Leder

Hvorfor snyder arbejdsgiverne på vægten?

Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman kalder dét vi i øjeblikket ser på arbejdsmarkedet for ”den flydende modernitet”. Arbejdsgiverne forsøger at deregulere de ”stramme juridiske bånd på arbejdsmarkedet”, i daglig tale kaldet ”den danske model”. En model som indebar et skæbnefællesskab mellem kapital og arbejdere, hvor de sociale fællesskaber producerede en gensidig afhængighed.

Men denne sociale pagt eller sociale kontrakt er blevet ensidigt opsagt af arbejdsgiverne i takt med at den politiske magt overlades til markedskræfterne. Derfor bliver vi alle sammen udsat for arbejdsgivere, som snyder på vægten, og som presser ledelsen og personalet på daginstitutionerne mere og mere; presser dem til at omgå gældende aftaler og overenskomster.

Lønsumsstyringens mål var og er øget økonomisk og ledelsesmæssigt råderum. Tendenser i udviklingen viser dog at arbejdsgiverne kun modstræbende sikrer, at det økonomiske råderum på institutionerne bruges til at sikre en højnelse af det pædagogiske personales lønudvikling og gennemsnitsløn.

Til trods for at Københavns Kommune snakker om ligeværdighed, dialog, tillid og respekt, ja så kan vi kun få indfl ydelse, hvis vi vil bakke op om de politiske beslutninger. Hvis fagforeninger, personale eller ledelse på dag- og døgninstitutionerne og i dagplejen gør indsigelser på baggrund af solid faglig viden og indsigt, så forsøges det bagatelliseret, ignoreret eller udråbt til en simpel ”modstandskultur”, der er angst for forandring og fremskridt.

Bag den venlige retorik og de venlige ledelses- og personaleværdier gemmer sig et konstant forsøg på at undergrave den ”sociale kontrakt” og stække fagforeningernes mulighed for at varetage sine medlemmers rettigheder og sikre overholdelse af gældende regler og aftaler.

Magten ligger hos dem, der tager beslutninger. Dereguleringen bliver efterspurgt af politikerne og arbejdsgiverne, fordi de magtfulde ikke ønsker at blive reguleret. I den fl ydende modernitet har dominansen ændret karakter og sker igennem de styredes usikkerhed og deres permanente skrøbelighed. Den direkte disciplinering er erstattet af selvdisciplin, overvågning er erstattet af kontrol (evaluering, pædagogiske læreplaner etc.).

De magtfuldes dominans er blevet formløs uden at have mistet sin styrke. I deres iver efter at implementere tidens økonomiske logik og regime, arbejder arbejdsgiverne i døgndrift på ensliggørelse og standardisering af det menneskelige, det kreative og det mangfoldige. Sidste skud på stammen er udviklingskontrakter for daginstitutionsledere og sprogtest af 3-årige.

En fagforening er først og fremmest et solidarisk fællesskab – og ikke et halehæng og støtte til de lokale politikere eller forvaltningen. Politik er for vigtig en sag at overlade til politikere, derfor bør vi være på vagt over for politikere og arbejdsgivere, der vil misbruge deres magt.

Den spirende modstand mod standardiserings- og testregimet viser, at flere og flere offentligt ansatte uanset deres stillingskategori er trætte af politikere og arbejdsgivere der snyder på vægten. Og at politikernes og arbejdsgivernes snak om gensidighed i virkeligheden er et synonym for ensidighed.