Medlemsportræt: Mia Kristina Hansen

Nu kan jeg tåle at blive mobbet

”Da jeg læste til pædagog, var jeg aktiv i studiepolitik, og jeg gik på et tidspunkt efter at blive formand for PLS, Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Men jeg syntes også, at det politiske miljø var hårdt. Det var dengang, Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, og en dag hørte jeg et interview med ham i fjernsynet. Han blev spurgt om, hvad det kræver at blive statsminister, og han svarede: Det kræver, at man kan tåle at blive mobbet. Det gik lige i maven på mig, og jeg kunne mærke, at jeg slet ikke var robust nok, så jeg trak mig. I dag er jeg klar til at lave politik igen. Jeg har lært, at man skal kunne børste tingene af sig og ikke bare høre alt det negative, men også turde være tilfreds med sin egen indsats. Derfor har jeg sagt ja til at være formand for SIND.”

”Min far og mor blev skilt, da jeg ikke var så gammel, og jeg kom til at bo hos min far. Det var en besværlig skilsmisse, fordi mine forældre ikke kunne tale sammen. Jeg blev aldrig helt god til det med at gå i skole, og jeg følte mig altid lidt forkert, men jeg fik en fantastisk efterskoletid, som gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg trives allerbedst i fællesskabet. Vi var tit på familieudflugt til Jylland i weekenden, og når vi kørte hjem, hørte vi Tværs med Tine Bryld i radioen. Jeg blev så fascineret af, hvordan hun talte med de børn og unge, der ringede ind. Hun var i stand til at få dem til at føle, at de ikke var forkerte, og at de ikke var alene med de problemer, de kæmpede med. Hun var mit store idol. Jeg kan huske, at jeg altid sad og tænkte: Tænk, hvis jeg kunne blive sådan en som hende.”

”Som ung vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville, så jeg har også en uddannelse som reservedelsekspedient inden for autobranchen bag mig, og jeg har boet tre år på Gran Canaria som resultat af en ferieflirt. Men jeg blev færdig som socialpædagog i 1998, og de første år arbejdede jeg med udviklingshæmmede. Da min ene søn var ni år, udviklede han alvorlig angst, og han havde meget brug for mig. Så jeg landede faktisk som socialpædagog på det socialpsykiatriske bosted Lindegaarden af praktiske grunde: Det var tæt på min bopæl. Men jeg blev hurtigt optaget af arbejdet, som var hårdt og udfordrende, men også spændende, og så havde jeg fantastiske kolleger. Samtidig var jeg gået i gang med at stifte ’Foreningen for børn med angst’, fordi jeg var blevet rystet over, hvor lidt hjælp der var at hente fra systemet i forhold til min egen søn.”

”Da jeg havde arbejdet på Lindegaarden i et år, blev min kollega Vivi dræbt af en beboer. Det kom efter en periode, hvor vores arbejdsmiljø var blevet tiltagende råt. Vi fik flere og flere beboere, som var misbrugere og udadreagerende, og som de gamle beboere var bange for. Vi kunne ikke få den tilstrækkelige hjælp af behandlingspsykiatrien, og vi var alt for få til de problematikker, vi stod med. Da Vivi blev dræbt, kom der antydninger af, at det var sket, fordi vi ikke var dygtige nok til vores arbejde, og jeg blev så enormt vred. Jeg skrev et Facebook-opslag, som endte med at gå viralt, og jeg udtalte mig til medierne. Jeg havde tidligere været bange for at miste mit job ved at stå offentligt frem, men jeg tænkte, at nu gør jeg det altså bare. Det værste, der kunne ske, var, at jeg blev fyret – men det ville være endnu værre, hvis flere blev slået ihjel på jobbet. Vi kæmpede i månedsvis, og det endte med, at vi nedlagde arbejdet. Vi støttede hinanden gennem en svær periode og oplevede et stærkt fællesskab. Der var da også diverse politikere, der gerne ville besøge Lindegaarden, og hvor de lovede, at der ville ske noget. Men det blev mest til snak, der kom ingen konkrete løsninger. Efterhånden begyndte medarbejderne at sive – mig selv inklusive. Nok var nok.”

”Jeg er blevet engageret i SIND via ’Foreningen for børn med angst’, som jeg er medstifter af. SIND er en fantastisk forening. Jeg havde gerne set, at den tidligere formand Knud Christensen havde taget en periode mere, men da han meddelte, at han gik af, tænkte jeg, at det var nu eller aldrig. Så jeg blev formand. For mig er det vigtigste, at mennesket skal før systemet. Jeg ser både i mit arbejde og i mit foreningsarbejde, at menneskeligheden er forsvundet ud af psykiatrien. Der er så mange udsatte mennesker, der bliver kastet rundt mellem kasser, som de ikke passer i, og så mange dygtige medarbejdere, der er begrænses af stive regler og for få ressourcer. Det kan vi ikke være bekendt.”

Navn: Mia Kristina Hansen

Alder: 57 år

Job: Socialpædagog med rolle som mentor/støtte-kontaktperson

Bonusinfo: Bor i lejlighed i Roskilde med sønnerne på 20 og 21 og den ni år gamle golden retriever Lara, som er med på alle de traveture, som Mia Kristina bruger til at lade op. Er formand for ’Foreningen for børn med angst’ og er nybagt formand for ’SIND, Landsforeningen for psykisk sundhed’. Holder sig glad ved at danse både salsa og standarddans.