Debat

Vi har vundet en faglig og politisk sejr

Som en af LFS’s hovedorganisatorer i overenskomststrejkerne i 1985 har det været en fornøjelse at se den entusiasme, iver og idérigdom som har præget de nuværende overenskomststrejker. Det har været dejligt at se at den faglige gejst stadig er intakt og at tidens mange ord om, at fagbevægelsen og strejkernes tid er omme, grundigt er gjort til skamme.

I 85 var der tale om overenskomststridige strejker og vi fik ikke et umiddelbart resultat ud af strejkerne, men vi fik styrket det faglige sammenhold og vi fik vist de offentlige arbejdsgivere at der er grænser for hvor meget man kan træde på de offentlige ansatte. Overenskomstresultaterne kom så til gengæld i 87 hvor vi fik de største lønstigninger ind til nu.

Den nuværende strejke har ikke alene styrket det faglige sammenhold, haft sympati i offentligheden, sendt klare politiske meldinger til arbejdsgiverne, strejken har for første gang i historien også medført et resultat som ligger ud over hvad der kunne opnås gennem fredelige forhandlinger og via forligsmandsinstitutionen. Dette skete på trods af at KTO og flere organisationer havde indgået forlig og på trods af nogle organisationers ejendommelige optræden ved offentlig at tilkendegive at de ikke håbede at FOA fik noget ud af konflikten.

Det er klart at arbejdsgiverne og organisationer der ikke deltog i konflikten har travlt med at forklare hvor lidt FOA i virkeligheden fik. Hvorvidt det er 35 mio., 115 mio. eller et andet antal mio. kroner FOA har fået mere, hvorvidt det har betydet 50 eller 300 kr. mere på månedslønnen til den enkelte er vigtigt men ikke det væsentligste for mig.

Det vigtigste er at vi har vist at det kan betale sig at kæmpe for sine krav. Vi har vundet både en faglig og en politisk sejr. Ingen er længere i tvivl om ligelønsproblemerne. Ingen er længere i tvivl om at det offentlige lønniveau er alt for lavt for mange offentlige ansatte og ingen er længere i tvivl om at social- og sundhedsområdet mangler flere ansatte.

Jeg synes der er grund til at være stolt af vores forbund FOA og vores fagforening LFS og ikke mindst stolt af alle de mange aktivister som i de sidste 3 uger i den grad har været med til at sætte FOA og LFS i det faglige, politiske og offentlige mediebillede.

Som gammel kæmper er det rart ikke længere at skulle dvæle og fortælle de unge om hvordan vi kunne organisere strejkerne i 1985. Nu kan de unge fortælle os hvordan man gør i 2008 og det luner sgu.

Mit håb er at vi så også går samlet og styrket ud af konflikten med den primære erfaring at det kan nytte at kæmpe, og så de kan bare vente til næste gang, de der arbejdsgivere. Og næste gang kan vi så håbe på at de øvrige KTO-organisationer kender deres besøgelsestid.

Mange hilsner Olaf Christensen, Medlem af LFS’s HB i 30 år