Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
En næstformand takker af...
Kære alle, jeg har mødt gennem mit arbejdsliv i LFS. Jeg har fået mit livs drømmejob. Ikke det første drømmejob, men nok det tredje. Og det gør det jo bare endnu bedre. Jeg skal fra 1. januar være centerleder i det nyetablerede Center for autisme og strukturpædagogik.
Det består af botilbud for udviklingshæmmede i København, nemlig afdelinger fra Solstriben, Tokanten, Sjælør, Nordlys og Kernehusene. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Her skal jeg arbejde sammen med nogle af de dygtigste forstandere i LFS og nogle af de mest engagerede medarbejdere på hele området. Jeg er heldig! Og jeg føler mig beæret over at få lov til det.
Omvendt bliver det svært at forlade LFS. Min tid i LFS har givet mig mit livs største arbejdsmæssige udfordringer. Og ikke mindst glæder. 14 år blev det til i LFS’ forretningsudvalg. Det har været svært, udfordrende, spændende, glædeligt og ikke mindst har det været en lang række af varme og dejlige oplevelser sammen med kolleger, medlemmer og samarbejdspartnere. Tak til alle jer, der var med til at udfordre mig. Til at lytte til mig. Til at tro på mig. Til at arbejde sammen med mig. Og til at bakke mig op. LFS har fyldt meget i mit liv og arbejdet i LFS har givet mig meget i mit liv.
Da jeg startede i LFS, var jeg daginstitutionsleder og havde naturligt nok en lederindfaldsvinkel. Jeg var derfor med til at sætte lederne på dagsordenen og til at etablere det kontinuerlige lederarbejde, der foregår i LFS. Det er jeg stolt af.
Jeg blev endvidere valgt på at skulle arbejde med institutionsudvikling og tog udgangspunkt i daginstitutionsområdet. Det var en spændende tid, men også en tid, hvor de udefrakommende forandringer i stadigt stigende grad var med til at sætte dagsordenen. Desværre. For meget gik tabt, når styring fi k fortrinsret frem for lokal udvikling.
Da jeg omkring 96 fik specialområdet som mit ansvar, tænkte jeg selv, at det ville blive svært. Aldrig ville jeg lære at forstå det område. Men det blev mit livs udfordring i stedet. Aldrig tidligere har jeg mødt noget så mangfoldigt, spændende og engageret som det område. En stor tak til jer, der var med til at give mig viden og indsigt, til at gå sammen med mig og til at sparke mig i gang. Det har gjort mit rigt - og nogen gange svært. Men ikke for svært. Tværtimod gav det mig muligheden for at gå videre, forstå, refl ektere og handle.
Tak til jer alle for den hjælp, de udfordringer og den støtte, I har givet mig. Medlemmer, tillidsrepræsentanter, ledere og alle jer andre. Samarbejdspartnere, netværk, tilfældigt forbipasserende og modparter. Tak - jeg føler mig rig!
Lad mig slutte med et håb og en opfordring for fremtiden. Bak op om jeres fagforening. De mennesker, der udgør det aktive LFS, vil jer alle det godt, og de, der arbejder i den, arbejder hårdt for at gøre det. Pas godt på LFS’ forretningsudvalg og pas især godt på mit hjertebarn: LFS’ specialafdeling. Den lille afdeling i fodenden af LFS, der gør det så godt, fordi de vil det så godt.
Vi ses Venlig hilsen Ulla Baggesgaard
Og PS – kom til min afskedsreception i LFS fredag d. 16. januar 2009 fra kl. 14.30 . Hjælp mig med at forlade LFS på en dejlig måde. Lad os gøre min afsked til noget, der ligner min tid i LFS. Fyldt med engagerede mennesker, der vil andre mennesker det godt. For det er jo det, pædagogisk arbejde handler om. At ville andre mennesker det godt. Lad os gøre en fest ud af det. en