Interview med Anne Vang

Af Elisabeth Lockert Lange

Ro, respekt og kerneopgaver

Anne Vang, ny børne og ungdomsborgmester i København, forpligter sig ikke til udelukkende populære beslutninger. Men hun lover dialog, respekt for den faglige ekspertise og at stå ved de fælles løsninger.

Hun har siddet en uge som børne- og ungdomsborgmester på sit nye fine kontor på Rådhuset og deler allerede ud af sine visioner for området.

Anne Vang, socialdemokrat, tager imod med kaffe, chokoladecroissanter og et meget direkte og fast blik fra de grå øjne. Hvordan der er på øretævernes holdeplads? Både sjovt og privilegeret, forsikrer hun. Privilegeret fordi hun nu har mulighed for at gøre noget ved tingene.

Hendes engagement står at læse i både mimik og tonefald, og engagementet i børn går da også langt tilbage. Helt tilbage til en oplevelse i Frankrig gjorde det tydeligt for hende, hvor stor forskel der er på privilegerede børns muligheder og mindre privilegerede børns. Og netop dette som hun udtrykker det: at bryde den negative sociale arv er hendes store projekt og vision i sin nye position. Det vender vi tilbage til.

Først det mest akutte, de løfter som hendes partifælle, overborgmester Frank Jensen, har været ude i medierne med: at der skal sikres alle forældre pasning inden for tre-fire kilometer fra bopælen, og at søskende skal tilbydes plads i samme institution. At dette er meget vigtigt, er hun helt enig med overborgmesteren i.

”Det kræver kapacitet, plads til børnene, og det skal vi bygge os ud af med tilstrækkeligt mange nye institutioner. Det må jo være forfærdeligt som forældre ikke at vide, om man kan få passet sit barn, og dermed hvornår man kan vende tilbage på jobbet. Jeg har talt med forældre, som flytter fra København af den grund, og det er trist. Vi har det største boom i børnetallet siden 2. verdenskrig, det er dejligt, men der mangler 700 pladser, så der skal laves en plan for byggeri af daginstitutioner. Selvfølgelig kan institutionerne ikke bygges på to dage, men det behøver heller ikke tage flere år. Og i virkeligheden er det dyrere med alle de kortsigtede løsninger, det presser systemet”, fortæller Anne Vang.

Der skal handles hurtigt, og hun er allerede i gang og har planlagt møder med de borgmesterkolleger, der skal involveres i byggetilladelser og ejendomme i København.

Og så mener hun at København bør lære noget så pragmatisk af Århus som at vedligeholde sine bygninger løbende og på sigt bygge til flere end der lige mangler, så der kommer en vis fleksibilitet i systemet.

”Men uanset hvad så skal vi huske på at en københavnerplan for området med ro og økonomisk stabilitet altid vil være baseret på københavnske forhold.”

Ingen grønthøster

Hun understreger med eftertryk at pengene til de nye institutioner ikke kan tages fra driften på området.

”Det er en opgave som skal løses samlet af kommunen. Vi skal ikke lave driftsbesparelser for at klare anlæg. De mange børn udgør store driftsudfordringer som det er, og vi vil jo have god pædagogisk pasning”, siger hun og tilføjer:

”Der er i det hele taget brug for styr på økonomien, så alle ved hvad de skal forholde sig til. Vi kommer ikke udenom at der er givet flere penge til Børne- og Ungdomsforvaltningen sidste år, men man mærker det bare ikke ude på institutionerne, fordi børnetallet er vokset så meget. Jeg må være ærlig og sige at vi har ikke et rosenrødt drømmescenarie. Jeg forstår godt at de ansatte derude bliver stressede, når de skal give den samme service for færre penge. Sådan er det nu, men sådan skal det ikke være mere.”

Grønthøsteren bryder Anne Vang sig ikke om, og den vil hun forsøge at undgå, for med den får man ikke mere for mindre, mener hun. Det kan man kun få gennem strukturelle ændringer, fx større fleksible institutioner, eller gennem at bygge fladt, eller ved andre politiske måder.

”Vi skal ikke smøre det ud på institutionerne. Vi er i en svær situation med flere børn og færre penge, og vi skal have en plan, så institutionerne ikke selv skal stå og klare underskuddet. En plan som selvfølgelig skal vedtages i det politiske udvalg, og efter dialog med det pædagogiske personale, forældrene og de faglige organisationer. For det er derude de gode forslag til løsninger findes, mange forskellige slags løsninger. Dem skal vi samle i en dialog.”

Anne Vang lover dialog om, hvad der er de bedste løsninger.

”Men jeg kan ikke love institutionerne, at vi ikke kommer ud i ting, de synes er ubehagelige. Jeg må være ærlig og sige at vi har en svær situation med flere børn, og selvom vi har fået flere penge, så har det ikke været nok og vi har skullet spare. Og sådan vil det også være næste år. Men det skal gøres ordentligt, ærligt og med gennemsigtighed. Jeg tror at den økonomiske usikkerhed og siksakkurs, der har været, ofte er værre end de økonomiske rammer i sig selv.”

Hun peger på usikkerheden om institutionernes opsparing, som blev fjernet ved årsskiftet, som et eksempel.

”Det værste ved det var, tror jeg, at medarbejderne oplever beslutninger, som svinger frem og tilbage. Vi skal finde de bedste løsninger og så skal vi stå ved dem. Derfor skal vi lave en plan så det hele bliver klart og gennemsigtigt. Mine nøgleord er ro, stabilitet og kernedrift.” Kvalitetspasning Med økonomisk stabilitet skal der også kæmpes for så høj en standard som muligt. For kvaliteten på området, faglig udvikling og kvalitetsudvikling, ligger Anne Vang meget på sinde.

Hun smiler pludselig stort og læner sig frem: ”Jeg kan fra min egen fritidshjemstid huske mange engagerede pædagoger. Især én meget engageret, som da også betyder noget for det jeg laver i dag. Det tror jeg gælder for mange mennesker, at dem vi møder som barn og ung er meget vigtige for vores personlighed og for hvor vi ender.”

Det engagement og den faglighed er det helt centralt at bevare og udvikle.

”Vi skal dyrke lysten til at være engageret, og det sker gennem øget respekt og øget ansvar. Det er meget vigtigt at vi har og viser respekt for den faglighed og det engagement, der er på området.” Hun erkender at politikerne kan være for dårlige til at sætte rammer, sådan at fagligheden kan komme i spil. I stedet bestemmer de ofte alt for meget.

”Jeg vil gerne skærme området fra politiske kæpheste. Dem er der alt for mange af, og det gælder for alle områder. Men mange kommer også fra regeringen, med politik først den ene vej og så den anden vej.”

Madordningen er et meget aktuelt eksempel. Først pålægger regeringen alle kommuner en madordning. Den er så underfinansieret at Københavns Kommune selv skal ind og betale dyrt for at den fungerer ordentligt.

”Institutionerne har brugt oceaner af tid på madordningen, tid som går fra kernedriften. Og nu efter en uge med indkøringsvanskeligheder, overvejer regeringen at aflyse den. Sådan en siksakkurs kan man altså ikke”, siger hun med en vis forargelse i stemmen. Hun synes selv at en god madordning er en god idé, selvom hun selv ville have udformet den anderledes og gjort det i et andet tempo.

Test

Mange pædagoger vil nok kalde test af børn for netop en politisk kæphest, men det har Anne Vang et blandet syn på, som hun siger.

”Hvis det er gode test, ikke fjollede og meningsløse, og uden overtestning, så mener jeg at der er nogle fordele i forhold til at identificere, hvor der er børn med problemer for at kunne sætte hurtigt ind.”

Men kan pædagogerne ikke se de problemer uden test? Hun nikker, for jo, hun stoler på pædagogernes faglighed og at de i vid udstrækning ved hvor der er problemer.

”Men det kan være nødvendigt med nogle tests for at identificere fx børn med ordblindhed. Desuden er der en fordel ved videreformidlingen mellem niveauerne. Men de skal kigges på med et nuanceret blik og efter en dialog.”

Men når det er sagt, så er Anne Vang en af fortalerne for at ”frisætte de offentligt ansatte”, som hun for en del år siden var medforfatter på en kronik om.

”Test, evaluering og kontrol tager alt for meget tid. Nogle ting bliver vi pålagt, andre er fornuftige for at finde svage områder, men vi skal have dialog om, hvad vi kan fjerne af det. Det er klart et felt vi skal arbejde med, for lige nu er det overdrevet og et problem.”

Visioner

Med det mest akutte af vejen vender Anne Vang tilbage til sit projekt, sine visioner. Og hun vender tilbage til den skelsættende oplevelse i Frankrig, som gjorde det tydeligt for hende, hvor store forskelle der er på privilegerede børns muligheder og mindre privilegerede børns. Og at det er folkeskolen og daginstitutionerne, der har stor betydning for at give de børn en chance.

”Det er noget vi i Danmark, i vores daginstitutioner og skoler, er gode til, at give alle børn en chance for at klare sig. Men den negative sociale arv er der stadig, og pædagoger og lærere har en kæmperolle i at sikre at de børn får gode muligheder. Da jeg blev socialdemokrat, havde det meget med børn at gøre, og jeg mener at vi politikere skal sikre bedre rammer for pædagoger og lærere i arbejdet med at give de ressourcesvage børn bedre muligheder. Det her er rigtig vigtigt for mig, og jeg vil lægge op til en dialog om at gøre det bedre. Det er naturligvis sværere i den nuværende økonomiske situation, men alligevel: hvordan opstår det rum, hvor vi kan gøre noget ved det?”

Og det er ikke gennem projekter, hun forestiller sig at den negative sociale arv kan brydes, mindskes, fjernes.

”Jeg er ikke så meget for projekter, det er jo svært at følge op, når finansieringen nedlægges. Fx har jeg altid haft det svært med satspuljen; efter to år nedlægges et projekt, og så står man der. Helt bortset fra at det er de svageste i samfundet der betaler den. Vi i kommunerne har en frustration over det, som kommer fra landsplan og er midlertidigt finansieret, og vi skal passe på at vi ikke agerer på samme måde over for institutionerne, at vi ikke gør det samme i lilleputskala.”

Derfor skal man heller ikke vente en ny politisk masterplan, som fx Faglighed for alle, fra Anne Vangs side.

”Der er gode elementer, men den er delvis finansieret af kernedrift, og jeg vil gerne skærme området mod tusind projekter, mens kernedriften presses som den gør nu. Men selvfølgelig, når man kan søge en pulje til ungeproblemer hos regeringen, skal vi selvfølgelig gøre det. Men vi skal ikke producere dem internt i Borgerrepræsentationen.”

Anne Vang (født 26. oktober 1983) er fra årsskiftet borgmester for Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, valgt for Socialdemokraterne. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, og blev valgt første gang til Borgerrepræsentationen i 2005 og umiddelbart efter valget udnævnt til sit partis politiske ordfører. Ved kommunalvalget i 2009, hvor hun blev genvalgt, var hun opstillet som nr. to på den socialdemokratiske liste, og efter konstitueringen blev hun borgmester før Børne- og Ungdomsforvaltningen.