Teori på praksis i dagplejen

Seks dagplejere fra hhv. København, Gentofte, Høje Taastrup og Lyngby Taarbæk er nu mere end halvvejs i deres PAU. Det har kostet slid – men giver helt nye perspektiver.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Da den nye styrkede læreplan blev vedtaget, blev der samtidig afsat puljemidler til efteruddannelse af dagplejere.

Det gav chancen til de seks dagplejere på fotoet, som alle begyndte på uddannelsen til pædagogisk assistent, da efterårssemesteret startede i 2018.

Stof til eftertanke

Mona Saad er dagplejer i København, og hun lægger ikke skjul på, at det har været intensivt.

”Der er meget at læse, og det har været hårdt arbejde. Men det er også virkelig interessant at få sat teori på alt det, man går og gør i det daglige, og jeg har fået nogle aha-oplevelser,” fortæller Mona Saad, der især er blevet optaget af neuropsykologien.

”Det er utroligt spændende at lære om hjernen, og om hvor betydningsfulde omsorgspersonernes rolle er for barnets udvikling. Men det har også fået mig til at tænke rigtig meget over, hvordan vi som samfund behandler de små børn. Vi modtager i dagplejen børn helt ned i seks måneders alderen. Jeg har tænkt meget over, at der faktisk er risiko for institutionelt omsorgssvigt, når børnene afleveres så tidligt til pasning uden for hjemmet, hvis der ikke er tid til den helt nære kontakt, som det lille barn har brug for,” siger Mona Saad.

Gode grin undervejs

Mona Saad har dog som garvet dagplejer også fået nogle gode grin undervejs.

”Vores undervisere er meget idealistiske i forhold til, hvordan vi fx altid skal huske at have lange anerkendende samtaler i flere led med de små børn. Men når man kender hverdagen med tre børn plus gæstebørn, fordi en kollega er syg, så ved man, at der er nogle af idealerne fra undervisningen, der skal justeres til noget mere realistisk,” siger Mona Saad, der er færdig til september, og som glæder sig til at bruge den nye viden i praksis.

Erfaring tæller

Bettina Hansen er dagplejer i Høje Taastrup, og hun trækker en smule på det, når man spørger, om hun glæder sig til at komme tilbage til hverdagen.

”Jeg savner børnene, men jeg er faktisk blevet så glad for at læse, at jeg ville fortsætte, hvis jeg kunne få fuld løn for det. Min mand siger, at jeg ikke er til at rive væk fra bøgerne, og det er nok rigtigt,” fortæller Bettina Hansen, der dog ikke lægger skjul på, at det har været en hård omgang:

”Jeg er som 53-årig den ældste i klassen, så det er rigtig mange år siden, jeg har gået i skole sidst, og jeg synes altså, jeg kan mærke min alder, når det kommer til indlæring. Det er også gået op for mig, at jeg har total eksamensangst, og det skal jeg arbejde med sideløbende.”

Opture og nedture

Bettina Hansen synes dog også, at hendes erfaring giver hende fordele.

Vi har eksempelvis lige haft om børn i udsatte positioner, og jeg er en af de få i klassen, der har været i konkrete arbejdssituationer med meget udsatte børn, hvor det har været nødvendigt at underrette,” siger Bettina Hansen.

Hun beskriver PAU som en blanding af op- og nedture.

”Det er mega spændende rent fagligt, og vi er alle sammen blevet udfordrede – både fagligt og følelsesmæssigt, for vi har i høj grad også arbejdet med os selv. Det kan slet ikke undgås, når man beskæftiger sig med psykologi og pædagogik.”