børn med hørehandicap blandt hørende, er nu så økonomisk klemt at de overvejer at vende tilbage til basisgrupperne.Budskabet er tydeligt: inklusion kræver ressourcer.

Inklusion i praksis ser ofte anderledes ud end i forvaltningens analyser og beregninger. Der ligger mange pædagogiske overvejelser bag det bevidste arbejde med ligeværdige fællesskaber. Det kan lykkes, men det kræver ressourcerne til at realisere det. Det er daginstitutionen Konkylien ved Langelinje et glimrende eksempel på.

I Konkylien har de arbejdet med social inklusion, det vil sige inklusion i et socialt fællesskab, siden de i 2004 blev oprettet som en 0-6 årsinstitution med basis- og almengrupper. Bygningerne er specifikt udformet til at rumme børn med hørehandicap på linje med hørende børn. Og i de seks år, daginstitutionen har eksisteret, har den demonstreret at en gradvist udfoldet inklusion – med ressourcerne til det – er en stor gevinst for alle parter. Det ses på flere måder, en af dem er at børn med hørehandicap er sendt videre fra Konkylien til almindelige folkeskoler.

Men nu er ressourcerne der ikke mere. Det vender vi tilbage til, først ser vi på Konkylien, som den udvikler sig frem til 1. januar 2011. De starter med at have børnegrupperne hver for sig, basisgrupperne med børnene med hørehandicap og grupperne med de hørende børn. På et tidspunkt åbner de op mellem vuggestuegrupperne. Det betyder at børnene med hørehandicap både kan være sammen med de hørende børn når de vil det, og for sig selv når de har behov for det. Efter en tid åbner de helt op. Og frem til 2011 er der to vuggestuegrupper med hver otte hørende børn og to børn med hørehandicap. For hvis man skal være en del af fællesskabet, så skal man være det helt, inklusiv at dele garderobe, komme på fælles ture, og i det hele taget have lige adgang til fællesskabet og dagligdagens aktiviteter, som leder af Konkylien fra starten i 2004, Maj-Britt Nystrøm, siger.

I børnehavegrupperne tager det lidt længere tid, men også her åbner de gradvist op for en egentlig inklusion, så de to børnehavegrupper hver består af 15 hørende børn og to-tre børn med hørehandicap.

Konkylien er med i det tidligere familie-basispladsprojekt, som, da det slutter, klart konkluderer at social inklusionkræver ressourcer. Mens projektet kører, får Konkylien da også ekstra midler fra det.

”Det er på mange måder lettere og mindre arbejdskrævende at have børnene hver for sig, for det er i fællesskabet, børnene med særlige behov, i vores tilfælde børnene med hørehandicap, har brug for støtte i de sociale relationer. I personalegruppen kræver det store ressourcer at arbejde med inklusion, og man er nok nødt til at være i det for helt at forstå hvad der kræver”, fortæller Maj-Britt Nystrøm.

Forældrene

Ved fusioneringen af børnegrupperne bliver også personalegrupperne helt integreret. Og der er (altså frem til i år) tre pædagoger i hver gruppe, de to af dem med specialviden i arbejdet med børnene med hørehandicap. Desuden er der en medhjælper eller studerende.

Alle der ansættes får samme indføring i arbejdet og i hvad hørehandicap vil sige, sådan at alle er klædt på til arbejdet.

”Tanken i inklusion er jo ikke at tage barnet fra fællesskabet til en aktivitet fx sprog, tanken er at tage de andre børn med ind i det fællesskab, sådan at barnet med hørehandicap både får den ekstra støtte og får fællesskabet med de andre børn. Vi fusionerer almen- og specialpædagogik. Hvis vi fx skal på tur med børnene og vælger at bruge visualisering, så gør vi det til alle børnene. Vi synes vi tager det bedste fra begge pædagogikker”, siger Maj-Britt Nystrøm og tilføjer, at det er vigtigt for en lykkelig inklusion at der ikke kun er ét barn med særlige behov i gruppen, der skal være nogen ”ligesom mig” i gruppen. Samtidig med at forskelligheden er vigtigt til at fremme den positive udvikling.

For at blive vellykket skal inklusion også ske i voksenhøjde, det vil sige i både personalefællesskabet og mellem forældrene. Det er en vigtig del af det at være en inkluderende daginstitution.

”Vi taler med forældrene om, hvad det betyder at der er børn med hørehandicap i institutionen på lige fod med de hørende børn, og at vi derfor på forældremøder taler om disse emner på lige fod med andre emner. Det er vigtigt for at inklusionen skal lykkes. Heldigvis har vi ressourcestærke forældre her i området, og de har overskud til at bringe deres børn på tværs af byen for at lege med et barn med hørehandicap.”

Det kræver alt sammen ressourcer, til det særlige pædagogiske arbejde med børnene, til de pædagogiske overvejelser og til supervision.

”Supervision fordi medarbejderne let kan stå i et dilemma i forhold til, om de gør nok for basisbørnene. Det handler ofte om at vende det, så man ser at man har ”ramt” også basisbarnet med det man gør for hele fællesskabet. Og så er det vigtigt at man i supervisionen får støtte til at ændre sin egen tilgang til barnet, så man er helt bevidst om at det ikke er barnet, der skal ændres, men ens egen tilgang. Vores overbevisning er at hvis inklusionen ikke er mulig, så skyldes det vilkårene og rammerne, aldrig barnet. Og til den del kan det være godt at få andre øjne på.”

Hårdt presset økonomi

2010 bliver for Konkylien et brydningsår. Der er ingen midler længere fra familie-basispladsprojektet, hele den del ryger, på trods af at institutionen netop er bygget som en inkluderende daginstitution for børn med hørehandicap. Samtidig er klyngestrukturen på vej, som også er en besparelse, og der skal så i 2011 oveni findes yderligere besparelser i klyngerne.

Som en ekstra belastning kommer, også i år, en ny basisbudgetmodel, hvor der ikke differentieres mellem basisvuggestuebørn og basisbørnehavebørn.

”Men ganske som for almindelige børn er der forskel på, hvad de to grupper børn kræver, ikke mindst af nærvær. Den forskel er fjernet med enhedsprisen. Alt i alt betyder det atKonkylien mister 8.000 kr. pr. basisvuggestuebarn pr. måned”, fortæller Maj-Britt Nystrøm.

Dertil kommer at forvaltningen vurderer at Konkylien har været overnormeret, så der er også en besparelser der skal findes. Den nye økonomiske virkelighed betyder at vuggestuestørrelsen sættes op til ti hørende og to børn med hørehandicap. Børnehavegrupperne bliver på 18 almene børn og to-tre børn med hørehandicap. Personalet derimod sættes ned til tre på hver stue, to pædagoger og en medhjælper/studerende.

”Det kan blive svært fortsat at sikre at der er nogen med særlig viden om hørehandicap på stuerne hele dagen. Desuden skal vi nu modtage børn med andre særlige behov end hørehandicap.”

Endnu to økonomiske skruer bliver drejet, dels beslutningen om afregningen af tomme pladser, dels kørsel.

”Vi skal fra i år afregne de tomme basispladser. Og det er ikke godt, for vi kan jo ikke bare tage flere almenbørn ind, vi skal være et tilbud til børn med hørehandicap i hele byen. Men kørslen til basisbørnene, den har forvaltningen taget fra familierne. Det betyder i realiteten at det kun er et spørgsmål om tid, før forældre til børn med hørehandicap fra andre bydele dropper os og sætter barnet i en almindelig daginstitution i nærmiljøet. De kan ikke nå at tage på tværs af byen med barnet, før de selv skal videre. Så på den måde kommer pengene til at styre tilbuddet.”

Det bliver svært at skulle spare på så mange fronter, og Konkylien har da også råbt vagt i gevær over for både Børne- og Ungdomsforvaltningen og børne- og ungdomsborgmester Anne Vang.

”Det er en katastrofe for os, og det ved forvaltningen. Faktisk er det så grelt at vi overvejer at gå tilbage til basisgrupperne og droppe inklusionen, for den kræver flere ressourcer. Men det er jo tosset at det nu spares væk, når vi er klædt på til opgaven, der er lagt penge i både os og i institutionen, som i øvrigt er blevet vist frem som det gode eksempel på inklusion.”

Trods de manglende ressourcer forsøger personalet at opretholde arbejdet med at sikre børnene støtte, så de kan indgå i ligeværdige fællesskaber. Men hvor længe?

”Ligeværdige fællesskaber kræver at børnene også har lige tilgang til oplevelser. Og det kræver ressourcer i form af hænder i fællesskabet. Vi er hårdt pressede på kerneopgaven og frygter det nu blot bliver ”at passe børn”, på samlebånd. Og det er de handicappede og udsatte børn, som betaler prisen, for det er dem der har behov for den ekstra støtte”, siger Maj-Britt Nystrøm og gentager:

”Så måske vender vi tilbage til basisgrupperne og væk fra inklusion, når der reelt ikke er ressourcer til det…”