Mange forhindringer inden man får et fleksjob

Af Elisabeth Lockert Lange

I venteposition

Fra at være berettiget til et fleksjob og så til at få ét er der lang vej. Forhindringerne er mange: dårlig sagsbehandling og manglende vilje fra kommune og arbejdspladser er blot nogle. For den som gerne vil i arbejde er det en sej og frustrende ventetid.

Usikkerheden og ventetiden er det værste, mener Lise Olsen, som efter hun blev sygemeldt for snart tre år siden har brugt rigtig meget tid på at være i venteposition. Fastholdt i den af lokalcentre, sagsbehandler og fleksjobkontor.

Alligevel har hun hele tiden forsøgt at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hun fandt endda et 20 timers job i en børnehave, som hun kunne klare. Men kommunen ville ikke betale for de manglende timer, så institutionen havde ikke råd til at beholde hende. I stedet måtte hun holde op med at arbejde og få sygedagpenge.

Nu er hun nået dertil at hun har lært at leve med at være ude af pædagogfaget, ikke have noget job og skulle klare sig for en ledighedsydelse.

Lise Olsen er 56 år og har arbejdet i 20 år i vuggestue og i ti år i børnehave. I november 2001 får hun efter smerter og et par sygemeldinger konstateret slidgigt i knæet. Beskeden er lige på og hårdt: hvis hun vender tilbage i samme arbejde, risikerer hun ikke at kunne gå efter et halvt år. Et deltidsjob med lidt større børn på en hensyntagende arbejdsplads kan hun derimod godt klare. Og det vil hun hellere end gerne.

Samtidig med hun bliver sygemeldt, kontakter hun lokalcentret i både sin arbejdsbydel og sin bopælsbydel, henholdsvis Sundby Nord og Sundby Syd. Sundby Nord kontakter hun med det ønske at blive omplaceret til en deltidsstilling, men bliver afvist med beskeden at de enkelte ledere selv har kompetencen til at ansætte, så lokalcentret kan intet gøre for hende. Hendes sagsbehandler i Sundby Syd, bopælskommunen, siger hun skal komme igen, når hun har fået en fyreseddel. Det undrer hende, da det efter hendes opfattelse netop gælder om at gøre noget, inden hun ryger ud fra arbejdspladsen.

Gik helt ned
Fyringen får Lise Olsen med udgangen af november 2002. I mellemtiden har hun dels kontaktet LFS’ socialrådgiver for at få hjælp og støtte til fleksmuligheder, dels ledt efter jobs.

Efter hendes ansættelse er ophørt, kommer hun på sygedagpenge, Af kommunen får hun tilbudt et kursus, som hun starter på. Men allerede 5. januar finder hun selv et 20 timers job en børnehave, og billiget af lokalcentret starter hun i løbet af en uge.

»Det går rigtig godt. Jeg passer godt ind i personalegruppen; jeg kan lide dem og de kan lide mig. Fysisk passer det også, og jeg kan klare det.«

Økonomisk passer det derimod ikke på bare lidt længere sigt. Da Lise Olsen starter i børnehaven, får hun stadig sygedagpenge og koster ikke institutionen noget. Men efter et halvt år, i juli 2003, meddeler Sundby Syd at de ikke vil betale hendes 20 timers løn. Og selvom lederen af børnehaven gerne vil beholde hende, har hun ikke 20 ledige pædagogtimer.

Hun stopper på institutionen og kommunen forlænger hendes sygedagpenge, indtil hun kunne blive godkendt som berettiget til fleksjob.

»Da gik jeg helt ned med flaget, så langt ned at jeg endte hos en psykiater. Jeg var så glad for at være i børnehaven, og så pludselig farvel og tak. Og hvad skulle jeg så? Det havde jeg ikke styr på. Jeg får stadig piller her efter halvandet år, men jeg er heldigvis ved at trappes ud af dem nu.«

Meget frustrerende
Først i november 2003 bliver Lise Olsen godkendt til fleksjob, og går derefter over på ledighedsydelse, som er 91 pct. af dagpengene. Hun kommer ind under kommunens »Center for formidling af jobs på særlige vilkår«, som skal finde et fleksjob til hende. Efter 15 minutters snak med konsulenten helt i starten har hun intet hørt fra dem. Kun én daginstitution har ringet om et job fordelt på et par timers modtagelse af børn hver eftermiddag i den anden ende af byen. Hun var ikke vildt interesseret og kom slet ikke til samtale.

»Og da de først har pligt til at følge op på mig om halvandet år vender de sikkert først tilbage næste sommer. Jeg kigger selv annoncer, men indtil nu uden held«, siger Lise Olsen, som undrer sig over at kommunens intentioner om fastholdelse af medarbejdere og fleksjobs slet ikke opfyldes.

»Det er en meget frustrerende venteposition uden nogen afklaring. Jeg aner ikke hvad der sker i min nærmeste fremtid. Men fra at være meget opsat på at få et job, er luften gået ud af mig, min situation har frataget mig enhver lyst til noget som helst. Jeg er nu gradvist ved at lære at leve med både usikkerheden og med at være ude af arbejdsmarkedet og gå hjemme.«

Hun peger på at man i stedet for at betale hende for at gå hjemme, burde man have brugt penge på at støtte hende i at blive i det 20 timers job, hun var så glad for. Hun opfordrer især sagsbehandlerne til at lytte til dem det handler om.

»Kommunen har fine intentioner med fleksjob, men de opfyldes ikke på nogen måde, hverken af kommunen selv eller af arbejdspladserne. Hvem vil også have en nedslidt fleksjobber, hvis de kan få en ung og frisk? Der er en vis modvilje, for der skal jo tages hensyn, og det vil en arbejdsplads sjældent, hvis det er for én de ikke kender. Og jeg vil også nødig være i en institution som er blevet pålagt at tage mig. Derfor er det allervigtigste at støtte folk i at kunne fortsætte på deres egen arbejdsplads på nedsat tid eller andet hensyn. Hvis der skal ske noget radikalt, skal det nok være oppefra, tror jeg.«

Hun peger på modsætningen i at man diskuterer efterløn og fastholdelse af medarbejdere, men fleksjob, den utålelige venteposition det er, og hvad der skal til for at få det til at virke, det tales der ikke ret meget om.

»Jeg er jo ikke den enste, og vi svæver derude uden at nogen interesserer sig for os eller vi hører et ord fra det center som er oprettet for at finde jobs til os«, siger Lise Olsen og opsummerer:

»Jeg synes ikke jeg har fået nogen opbakning fra hverken min arbejdsbydel eller min bopælsbydel, og jeg henvendte mig endda med det samme, jeg fik udtalelsen fra min læge i november 2001. Heller ikke kontoret for formidling af særlige jobs har taget nogen initiativer. Det er en utålelig og frustrerende situation, som jeg ikke ønsker for nogen.«

Fra Københavns Kommunes hjemmeside:
Flexjob kan oprettes til borgere, der har en varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Det særlige ved fleksjob er, at der i ansættelsesvilkårene er mulighed for at tage hensyn til den ansattes nedsatte arbejdsevne og særlige behov. Disse hensyn kan fx være, at den ansatte i løbet af arbejdsdagen har mulighed for hvilepauser, at den ansatte arbejder langsommere end de øvrige medarbejdere, eller at den ansatte arbejder på nedsat tid, men får fuld løn. Arbejdsgiveren udbetaler lønnen til den ansatte, men modtager et løntilskud på halvdelen eller 2/3 af lønnen, afhængig af, hvor meget arbejdsevnen er nedsat.

I Københavns Kommune er det »Center for formidling af jobs på særlige vilkår«, der har ansvaret for oprettelsen af flexjobbet.