Vi skal bevise lidt mere

Abdu Hirsi, Louis Banaga og Mudi Alhadi er tilbageholdende med at kalde det racisme. Men de har alle tre oplevet at blive mødt med en forventning om, at de nok var ballademagere – og de har skullet bevise sig selv i skolesystemet på en måde, som adskiller sig fra deres lyshårede klassekammerater.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Da Abdu Hirsi gik i 10. klasse, kom den dag, hvor eleverne på skift skulle ud fra klassen og have individuel besked på, om de var gymnasieegnede. Det var der ikke tvivl om, at Abdu Hirsi var. Men da han kom ind i klassen igen, gik læreren som en selvfølge ud fra, at han ikke var blevet erklæret egnet.

”Det glemmer jeg aldrig. Det var en lærer, som faktisk virkede, som om hun ikke brød sig særlig meget om de af os, der havde indvandrerbaggrund. Men det var nok første gang, jeg helt direkte mødte lave forventninger til mig i skolesystemet,” siger 21-årige Abdu Hirsi, der starter på DTU efter sommerferien for at læse til kemiingeniør.

Dyvekeskolen var tryg

Abdu Hirsi, Louis Banaga og Mudi Alhadi har gået i folkeskole sammen på Dyvekeskolen i Urbanplanen. De bliver alle tre lidt bløde i blikket, når de taler om deres skoletid, og de taler næsten i munden på hinanden, når de understreger, at de ikke husker, at deres minoritetsbaggrund betød noget på Dyvekeskolen.

”Men på den anden side – der var også kun én dansk dreng i klassen. Resten af os kom fra alle mulige forskellige baggrunde. Der var et fedt mix, og vi havde det fantastisk med hinanden,” fortæller Louis Banaga, der havde et afbræk fra Urbanplanen, da hans og hans søskende blev anbragt uden for hjemmet, og han kom til at gå i skole i Frederikssund. Her oplevede han til gengæld fordommene.

Læreren troede, jeg snød

”Jeg var den eneste af anden etnisk baggrund end dansk i klassen, og jeg blev kendt som ham Amagerdrengen. Der blev virkelig holdt øje med mig, og hvis jeg ikke havde være god til fodbold, havde det været et helvede,” fortæller Louis Banaga, der blankt indrømmer, at han var i lang tid var totalt useriøs i skolen.

”Men på et tidspunkt kunne jeg jo godt se, at det ikke var smart, så jeg tog mig voldsomt sammen og arbejdede virkelig hårdt. Da jeg så lykkede med at aflevere en god engelsk stil, troede min lærer ikke på mig. Hun var overbevist om, at jeg havde snydt, og jeg kunne ikke få hende til at tro på mig. Det var først i slutningen af skoleåret, at hun begyndte at tro på mig og kom og sagde undskyld. Det var det samme, da jeg ville videre fra folkeskolen og i gymnasiet. Jeg gik ud af folkeskolen med et snit på 9,7, men det var alligevel sådan noget med: Er du nu sikker på, at du er parat til det? Det spurgte de altså ikke de danske børn om,” siger Louis Banaga.

De forventer mere af pigerne

Abdu Hirsi har oplevet, at systemet går ud fra, at danske børn har overblik over uddannelsessystemet, og at de automatisk har realistiske forventninger til sig selv, mens der bliver sat spørgsmålstegn ved, om minoritetsdrenge nu også kan klare den uddannelse, de ønsker sig.

”Vi andre skal bevise lidt mere. Piger med indvandrerbaggrund bliver mødt med større forventninger, de skal ikke arbejde så hårdt som drengene for at overbevise lærerne i gymnasiet om, at de godt kan,” siger Abdu Hirsi.

Louis Banaga har også oplevet, at der er en forventning til, at drenge af anden etnisk herkomst end dansk laver ballade og er mindre seriøse.

”Jeg har da også snakket alt for meget i timerne. Men det behøver altså ikke betyde, at man ikke er dygtig. Og jeg vil påstå, at der bliver slået hårdere ned på drenge med minoritetetsbaggrund, når vi laver ballade. Det bliver simpelthen taget mere alvorligt.”

Folk troede det værste

Den attitude har de alle tre oplevet, og de opfatter det ikke bare som et resultat af at have minoritetsbaggrund. Det er også en konsekvens af at vokse op i et berygtet boligområde.

”Jeg tror også, at drenge i Hellerup hænger ud på gaden og laver lidt drengestreger. Men hvis vi drenge fra Urbanplanen stod i en flok og snakkede, når vi havde spillet fodbold, så skete der tit det, at en patruljevogn rullede op på siden af os, og vi fik besked på at vise ID,” fortæller Mudi Alhadi.

”Vi blev nødt til at blive voksne lidt hurtigere, for der blev slået hårdere ned på os. Folk havde en tendens til at tro det værste om os,” siger Mudi Alhadi, der har mærket ”ghetto-stemplet” mange gange i sit liv.

”Da jeg startede i 10. klasse på en anden skole, og de andre drenge fandt ud af, at jeg kom fra Urbanplanen, var der nogen, der lige skulle spille smarte, og se, om de kunne provokere mig. Det oplever man også inde i byen.”

Vi ser farlige ud

Abdu Hirsi minder de andre om, at de stadig som voksne vælger at tage forholdsregler, når de eksempelvis har besluttet sig for at tage et eller andet sted hen sammen.

”Hvis vi er mange, så deler vi os faktisk op og går i grupper på højst fem. For vi kan se, at nogle mennesker bliver utrygge, hvis vi kommer en stor flok. Det kan godt gøre lidt ondt, at vi er nødt til det – at vi åbenbart ser farlige ud i flok.”

Mudi Alhadi tilføjer:

”Vi sørger også for ikke at ryge alle sammen på samme tid. Fordi det kan virke voldsomt. Man kan så vælge at sige fuck dem og være ligeglad med det hele og leve op til fordommene. Det er der nogen, der gør. Men man kan også vælge at prøve at modbevise det. Det er det, vi har valgt at gøre. Jeg tror, vi har styrken til det, fordi vi har det der stærke kammeratskab, der blev grundlagt i folkeskolen.

De tre er del af en gruppe på ti tidligere klassekammerater fra Dyvekeskolen, der holder sammen, og som støtter hinanden i netværket Pass The Sauce.

Perkerdansk er trygt

”Vi har noget særligt sammen, fordi vi er vokset op sammen, og fordi vi har den der særlige fælles forståelse af, hvad det har betydet at vokse op her,” fortæller Abdu Hirsi, der lige som de to andre taler et fuldstændig upåfaldende dansk. Men når drengene er sammen, slår de ofte over i perkerdansk, som de kalder det.

”Når jeg er på besøg i Somalia, ved folk med det samme, at jeg ikke hører til. De kan se det på mit tøj, og de kan høre det på mit sprog. Når jeg så kommer hjem og møder andre danske unge med minoritetsbaggrund, er det noget helt særligt at slå over i perkerdansk. Det er en blanding af arabisk, kurdisk og somali, og det føles trygt og smukt; det er en boble, hvor jeg føler mig hjemme,” siger Abdu Hirsi.

Mudi Alhadu tilføjer:
”Ja, man bliver lidt glad, når en kurder siger noget på somali til en. Så svarer man med et kurdisk ord. Det er en måde at anerkende hinanden på. Det er bare et problem for de børn, der aldrig lærer at tale andet end perkerdansk. De får det svært i samfundet.”