Liv i farver

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvordan gør man handleplaner til et redskab, som borgere med udviklingshæmning tager til sig som en del af hverdagen, ja som deres egne planer, som noget der handler om deres eget gode liv, deres drømme, deres mål? Frederiksberg kommune valgte noget så utraditionelt som at inddrage et designfi rma i opgaven med at bringe handleplaner fra skemabaseret dokumentation til hverdag, liv og farver.

Nye måder at tænke på, nye måder at gøre tingene på. Lyder det godt? Bare som mere arbejde? Eller begge dele? Nyt og utraditionelt var det i hvert fald, da Frederiksberg Kommune valgte at inddrage et designfi rma til at udvikle en model for handleplaner for udviklingshæmmede borgere i botilbud og dagtilbud i kommunen.

Baggrunden for er at handleplaner ofte virker som et lynnedslag i hverdagen for borgere med handicaps. De skaber utryghed og usikkerhed, hvor de egentlig burde være udtryk for borgernes egne behov og ønsker til fremtiden og hverdagen.

Det er lettere sagt end gjort at give udviklingshæmmede borgere, måske endda uden sprog, ejerskab til handleplaner. Handleplansprojektet ”Det hele liv” har været i gang i ca. et år, og nu er konceptet udviklet og klar til offentliggørelse. Derfor var medarbejderne på Frederiksbergs bosteder og dagtilbud for mennesker med udviklingshæmning indbudt til en temadag om projektet.

Som stadig er et projekt, da konceptet til denne nye måde at arbejde med handleplaner på og de medfølgende redskaber og ”pakker” endnu ikke er en realitet; til det kræves der nemlig ressourcer. Men med den modtagelse, som de nye tanker og (planlagte) redskaber, fi k af medarbejderne på botilbuddene, som uden problemer kan se potentialerne i det, er det da svært at forestille sig at Frederiksberg Kommune ikke gør alt, hvad de kan for at følge op på initiativet og skaffe penge til at realisere designernes koncept.

Normalt associerer man jo ellers design med håndgribelige ting, som fx møbler. Men i dette tilfælde handler det om design af måder at tænke på, af måder at gøre ting på. Og Lisbeth Mortensen, ledende hjemmevejleder i Frederiksberg Kommune, som sammen Pernille Hyldtoft, leder af botilbuddet Minibo, har været tilknyttet projektet som ledere, åbner da også fremlæggelsen af konceptet med at fortælle om sin første skepsis. For hvad forstand har et designfi rma på pædagogiske handleplaner? En hel del må hun erkende efter næsten et år.

Udfordringer

Designfirmaet 1508 har erfaring med at designe offentlige tjenester, service, oplevelser, altså mere abstrakte områder. I dette tilfælde en ydelse fra det offentlige, handleplaner for udviklingshæmmede borgere.

”Vores løsning skulle give mening for beboerne, det var den vigtigste præmis”, fortæller de to designere og henholdsvis antropolog og etnolog Katja Øder Schlesinger og Stine Schultze.

De to designere ser et behov for et nyt fokus og en ny kultur i arbejdet med handleplaner. Et skift i tilgangen fra systemfokus til borgerfokus og fra resultat- og målfokus til proces- og relationsfokus. Afsættet var borgernes præmisser, borgernes ejerskab, højere selvbestemmelse og aktiv deltagelse.

Først og fremmest skal handleplaner ikke være lynnedslaget i hverdagen men være en naturlig del af den. Så den store § 141 plan, som hviler som et krav fra oven, i stedet har hverdagen som afsæt. Hverdagen med beboerens egen plan og de pædagogiske planer som grundlag.

Designerne valgte at tage udgangspunkt i tre tydelige niveauer: brugerniveauet, altså beboeren (og pårørende), det professionelle niveau: medarbejderne (og lederen) og myndighedsniveauet (sagsbehandleren), og de kortlagde de mest fremtrædende udfordringer og barriere, der var for hvert niveau. For beboeren er det en usikkerhed. En glæde ved at være i centrum ganske vist, men også en utryghed og angst for om noget skal tages fra dem. Og som handleplansarbejdet er nu, kommer de ønsker og behov, som beboeren ikke får formuleret, ikke med i planen. Og så mister beboerne engagementet i det de ikke forstår. Medarbejderne er beboerens repræsentant, de handler på deres vegne hele tiden i hverdagen, samtidig skal de sikre deres selvbestemmelse. Og sagsbehandlerne, ja de har lynende travlt og kort tid til at sætte sig ind i noget inden et handleplansmøde.

Det er altså disse udfordringer, løsningen skal imødegå.

Visualitet

Og hvad er det så designfi rmaet 1508 mener, kan få borgerne på banen, involvere dem og give dem tryghed og ejerskab?

Helt grundlæggende er visualitet. Ord erstattes meget langt hen ad vejen med billeder. Det gælder først og fremmest for pakken til brugeren, som består af beboerens bog, fortællekort, opslagstavle og postkort. Beboeren vælger selv, hvad der skal være i bogen, fra hverdagen, drømme og historier, og beboeren vælger også hvad andre må se af den. Alle kan samle indhold til bogen og hænge det på en opslagstavle, medarbejdere, pårørende osv. Og det er oplagt at fortælle historier ud fra bogen.

Fortællekort fortæller hvem beboeren er, hvad han er god til, hvad han skal have hjælp til. Og der er sat både ord og billeder på. Ud fra dem kan han tale med andre. Og postkortene, ja de er tænkt som nogle beboeren kan sende til sagsbehandleren med fx en tegning af en vigtig oplevelse.

”Ved et handleplansmøde vil beboeren være mere tryg, og medarbejderen have større indsigt i hvad der gør ham eller hende glad. Og sagsbehandleren vil være bedre orienteret og kunne tale ud fra billederne. Et sådant møde sker på beboerens egne præmisser, han sætter dagsordenen med billederne, og han oplever at han bliver hørt og forstået med en handleplan, som viser hvordan han vil leve sit liv”, siger Katja Øder Schlesinger.

Også sagsbehandleren er der en pakke til, med bl.a. en guide med konceptet og en § 141 plan inklusiv beboerens egen plan.

Medarbejderne får naturligvis også en pakke, en fyldig pakke. Den skal bestå af en helhedsplan og et opstartsværksted, som via en udviklingskonsulent (som vil koste noget) sætter tingene i gang. Desuden skal der tilbydes diverse metoder, et website til videndeling, en handleplanskalender og et handleplanshjul (så der følges op på de forskellige faser i arbejdet og tilhørende metoder i løbet af året). Desuden en handleplansmappe som samler det hele og en pædagogisk plan for arbejdet med beboeren (som hver medarbejder udarbejder). Desuden skal medarbejderne have uddannelse fx i billedteori eller spørgeteknikker, og en ambassadør eller tovholder skal udnævnes på institutionen.

”For det er vigtigt at nogen har ansvaret for at drive det frem.”

Ja det er ambitiøst. Men netop dette er nødvendigt, hvis det skal have en gang på jorden, viser reaktionerne fra medarbejderne på fremlæggelsen af konceptet. For ganske vist var der fra adskillige en stor og udelt begejstring over konceptet, og især over den vægt der var på det visuelle; for billeder giver mulighed for dialog i øjenhøjde. Nogen ville egentlig bare gerne have en startpakke nu og gå i gang: ”dette giver mening, det vil synliggøre beboernes behov og ønsker.”

Men der var også en realisme, som pegede på dels tid til arbejdet fx som tovholder, dels ressourcer til at gøre materialer og redskaber professionelle og af en ordentlig standard.

Man skal ikke overse at hele processen kræver en stor indsats fra personalet, det er dem der skal følge op på det, løbende og hele tiden. Forandring tager tid, som en deltager sagde. Og hvis materialet ikke er ordentligt, ryger motivationen i hverdagen, og så løber det ud i sandet.

Vejen dertil

Undervejs i projektet var de to designere igennem en række faser.

De startede med at være nysgerrige, undersøge og åbne op, for som de siger, så er de ikke eksperter på handleplaner og udviklingshæmmede mennesker.

De tog ud på de to botilbud, som blev tilknyttet projektet for at kigge på virkeligheden. De interviewede, lavede workshops, skabte relationer. Behov blev identifi ceret, ligeså barrierer og potentialer.

Så kom idéer og løsninger på bordet, sammen med beboere, medarbejdere, ledere og sagsbehandlere på området. Hvilke nye redskaber kunne man inddrage, hvilke nye roller kunne man indtage, hvilke nye måder kunne man kommunikere på? Hvordan overhovedet involvere mennesker uden sprog i en brugerdrevet proces? Det er en udfordring medarbejderne har i det daglige. Noget tog form. Indtrykkene samledes og der blev valgt ud, snævret ind, så man endte med den bedste løsning. Og det viste sig hurtigt hvad de skulle satse på, for når beboerne var aktive, så vidste de at de var på rette vej.

De systematiserede gennem at kortlægge de involverede i handleplansarbejdet. Og de besluttede sig for de tre overordnede grupper: beboerne (og de pårørende), medarbejdere og ledere og sagsbehandlere. De samlede viden ind om grupperne, lavede portrætter af beboerne, fi k relationer til dem. De tegnede et handleplansmøde, hvor ord (som beboerne ikke forstår) blev erstattet af konkrete ting som symboliserede ønsker.

”Vi valgte at arbejde meget med visuelle metoder. Lavede collager, brugte fotos og malerier. Dels på grund af sproget, dels fordi beboerne så gerne ville afkode, hvad vi gerne ville have fra dem, og det var vigtigt for os at komme bag om det”, fortæller de to designere.

Og med fotos kommer man naturligt omkring det hele liv. Fortællekortene med billeder opstod, at man skaber en fortælling sammen med beboeren, og har det som udgangspunkt i samtale med andre om hverdagen.

Og de blev tilfredse med deres koncept, de to designere:

”Vi mener at konceptet giver ejerskab, involvering, selvstændiggørelse og motivation. Og at det er så fleksibelt at det kan tilpasses de mange og meget forskellige botilbud og beboergrupper.”

Projektet er betalt af Erhvervs- og Byggestyrelsen, som Frederiksberg Kommune søgte om penge til at udvikle en ny model for handleplaner. Det fi k de en halv million kroner til.