Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Vær med til at udvikle socialpædagogikken i England
Der søges danske pædagoger i et pilotprojekt til at udvikle indsatsen for anbragte børn på døgninstitution i England.
Den engelske regering er meget inspireret af socialpædagogisk praksis på døgninstitutioner for børn og unge i Danmark og Tyskland. Således har den tidligere engelske kabinetsminister, Hilary Armstrong, været på studiebesøg flere steder i Europa i 2006. Hun var også i Danmark, hvor hun, ud over institutionsbesøg og oplæg om den danske pædagoguddannelse, også var forbi Socialpædagogerne i Brolæggerstræde til en arbejdsfrokost om socialpædagogikkens aktuelle udfordringer.
I England er man meget interesseret i at vide, hvordan den socialpædagogiske tilgang kan forbedre anbragte børns daglige liv og fremtid. Thomas Coram Research Unit (TCRU) har derfor startet et pilot-program for at undersøge forskellige måder at introducere socialpædagogik på engelske døgninstitutioner for børn og unge. Projektet går ud på at rekruttere danske – og tyske – socialpædagoger til at arbejde i England, der skal bidrage til kvalitetsudvikling og dermed en positiv forandring for anbragte børn.
Hvad står Thomas Coram Research Unit for?
Forskningsenheden TCRU er en del af det pædagogiske institut på University of London. Navnet stammer fra søkaptajn Thomas Coram, der levede i det 18. århundrede, og som grundlagde et af de første børnehjem for forældreløse børn i England. Børnehjemmet lå tæt på det sted, hvor TCRU i dag ligger.
I dag forsker TCRU i social- og uddannelsespolitik, især med vægt på børn og familier. I de sidste 10 år har mange af vores undersøgelser været om socialpædagogik på det kontinentale Europa. Det kan måske forekomme mærkeligt for danskere, men i England er der ikke meget kendskab til socialpædagogik eller til pædagogers arbejde. Derfor handlede vores første undersøgelse om, hvad pædagogik er, og hvordan man uddannes hertil i fem forskellige lande. Især var vi interesseret i arbejdet med børn på døgninstitutioner. Derfor fortsatte vi med at sammenligne døgnarbejdet i England, Tyskland og Danmark.
Resultaterne fra denne undersøgelse viste, at socialpædagogik er svaret på arbejdet med anbragte børn. Andre af vores undersøgelser har omfattet pædagogik og familiepleje, støtte til børn ’på kanten af’ døgnanbringelse, samt hvilken rolle de kreative aktivitetsfag spiller i pædagogisk praksis, danske pædagogstuderendes erfaringer fra praktik i England, forskellen mellem socialpædagogik og engelske kvalifikationer, samt endelig muligheden for at introducere socialpædagogik i England. Det meste af dette arbejde er blevet støttet af det engelske ministerium: Department of Children, Schools and Families (DCSF).
Pilotprojektet
Pilotprojektet vil finde sted i tre forskellige grupper døgninstitutioner for børn og unge. To af grupperne er relevante for denne artikel. I samarbejde med TCRU vil institutionerne i den første gruppe rekruttere uddannede pædagoger med nogen erfaring i arbejdet med anbragte børn.
De socialpædagoger, der bliver rekrutteret i denne gruppe, vil blive ansat i ledige stillinger og arbejde som pædagoger. I den anden gruppe vil institutionen rekruttere erfarne og uddannede pædagoger, som dels skal arbejde som socialpædagog i forhold til børnene, dels skal arbejde med personalegrupper og andre professionelle inden for sundhedssektoren, politiet, socialt arbejde og skoler. Målet er at udbrede kendskab til og bevidsthed om, hvad socialpædagogik er, og hvordan den udføres i praksis. Alt i alt vil vi rekruttere ca. 60 erfarne pædagoger fra Danmark og Tyskland til at deltage i dette projekt.
Den tredje gruppe vil bestå af engelske børnehjem, hvor der allerede arbejder socialpædagoger med anbragte børn. De vil ikke blive specifikt rekrutteret til pilotprojektet.
Københavns Socialpædagogiske Seminarium og rekrutteringsprojektet
I de sidste 6 år har vi været involveret i de nævnte projekter om anbragte børn, plejefamilier, støtte til børn på kanten af at blive anbragt, ved at skrive rapporter ud fra et dansk perspektiv, samt i projektet, hvor nogle af vores studerende har været i praktik i England.
Hvad angår de studerendes erfaringer med arbejdet med anbragte børn i børnehjem i London, er det klart, at de studerende kunne bidrage med de muligheder, der ligger i en socialpædagogisk tilgang til arbejdet med anbragte børn. En af lederne, der samtidig har fungeret som vejleder for nogle af de studerende, har ved et praktikbesøg på børnehjemmet for nylig udtalt, at de studerende gennem tiden har bidraget til en større bevidsthed om refleksiv praksis, ved at de har stillet spørgsmål til den daglige praksis og rutiner.
Især har de studerende været opmærksomme på balancen mellem tiden tilbragt på dokumentation eller evidensbaseret praksis og kernen i det pædagogiske arbejde: at være sammen med og støtte børnene. At de studerendes relationelle kompetencer, forsøgene på at gøre institutionerne mere hjemlige, og deres udgangspunkt i det fælles tredje, har været en øjenåbner for det øvrige personale. På den anden side er de studerende blevet mere bevidste om, hvad socialpædagogik er, om arbejdets organisering og om dilemmaet mellem evidensbaseret praksis og den tid, der er nødvendig at være sammen med børnene for at støtte dem.
Set i bakspejlet har praktikkerne bidraget til, at de studerende har udviklet interkulturelle kompetencer, at de er blevet åbne for og nysgerrige i forhold til andre perspektiver i arbejdet med anbragte børn, og at finde deres egen tilgang til dette arbejde.
Konference om projektet og rekrutteringsmøde på Københavns Socialpædagogiske Seminarium den 26. november.
Hvis du kunne tænke dig at tilbringe to år eller flere i England, hvor du vil komme til at deltage i det mest spændende udviklingsprogram i arbejdet med anbragte børn, England har haft i årtier, så mød op på Københavns Socialpædagogiske Seminarium, Sydhavns Plads 4, 2450 København SV, den 26. november.
Her vil forskerne præsentere projektet. Du får mulighed for at stille alle de spørgsmål, du måtte have for at finde ud af, om det er noget for dig.
Der er frokost kl. 12, som efterfølges af et program med oplæg og workshops. Konferencen slutter kl. 17. Yderligere oplysninger og tilmelding til konferencen:
Inge Danielsen: id@cvustork.dk, tlf. 33 88 26 88. Tilmeldingsfrist den 20. november.
Alle pædagoger, der bliver rekrutteret, vil ud over løn, få tilbudt forskellige former for støtte, f.eks. et engelsk ’brush-up’ kursus, kontakt med andre pædagoger og regelmæssige lokale og nationale netværksmøder. Desuden vil der være en specifik støtteperson i TCRU, som vil arbejde med både socialpædagoger og lederne af hjemmene.