Inklusion koster

Specialreformen har været til høring.
Flere daginstitutioner har skrevet høringssvar, og det har LFS også. I mange af vurderingerne går de samme bekymringer igen, for inklusion kræver mere end gode hensigter.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

To forsøgsdistrikter, Bispebjerg og Indre By, har siden 2008 arbejdet med inklusion, i forbindelse med Specialreformen i Københavns Kommune. Reformen skal være sat endeligt i værk ved udgangen af 2010.

De to pionerforsøg er mundet ud i en høring, hvor en række institutioner, foruden LFS, har givet deres besyv med i forhold til – kort fortalt – tanken om at flytte specialbørn over på normalområdet.
Besyvet handler først og fremmest om, under hvilke vilkår disse børn skal flyttes over, vilkår som også betyder meget for de normale børn og for personalets pædagogiske arbejde.

Det er jo godt at kommunen vælger at lade den faglige ekspertise komme til orde i en høring. Og hvad er så den faglige indsigt og udsigt? Selve baggrunden for reformen og ønsket om inklusion er de færreste nok uenige i, hvis man lægger vægten på det menneskelige argument i at flere og flere børn ekskluderes, snarere end på det økonomiske i at det bliver dyrere og dyrere.

Der er uden tvivl mange gode hensigter om at sikre bedre inklusion af børn og unge med særlige behov, så de bliver ligestillede medlemmer af de sociale fællesskaber. Og helt grundlæggende er det positivt at kommunen ønsker en politik for den inkluderende indsats.

Høringssvarene udtrykker først og fremmest mange bekymringer.
For hverdagen, for børnene, for arbejdsmiljøet og for pædagogikken. Nok især udtrykt ved spørgsmål som: hvor går grænsen for hvor mange børn med særlige behov en institution kan rumme? Og i hvor høj grad handler dette reelt om økonomi og besparelser?

Københavns Kommune afviser at Specialreformen er et spareforslag, kun et spørgsmål om at bruge ressourcerne bedst muligt.
Målet er under alle omstændigheder at ”forsøge at knække den hastigt stigende kurve af børn og unge der henvises til specialforanstaltninger”.
I LFS er man grundlæggende betænkelige, forslaget ser jo unægteligt ud til at være drevet af ønsket om ”en økonomisk effektivisering og omprioritering”, som LFS nævner i sit høringssvar.

Menneskesynet, fokus på barnet, der ligger til grund for inklusionspolitikken bør fremhæves, og ikke i første omgang det økonomiske, strukturelle og organisatoriske. Synet på barnet og den unge skal altid være ud fra det perspektiv at forskellighed er en ressource.

Et kritikpunkt fra LFS er det store demokratiske underskud, der har været gennem forløbet og implementeringen, selv for de arbejdspladser der er direkte involveret. Det er ikke befordrende for en fælles forståelse og et meedejerskab. Det demokratiske underskud som LFS har reageret på, viser sig ikke mindst i de arbejdsgrupper, der er nedsat i forbindelse med reformen. Arbejdsgrupperne har stort set kun forvaltningsmedarbejdere og medarbejdere fra skolerne som deltagere. Et andet udtryk for demokratisk underskud er de korte tidsfrister for kommentarer til forvaltningens udkast til politik.

Plads og færre børn

Forvaltningen taler om åbne og udviklingsorienterede miljøer.
Sådanne miljøer forudsætter at forskellighed ses som en ressource frem for en begrænsning. Fokus skal være på det barnet kan, ikke på det barnet ikke kan. I indstillingen står ”at målgruppen især er børn med problemer i forhold til adfærd, kontakt og trivsel (AKT-børn)”. LFS peger på hvor vigtigt det er at der etableres en fælles forståelse for synet på barnet, en fælles identifikation af målgruppen, og en sådan kræver inddragelse af de pædagogiske medarbejdere.

Vigtigt er også at forældrene og det pædagogiske personale har samme oplevelse og opfattelse af hvad en inkluderende indsats er. Mener de det samme, og mener de det samme som forvaltningen? God kommunikation er alfa og omega.

Og så kræver inklusion fysisk plads. At skabe åbne og udviklingsorienterede miljøer, hvor barnet eller den lille gruppe af børn kan være i ”eget rum” og reflektere og fordybe sig, kræver fysiske rammer til det. Dette behov betyder konkret at børnegrupperne skal være mindre. Men i øjeblikket går strømmen i Københavns Kommune den anden vej, med ventelister og pres på kapaciteten i daginstitutionerne.

Et af høringssvarene, fra Fritidshjemmet Nord, udtrykker en vis skepsis i forhold til det lokale arbejdsmiljø, for hvor går grænsen for, hvor mange børn med særlige behov en institution kan rumme? De kritiserer løftet om efteruddannelse og opkvalificering for at være alt for tyndt – og så kun til pædagogerne, ikke hele det pædagogiske personale. De opfordrer til at den enkelte institution ikke får tildelt 10 børn med 10 forskellige støttebehov, og samtidig ønsker de den nuværende metode for tildeling af støttetimer genovervejet. Som fx ved at erkende at børn med massive støttebehov ikke bare bliver bedre fra det ene halvår til det næste – så hvorfor skal institutionen søge om timer flere gange årligt?

Fritidshjemmet peger også på at støttetimerne er helt utilstrækkelige.
De skriver: ”Vi finder det ikke rimeligt, hverken over for barnet, forældrene eller personalet, at man ikke tildeler de ressourcer, som nu engang er nødvendige for at sikre en god opvækst, hvor støttebehovet anerkendes til fulde ud fra de faktuelle kendsgerninger om det enkelte barn.”

Fleksible ressourcer

Andre høringssvar betegner hensigten om en ”fleksibel ressourcetildeling” som at købe katten i sækken. Fleksibel for hvad, for hvem? Manglende indflydelse på, viden om og forståelse af under hvilke vilkår der udmeldes timer, er ikke befordrende for ejerskabet til reformen. En ressourcetildeling skal jo også have et omfang og en vis tidshorisont, for at man kan spore en reel effekt af indsatsen.

LFS skriver i sit høringssvar:
”Vi har allerede nu fået oplysninger om, at de institutioner der konkret indgår i den inkluderende indsats på nuværende tidspunkt udtrykker, at det koster flere midler end de sædvanlige pladspriser kan modsvare. Alene tiden til at forberede, udvikle og videndele med kolleger, forældre og andre faggrupper er økonomisk omkostningskrævende. Vi er også bekendt med, at de institutioner der indgår i Familie- og Basispladsprojektet konstaterer, at den inkluderende indsats ikke er billigere men dyrere.”

LFS er også meget betænkelig ved, at udmøntningen af den inkluderende indsats skal have en så høj detaljeringsgrad. Fagforeningen ser det som et eksempel på ønsket om at kunne styre indsatsen qua resultat- og dokumentationskrav.
”En formuleret handlevejledning og kriterier for konkrete handlinger i udmøntningen af inklusionpolitikken fratager de pædagogiske medarbejdere deres metodefrihed. At rette fokus på det enkelte barn/den unge, de rette vilkår for en inkluderende indsats og den faglige autonomi er hinandens forudsætninger.”
Det er afgørende at de fagprofessionelle får sat dagsordenen i forhold til metodefrihed og autonomi i det pædagogiske arbejde.

I forslaget til reformen udtrykkes der et ønske om helhed og sammenhæng i opgaveløsningen, og at de professionelle skal samarbejde på tværs af traditionelle kulturer, for også at udvikle et fælles fagligt sprog om de enkelte børn. Det er en rigtig god hensigt. For at nå den har det afgørende betydning, at der etableres en bevidsthed omkring de kulturelle barrierer, der altid vil forekomme i et tværfagligt samarbejde. Og dem skal der afsættes økonomi og tid at nedbryde.

Dynamik

Som forvaltningen skriver i sin indstilling: inklusion er en dynamisk og vedvarende proces.
En dynamisk proces forudsætter medejerskab, og medejerskab forudsætter at hele medarbejdergruppen, som indgår i det direkte arbejde med børnene, inddrages. LFS kan desværre konstatere at det ikke sker, idet pædagogmedhjælperne på daginstitutionerne ikke kan deltage i et kursusforløb i de bydele, hvor der foregår pilotprojekter omkring inklusion. Fagforeningen er ”dybt forundret over, at der ikke professionelt kan tilrettelægges et kursusforløb der inddrager alle de pædagogiske medarbejdere der skal arbejde med den inkluderende indsats i den pædagogiske praksis.”

I en dynamisk og vedvarende proces bør der også indtænkes kontinuerlig og kvalificeret supervision af alle pædagogiske medarbejdere, og gives ressourcer og tid til det. Ligeså forudsætter det tid og ressourcer at opbygge de faglige fællesskaber og netværk, som er altafgørende for det videndeling, som hele specialreformen forudsætter.

Kort sagt. Vil politikere og forvaltning betale prisen for inklusion?
Gennem flere kvadratmeter, flere støttetimer, tid og ressourcer til kurser, til opbygning af netværk, til at skabe medejerskab i det hele taget? Meget tyder på at det ikke er tilfældet.
Men en vellykket inkluderende indsats og ordentlige rammer, ressourcer og vilkår i øvrigt er hinandens forudsætninger.