Fusion

Fag kontra arbejdsplads

Hvad vejer tungest for en organisering, ens uddannelse og fag eller ansættelse og arbejdsplads? Det var et af de spørgsmål, som tonede frem på medlemsmødet om den eventuelle fusion.

Kort efter urafstemningen startede holdt LFS et møde med fusionen som eneste punkt på dagsordenen for medlemmer, som gerne ville høre mere om den og dens konsekvenser, og som gerne ville stille spørgsmål og få svar. Mødet var ikke overvældende besøgt, til gengæld kom de der deltog frem med både deres tvivl og deres spørgsmål. Og LFS’ formand Britt Petersen stod til rådighed med fakta, holdninger og kvalificerede gæt.

En vis skepsis trådte tydeligt frem hos et par af deltagerne i forhold til en fusion, som øger mængden af ufaglærte i både forbund og fagforening.

De udtrykte et klart ønske om at de helst ville være der, hvor der er flest uddannede pædagoger. Der ville de stå stærkest, mente de, og de oplevede det som mere relevant at stå sammen med andre med samme uddannelse. De så gerne at deres fagforening ikke kun kæmpede for deres løn og ansættelse, men også for deres fags udvikling. Og de kunne sådan set også tvivle på, om det ville være godt for deres løn at være i fagforening og forbund med så mange uuddannede.

Britt Petersen gjorde dem opmærksom på at der faktisk er mange uuddannede i LFS allerede, og mærker pædagogerne egentlig det i deres hverdag? Det afgørende mener hun, er hvordan det er skruet sammen.

»Det ville være problematisk, hvis de uuddannede skulle bestemme den pædagogiske udvikling, men det skal de ikke, det har vi taget højde for via de vedtagne principper. Og én gruppe kan ikke alene bestemme at der skal skæres på den anden på arbejdspladsen. Beslutningerne skal tages i fællesskab, og det skal være bedst for den samlede arbejdsplads. Og selvfølgelig skal der være et minimum af uddannede på en pædagogisk arbejdsplads«.

Med hensyn til lønnen, vurderer Britt Petersen at den ikke handler om uddannelse og prestige, men om købmandsskab. Hun har aldrig oplevet at arbejdsgiverne har ladet noget gå til den ene gruppe på bekostning af den anden, også arbejdsgivere ved at alle faggrupper har en berettigelse.

Drømmen om det samlede forbund
Hun pegede på den udvikling, man har set hos LO-forbundene, hvor retningen går hen mod mere og mere samling i større forbund. Mens man ikke ser den samme tendens i FTF med fagforbund som lærere, sygeplejersker og pædagoger.

»Det er et spørgsmål om, hvordan man tror man bedst kan overleve i fremtiden. Jeg tror man gør det ved at stå flest muligt sammen ud fra samme arbejdsplads over for samme arbejdsgiver. Den anden holdning bygger på at det er professionen der tæller mest, at faget og dets udvikling er det udslagsgivende i forhold til arbejdsgiveren. Det er to forskellige strategier, og man må gøre op med sig selv om man tror det ene eller det andet er det stærkeste i fremtiden. I det første tilfælde ser man helst alle offentligt ansatte stå sammen i samme forbund. I det sidste alle pædagoguddannede«.

Netop ønsket om det samlede forbund er jo det man møder, når man taler med kollegerne, fremhævede en af deltagerne på mødet. Den vision spiller for svag en rolle i diskussionen, mener han.

At drømmen findes er indiskutabelt, medgav Britt Petersen, men hun pegede på, dels at ingen af de andre pædagogiske forbund lige står og banker på, dels at FOAs pædagogiske sektor ved en fusion med PMF bliver landets største pædagogiske organisation. Det faktum kan måske sætte skud i nogle tanker.

Ganske som regeringen opererer FOA og PMF med en kattelem. På et spørgsmål om hvad der sker hvis der i Storkøbenhavn ikke er flertal for fusion, kom kattelemmen på banen. Den kommer nemlig i spil, der hvor enkeltafdelinger ikke ønsker en lokal fusion. Så kan de vælge det fra og fortsætte som en såkaldt faggruppefagforening. Men de vælger i givet fald samtidig bl.a. lokal a-kasse og repræsentation i FOA fra. Med andre ord ryger indflydelsen med ud af kattelemmen. EL