Et år efter covid-19: Vi har fået den vildeste korpsånd

”Før covid-19 gik man næsten i panik, hvis der manglede en aftenvagt. I dag er det en bagatel. Vores målestok har ændret sig.”
En tilbudsleder og to medarbejdere på Botilbuddet Løvstikkevej 66 ser tilbage på foråret 2020, hvor hverdagen ændrede sig dramatisk. 20 borgere og 14 medarbejdere blev smittet med covid-19. To borgere afgik ved døden.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Det er mindre end et år siden, at corona ramte botilbuddet på Amager. Men der er sket så meget siden, at Wivi Rosenkilde, Cecilia Sejer og Mathias Gisiger næsten bliver overraskede over deres egne erindringer, når de husker tilbage på epidemiens første uger:

”Vi havde værnemidler. Men der var kun lige nøjagtigt nok. Der var rygter om tyverier af værnemidler på hospitaler, der var knaphed på dem i samfundet generelt, så vi måtte låse dem inde og tælle helt nøjagtigt op, hvad der måtte bruges på hver borger. Vi skulle tænke os virkelig godt om og sørge for at huske alt, når vi skulle ind til en af de smittede borgere, medicin, drikkevarer, mad, for der var måske kun tre masker per borger per vagt. Og så brugte vi hvide dragter, havde fyrværkeribriller på, som vi kogte og sprittede af, for vi kunne ikke få visirer på det tidspunkt,” fortæller pædagog Cecilia Sejer.

Smitten spredte sig

Wivi Rosenkilde er botilbudsleder på Løvstikkevej 66, som er hjem for 36 udviklingshæmmede borgere. Hun husker tydeligt afmagten.

”Det var vildt hårdt at navigere i. Det var en kamp at skaffe værnemidler til personalet, og samtidig måtte vi selv gætte os frem til, hvilke af vores borgere, der var smittede og syge, for vi kunne ikke få dem testet. Smitten spredte sig til alle etager, og vi kunne ikke regne ud, hvordan det var sket. Det ramte mig virkelig hårdt, da en borger blev indlagt på hospitalet og efterfølgende døde under indlæggelsen. Jeg fik skyldfølelse og bebrejdede mig selv ikke at havde passet ordentligt på dem”, siger Wivi Rosenkilde.

Mathias Gisiger var netop blevet fagkoordinator, da covid-19 flyttede ind på Løvstikkevej, og han stod pludselig med 20 syge borgere, en svær situation omkring værnemidler, og en vagtplan, der smuldrede, fordi den ene medarbejder efter den anden blev syge.

Ilddåb for ny fagkoordinator

”Det var en ilddåb. Vi måtte asfaltere vejen, mens vi gik på den. Vi begyndte tidligt i forløbet med at forberede os på worst case scenariet, som ville være, at alle faste medarbejdere blev smittede på én gang. Vi lavede detaljerede håndteringsskemaer over de enkelte borgere, så vi var forberedt på en situation, hvor helt fremmede mennesker måske pludselig skulle overtage plejen,” siger Mathias Gisiger.

Virkeligheden kom ret hurtigt til at ligne worst case scenariet, for det blev nødvendigt at hente et nødberedskab ind i form af SOSU-assistenter og pædagogvikarer, fordi så stor en andel af de faste medarbejdere blev syge.

Wivi Rosenkilde brugte lige fra begyndelsen timer i telefonen dagligt for at få vejledning hos sundhedsmyndighederne og Socialtilsynet.

”Vi udarbejdede et sæt guidelines for, hvad man gør, når der opstår coronasmitte på et botilbud. De guidelines er siden blevet introduceret i hele forvaltningen. Vi var jo de første, der for alvor stod i situationen, og der var en million ting, der skulle tages stilling til og klares – og vi havde intet at læne os op ad. Så vi var nødt til skabe det selv.”

Kom tilbage til ny virkelighed

Cecilia Sejer fik sygdommen i marts, og hun vendte tilbage til et ændret bosted, da hun blev raskmeldt i april.

”Det var en voldsom oplevelse. Den sidste dag, jeg var på arbejde, før jeg blev syg, satte vi fem borgere i isolation, fordi de havde symptomer. Jeg kan huske, hvordan jeg var inde med en iskold cola til en borger med feber og sagde til vedkommende, at det var vigtigt at få væske. Jeg så aldrig beboeren igen, det var en af dem, der døde på hospitalet, ” fortæller Cecilia Sejer, der som raskmeldt kom tilbage til en helt ny virkelighed:

”Nogle beboere var væk, huset var zoneinddelt, og der var kommet arbejdstøj, så vi sammen gik rundt i lægeagtige kitler. Der var en hel masse nye SOSU-kolleger, og så kom der et særligt hold rengøringsfolk, der lignede Ghostbusters med masker og beskyttelsesdragter, som flere timer dagligt gjorde grundigt rent og desinficerede borgernes lejligheder, når de kom ud af isolationen igen. Der var så mange nye ansigter på gangene hver dag, pakket ind i værnemidler fra top til tå, at jeg på et tidspunkt greb mig selv i at glemme at hilse,” fortæller Cecilia Sejer.

Havde så dårlig samvittighed

Cecilia Sejer husker, at hendes mest fremherskende følelse, da hun selv blev syg, var skyldfølelse:

”Jeg havde så sindssygt dårlig samvittighed over at være blevet smittet og over ikke at være der for de andre. Jeg sad derhjemme og skrev hver dag med nogle kolleger, der selv var syge, og der gik ikke en dag uden at jeg talte i telefon med enten kolleger eller ledelsen. Vi har aldrig nogensinde været så meget i kontakt med hinanden privat under sygdom, som vi var under covid-19. Der var den vildeste korpsånd.”

Mathias Gisiger slap selv for smitte trods en bred kontaktflade på arbejdspladsen, men havde det samme behov for kontakt med kollegerne.
”Det føltes naturligt. Også fordi man i øvrigt var meget isoleret. Vi var alle sammen enormt bange for at komme til at smitte den ene eller anden vej, og jeg så nærmest ikke nogen uden for arbejdspladsen i månedsvis. Det gav en særlig holdånd,” siger Mathias Gisiger.

Vi havde hinandens ryg

Mathias Gisiger oplevede også sammenholdet som fagkoordinator:
”Jeg stod for vagtplanerne, og jeg vidste aldrig, hvem der var i stand til at møde ind. Men folk var vildt fleksible. Hvis jeg kom og spurgte, om nogen kunne tage en vagt, så var svaret bare sådan: ”ja, selvfølgelig”. Uden diskussion.”

”Ja, der har hele vejen igennem været en stemning af, at vores borgere kom først. Når skibet begynder at synke, er der ikke nogen, der springer fra borde uden beboerne”, siger Cecilia Sejer.

Wivi Rosenkilde har på intet tidspunkt hørt medarbejdere på Løvstikkevej give udtryk for, at de var bange for at gå på arbejde.

”Jeg har tværtimod oplevet, at medarbejderne først og fremmest tænkte på beboerne og kollegerne. Det var næsten som at være i krig, og vi havde hele tiden hinandens ryg, da det gik mest hedt til. Der er også kommet uventede gaver i form af det samarbejde, der opstod, da fx pædagoger fra dagtilbuddene, der var lukket i den periode, fordelte sig på botilbuddene og hjalp til,” siger Wivi Rosenkilde.

Ny målestok for travlhed

Da det blev maj 2020, faldt situationen på Løvstikkevej til ro. Der kom ikke flere nysmittede, og de syge medarbejdere begyndte at komme tilbage.

Mathias Gisiger husker, at han fik en efterreaktion, da det faste personale kom tilbage, og beboerne begyndte at komme ud af isolation.

”Jeg havde været i alarmberedskab i flere måneder på det tidspunkt, og der var hverken overskud eller overblik tilbage lige der. Jeg klaskede helt sammen af træthed, da jeg pludselig tillod mig selv at reagere,” siger Mathias Gisiger.

Han oplever dog også, at der er kommet en ny målestok for alting.

”Daglige udfordringer virker simpelthen anderledes. Før covid-19 kunne man næsten gå i panik, hvis der manglede en aftenvagt. I dag virker det som en bagatel, og det er noget, man løser. Ordet travlhed har fået en ny betydning.”

Tilbage på sporet

Anden covid-19 bølge har ikke påvirket Botilbuddet Løvstikkevej væsentligt.

”Nej, der skal mere til at ryste os nu. Da vi fik Covid-19 indenfor døren sidste forår, blev vi helt naturligt nødt til at prioritere det sundhedsfaglige rigtig højt. Der skulle fx måles temperatur, blodtryk og iltmætning i blodet på alle 36 borgere flere gange i døgnet, og det skulle dokumenteres, hvilket var meget tidskrævende – samtidig med, at vi hele tiden var nødt til at lave nye foranstaltninger. Fx flyttede vi fysisk rundt på møblementet i en lang periode for at skabe nødvendig afstand. Så vores pædagogiske planer og fokus på borgernes udvikling og vedligeholdelse af færdigheder gled naturligt lidt i baggrunden i den periode. Nu tør jeg tør godt sige, at vi i den grad er tilbage på sporet. Vi har revideret og finpudset vores pædagogiske handleplaner, og alle medarbejdere prioriterer dokumentationen af dem,” fortæller Mathias Gisiger.

Genopretningsarbejdet med de borgere, der har tabt funktionsniveau under nedlukningen, er allerede gået i gang i det omfang, det er muligt i forhold til smittefaren. Der er stadig en række af de daglige opgaver, som beboerne normalt selv udfører, som medarbejderne er nødt til at varetage, fortæller Cecilia Sejer.

”Vi har fx ikke kunnet lade beboerne gå i skabe og skuffer på samme måde, og vi har derfor haft et højere serviceniveau, men jeg er generelt imponeret over, hvor hurtigt mange af dem tog udfordringerne på sig, og hvor tålmodige de har været. De er blevet sindssygt gode til at spritte hænder og til at huske alle de restriktioner, vi har i hverdagen. De udviser samfundssind,” siger Cecilia Sejer.

Måske ny hverdagsorganisering

Trivslen blandt både beboere og medarbejdere fik efter de hårdeste måneder et løft af de hjælpepakker, som botilbuddet har modtaget hen over 2020.

Der er købt aktivitetsudstyr og massagestol, der er etableret en sansehave, og der har været mulighed for Sankthansfest i haven med behørig afstand, optræden med musik på p-pladsen, hvor beboerne kunne følge med fra vinduerne, og opdelte beboerferier i sommerhus.

Beboernes reaktioner på perioden, hvor de ikke kunne komme i dagtilbud, har givet anledning til refleksion i hele Borgercenter Handicap, fortæller Wivi Rosenkilde.

”Der var nogle af vores borgere, som udviste bedre trivsel, da de var hjemme hele dagen. De havde godt af at slippe for morgenstressen, der opstår, når mange bliver hentet af bus på én gang på et bestemt tidspunkt. Nogle havde tydeligvis glæde af ekstra hvile, fordi de fx kunne sove længe. Så vi tænker meget over, om der kan være trivsel at hente i at tilrettelægge dagene på en anden måde. For hvorfor skal vores borgere egentlig tilpasse sig vores klokkestrengssamfund,” siger Wivi Rosenkilde.