Af Elisabeth Lockert Lange

Med egne øjne

To politikere kom på studiebesøg på to bosteder og kunne med åbne øjne og selvsyn se de forhold, som de tidligere kun så gennem et skjult kamera.

Egne erfaringer og selvsyn er altid bedre end at høre og se noget på anden hånd. Med det udgangspunkt har LFS i samarbejde med LEV og SIND og de øvrige faglige organisationer i Socialforvaltningen taget initiativ til en række studiebesøg for skiftende politikere. Det er jo dem der sidder på pengekassen.

Formålet med studieturen var altså klart. Politikerne skal vide noget om de forhold, de træffer beslutninger om. Et af problemerne for det socialpædagogiske område er jo, at mens alle politikere ved, hvordan der ser ud i en vuggestue og i det mindste noget om, hvad der foregår der, så ved kun meget få politikere noget om, hvordan der ser ud i et botilbud for svært udviklingshæmmede borgere, og hvad der egentlig foregår der.

Det første studiebesøg fandt sted en smuk dag i maj, og politikerne var Camilla Burgwald fra den Københavnske Borgerrepræsentation (bl.a. Økonomiudvalget) og Anne Baastrup fra Folketinget, begge SF.

De to SF’ere besøgte Bostedet Sjælør Boulevard og Bocentret Sundbygård, guidet af repræsentanter for pårørendeorganisationer og faglige organisationer. På Sjælør tog forstander Lotte Daugaard, stedfortræder Hanne Fjordvang og tillidsrepræsentant Henrik Olsen imod og viste rundt. I fokus for snakken var de utidssvarende fysiske rammer, og behovet for ressourcer til at udøve et godt socialpædagogisk arbejde og for efter- og videreuddannelse. På Sundbygård er boligerne alt alt for små. Og manglen på tid til den dybe relation med beboerne, til at støtte beboerne i at deltage i livet uden for Sundbygård (de er to på arbejde til 17 beboere) er akut.

Og hvad så politikerne så?

Et folketingsmedlem

Anne Baastrup var ikke i tvivl:

”Mens man på Sundbygård kan se, hvordan det vil blive efter en renovering, som de er i gang med, så er der ingen tvivl om at der på Sjælør virkelig er brug for en renovering. En renovering som vil kunne dæmpe risikoen for vold og for et psykisk og fysisk anstrengende arbejdsmiljø.”

Hun peger bl.a. på de alt for smalle gange og for små fællesrum. ”Når beboerne skal forbi hinanden, så skal der være plads, og i fællesrummet er der bestemt heller ikke plads nok. At det er sådan hæver beboernes stressniveau, og det drejer sig jo for en stor del om mennesker uden sprog. Beboerne belastes af de snævre forhold de lever under, med mørke og pressede rum, og det kan føre til udadreagerende adfærd. Og ja det kan udløse vold.”

Sjælør har også brug for flere hænder, vurderer Anne Baastrup.

”Og så har de brug for sikkerhed for at når budgettet er lagt, så bliver det overholdt fra politikernes side. Jeg ser gerne en langtidsplanlægning for bostederne, sådan at de kan regne med, hvad der er aftalt; det var ikke rart at høre om besparelser, som kom efter budgettet var lagt”, siger hun og tilføjer:

”Det betyder også at de af økonomiske grunde er nødt til at hyre ufaglært arbejdskraft. Som giver en yderligere øget risiko for et dårligt arbejdsmiljø, og for at beboerne ikke får det tilbud de bør have. Men det var imponerende at se, i hvor høj grad medarbejderne forsøgte at løse problemerne.”

Anne Baastrup opfordrer i øvrigt velfærdsministeren til at besøge de bosteder, som har behov for forbedringer og ikke kun de fine nybyggede bosteder.

”Jeg tror ikke hun ved hvordan der ser ud et sted som Sjælør, og det bør en minister vide, og ligeså Borgerrepræsentationens medlemmer.”

Sundbygård var noget helt andet, der kunne man se, hvad en renovering vil betyde.

”Samtidig udvikler de pædagogikken i en Recovery-retning, og det tror jeg er en rigtig tankegang. Der var et stort fællesmøde med beboere, personale og organisationer og der var en god stemning, de ansatte var gode til at få de beboere, som havde meget på hjerte, til også at komme frem med det.”

”Og så var det også interessant at få indtryk af at mens der er god kontakt med socialforvaltningen, så opleves politikerne som langt væk. Det generer mig at der er den afstand til politikerne, men min erfaring er at det er almindeligt.”

Som Folketingspolitiker har Anne Baastrup ikke den direkte linje til Københavns Kommunes budgetlægning. Men hun ser selv sit ansvar:

”Jeg skal fremhæve for resten af Folketinget, at vilkårene skal bedres, at bl.a. anlægsloftet skal hæves, så Københavns Kommune kan bruge de penge, kommunen rent faktisk har. Min opgave er konstant at pege på at der er et problem.”

Et borgerrepræsentationsmedlem

Studieturen gjorde også indtryk på Camilla Burgwald:

”Det er klart at det gør indtryk at se de fysiske rammer, som nogle af vores udviklingshæmmede medborgere bor under. Særligt gjorde det indtryk at se en skurvogn, der er midlertidig bolig for en fyr, der er visiteret til et andet botilbud, som vi ikke kan give ham pt. Det gør da indtryk.”

Men det er selvfølgelig ikke gjort med et kort studiebesøg.

”Det kræver nok meget mere end et par timers besøg engang imellem at danne sig et ordentligt indblik i de udviklingshæmmedes og psykisk syges vilkår i København. Men jeg kunne forstå på nogle af beboerne at de gerne ville have at personalet havde bedre tid til at hjælpe dem engang imellem. Og det stemmer godt overens med det de ansatte også selv gav udtryk for.”

Og netop i forhold til personalet er der elementer som der bør gøres noget ved, vurderer Camilla Burgwald.

”Et ønske om mere uddannet personale, efteruddannelse og en højere grad af fastholdelse af kolleger, var noget af det jeg bed mærke i. Og som jeg også mener, er noget vi både kan og bør gøre noget ved. Det vil jeg tage op med vores socialpolitiske ordfører. Også mulighed for at hente vikarer ind ved sygdom og efteruddannelse bør der være. Lønnen derimod er et særskilt tema, som er svært at løse inden for de rammer regeringen giver kommunerne”, konstaterer hun.

Og fremtiden for disse områder i kommunen? Camilla Burgwald kommer med et politisk løfte:

”I SF er vi indstillet på at prioritere socialområdet i budgetforhandlingerne for 2009. Men den rigtigt store udfordring er jo modernisering af de fysiske rammer. Og det er ikke noget vi kommer til at kunne klare på kort tid. Der skal en langsigtet plan for finansiering til.”

LFS

Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS, var en af værterne på studieturen. For hende handler initiativet i høj grad om at få større bevågenhed på vilkårene for udviklingshæmmede og sindslidende borgere – også landspolitisk.

”Som det er i dag, skubbes ansvaret for disse meget udgiftstunge opgaver blot over på kommunerne, hvis anstrengte økonomi jo er en kendt sag. Og regeringen og folketinget synes alene at interessere sig, når medierne rejser endnu en såkaldt skandalesag. Det gælder også i København. Som mange medlemmer af specialområdet i LFS ved af bitter erfaring, vågner medlemmer af Borgerrepræsentationen først op til handling, når et botilbud havner på forsiden af Berlingske Tidende - og da kun med krav om mere kontrol og sanktioner.”

Hun understreger at LFS gennem årene har haft rigtig mange politikere i tale om de vilkår og rammer, kommunen stiller for sine svageste borgere.

”Vi har skrevet personlige breve og sendt fælles henvendelser. Jeg har drukket utallige kopper kaffe med rigtig mange medlemmer af både Socialudvalget og den samlede Borgerrepræsentation. Vi har – på vegne af HSU – deltaget i udvalgets budgetseminar. Og vi mødte op til det Socialudvalgsmøde, hvor budgetforslaget skulle førstebehandles og forærede udvalgsmedlemmerne en hat til at samle penge ind ved de kommende budgetforhandlinger. For vi ved godt at der skal penge til fra ”den fælles kasse”. Og det sociale område i København er så nødlidende nu, at der må tilføres midler.”

Det er derfor heller ikke tilfældigt at studieturen tilbydes medlemmer af Økonomiudvalget. Og LFS har lovet dem at en uforbeholden støtte til at få gjort det sociale område til et fælles ansvar for hele kommunen.

Dette studiebesøg var blot startskuddet. Mon ikke mange andre politikere hellere end gerne vil gribe chancen for ved selvsyn at se forholdene for de svageste borgere i København. Måske er det næste gang to socialdemokrater eller to fra Dansk Folkeparti…

Fra interessenterne til politikerne:

På baggrund af flere beskæmmende pressehistorier om den sociale omsorg på botilbud i Københavns Kommune er interessenterne omkring botilbuddene gået sammen for i fællesskab at kæmpe for bedre vilkår for sindslidende og udviklingshæmmede.

Budskabet til politikerne er: I kommer ikke uden om, at der skal flere penge til. De ekstra penge skal imidlertid også bruges fornuftigt og der skal lægges et økonomisk fremtidsperspektiv som hindrer, at vi igen kommer til at stå med overskuelige efterslæb. Vores bud på en fornuftig anvendelse handler om tre punkter:

1. De fysiske rammer skal forbedres væsentlig. Nybyg og renovering skal sikre privatliv og værdighed i to-rums-boliger. Det er omsonst at tale etik, værdighed og selvbestemmelse, når man ikke engang kan tilbyde den integritet det er at have et privatliv. Et levet liv kan ikke rummes på 6-14 m2. Det er ikke værdigt! 2. Mere og bedre personale. Der er for få hænder til at yde den nødvendige omsorg og pleje, hvilket hindrer fokus på det pædagogisk udviklings arbejde. Aktivitetsniveauet må overstige almindelig ophold i eget kammer eller fælles stue. I må bryde den onde spiral, som får personale til at flygte og gør rekrutteringen for fremtiden til en kæmpe udfordring.

3. Pengene skal følge behovene. For at undgå fremtidige efterslæb på socialområdet må budgetteringsmodellen i forhold til socialudvalget ændres, således at det ikke alene er almen demografi som er afgørende for tildeling af ressourcer. Andelen af mennesker med særlige behov må tillægges som vægt i forhold til de sociale budgetter. Når enderne skal hænge sammen, handler det også om realistiske bud på både indtægter og udgifter. Ellers kan man jo bare vedtage at jorden er flad og lade sig overraske, når det viser sig at den faktisk er rund.