Leder
Hvad afholder regeringen fra at indfri sine valgløfter
Af: Jan Hoby, næstformand i LFS
Jeg ved ikke, hvordan I har det – men jeg har svært ved at acceptere cirkusset, hvor politikerne før valget lover guld og grønne skove, og hvor de, så snart de har fået nøglerne til statsministeriet, vender på en femøre. Og det er lige præcis det, vi overværer netop nu.
Der var kæmpestore forventninger til den socialdemokratiske regering og til statsminister Mette Frederiksen. Der var mange, der troede på valgløfterne om meget mere velfærd, lighed og grøn omstilling i milliardklassen, når vi nu fik en ny regering efter næsten to årtier med Fogh, Løkke, Thorning Schmidt, og så Løkke igen, der alle stort set førte den samme nyliberale politik. Mange troede også på, at velfærd, lighed og grøn omstilling skulle betales med alle de skattelettelser, som gennem de seneste årtier er væltet ned over overklassen. Men sådan tegner billedet sig overhovedet ikke. Tværtimod
Finansministeren aflyste stort set velfærdsfesten, før den overhovedet var begyndt. For med indgåelse af økonomiaftaler mellem regeringen, Danske Regioner og særligt KL (Kommunernes Landsforening) var tonen slået an. Der blev hverken tale om penge nok til demografiudviklingen i forhold til mange flere børn, flere ældre og det specialiserede område eller til nogen form for genopretning af velfærden.
Der var fine intentioner i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier. Muligvis derfor har de såkaldte ”røde” partier undertrykt alle former for kritik af den socialdemokratiske regering gennem de første fem måneder. Der bliver åbenbart lagt mere vægt på at passe på de gode intentioner i forståelsespapiret fremfor at passe på velfærden. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man er vuggestuebarn i en af landets 3500 daginstitutioner, offentlig ansat i psykiatrien eller tvangsaktiveret syg medborger. Og om lidt skal der indgås en finanslov, som alle meningsdannere kalder en nem opgave for regeringen at få i hus, for selv om de tre støttepartier vil slå sig i tøjret, bliver der ikke tale om, at de kravler så højt op i træet, at de lider samme skæbne som storbytosserne fra købepartiet Liberal Alliance.
Samtidig er der er en del, som finder det helt uhørt at kritisere ”vores” regering. Særligt socialdemokrater vil mene, at enhver kritik af den socialdemokratiske regering er at gå de borgerliges ærinde. Men det er ikke regeringens farve, der skal bestemme, om vi som lønarbejdere eller fagforeninger skal kritisere en regering, men regeringens politik, uanset dens farve.
Et gammelt ordsprog lyder, at efter de magre år, så kommer de fede. Intet tyder imidlertid på, at det er regeringens rettesnor, selv om der er penge nok til fuld genopretning af velfærden efter 10 års systematisk underfinansiering. Over de sidste 20 år er der givet milliarder i skattelettelser. Siden 2001 er skatter og afgifter sat ned, så provenuet i dag er 45-50 mia. kroner lavere om året. Samtidig er antallet af offentligt ansatte per borger faldet. Og pengene er lige her: De 50 rigeste familier i Danmark har til sammen en formue på omkring 650 mia. kr. eller næsten det samme som statsbudgettet. Ejerne af Lego, Coloplast, Bestseller, Jysk, Danfoss, Ecco m.fl. har næsten fået firedoblet deres formuer siden 2009. Så spørgsmålet er, hvad der afholder regeringen og dens støttepartier fra at indfri alle løfterne til vælgerne, de offentlige ansatte, børnene og klimaet i første års finanslov? Mod, vilje eller accept af nødvendighedens nyliberale politik? Eller alle tre?