Leder
Tilbage fra velfortjent sommerferie
Af Britt Petersen, formand for LFS
Netop denne sommerferie var ganske tiltrængt efter halvandet år med corona. Og jeg håber, at I alle trods alt fik en velfortjent pause, selv om smitteopsporing mv. fortsatte i sommerferieperioden.
Nu er de fleste af os tilbage, og ud over det almindelige arbejde venter både de kommunale budgetforhandlinger og kommunalvalget – og begge dele kan få stor indflydelse på, hvordan mulighederne er for at løse opgaverne fremadrettet.
En af de problemstillinger, der går på tværs af vores områder er pædagogmanglen. Det har vi selvfølgelig adresseret alle de steder, vi kan komme i tanke om, og det skal indgå i både budgetforhandlinger og kommunalvalg. Et af de helt store spørgsmål vil være, hvad vi kan gøre for at rekruttere/uddanne flere og fastholde dem, der er.
Fastholdelse kan handle om flere ting. Det handler om ressourcer, det handler om personalepolitik i praksis, det handler om en ordentlig seniorpolitik, hvor der tages hånd om, at nedslidning og naturlig aldring af vores kroppe ikke må blive hindring for, at vi fortsat kan være på arbejdsmarked.
En af de helt store udfordringer er muligheden for at få en bolig, og vel at mærke en bolig, der er til at betale med den løn, som offentligt ansatte har. Før i tiden boede over 80 procent af de pædagoger, der havde arbejde i København, selv i byen. I dag er det omkring 64 procent, og det i kombination med, at der er pædagogmangel i stort set alle kommuner i hele regionen, gør desværre, at mangel på boliger kan blive yderligere en stor faktor i pædagogmanglen.
Det er ikke kun pædagogmanglen, der presser. Der er også rekrutteringsudfordringer på pædagogiske lederstillinger. Her er problemstillingen noget mere kompleks, for forudsætningen for nærværende pædagogisk ledelse er dels, at personalegruppen er til at overskue i antal, at man ikke leder på flere forskellige matrikler og ikke mindst, at ledelsestid ikke fyldes med alt for meget administrativt arbejde.
Vi ved, at også politikerne er optaget af det med ledelse, så her vores opgave at få politikerne til at tage beslutninger, der rent faktisk vil lette ledelsesarbejdet, så pædagogisk ledelse er i fokus, og at politikerne ikke fokuserer på voldsomme organisationsændringer, der vil tage ”pusten” ud af ledere.
Vi vil følge nøje, om politikerne i optakten til kommunalvalget tager udfordringerne alvorligt og kommer med visioner for, hvordan København kan blive en by, som tilbyder både rimelige arbejdsvilkår og boliger til de velfærdsmedarbejdere, som byen har så hårdt brug for.
Så endnu engang, velkommen tilbage fra ferie. Endnu engang er der nok at tage fat på.