ET JULEEVENTYR

Frit efter Charles Dickens af Anna Louise Stevnhøj og Lisbeth Neigaard (ill.)

Hvis du vil læseudgaven med illustrationer,kan du hente her.

DET VAR DEN 24. DECEMBER. Der duftede af gran og brændte mandler over alt, og juleglade københavnere gik rundt og købte de sidste julegaver og ønskede hinanden en god juleferie.

I Statsministeriet var der dog ingen tændte lys og ingen julesang. Men to unge fuldmægtige samlede i anledning af julen ind til de mange hjemløse, der manglede varme frakker og støvler. De to modige unge bankede på døren til selve statsministerens kontor og viste ham deres indsamlingsbøsse.

”Sådan noget vrøvl. Der er arbejde til alle, der vil arbejde,” sagde Lars Ebenezer Scrooge, og fortsatte:
”Og forsvind nu ud herfra. Jeg er ved at skrive min nytårstale, hvor jeg vil vise, hvordan vi kan klare os med langt færre offentligt ansatte, hvis de bare kniber ballerne lidt sammen og lærer at bruge ny teknologi. Så bliver jeg også meget bedre venner med Tech-industrien.”

I forkontoret sad ministersekretæren og skævede nervøst til uret på mobilen. Hun ville så nødig igen være den sidste, der hentede – især fordi hun vidste, at der ofte kun var en voksen på stuen efter klokken tre om eftermiddagen.

Da Lars Ebenezer Scrooge endelig stak hovedet ud fra sit kontor og sagde: ”Ja du er vel nødt til at afvikle juleferie, selv om det er et kritisk tidspunkt for regeringen,” kastede hun mobilen i tasken og cyklede mod Nørrebro – og glædede sig til, at hun kunne holde sin lille dreng hjemme fra institutionen julen over.

Da Lars var den sidste tilbage i det mørke og mennesketomme statsministerium, åbnede han en flaske Barolo, som en af hans fiskervenner fra Hanstholm havde sendt ham i anledning af julen.

Han ville egentlig hellere have haft en fadbamse. Men da han havde foreslået, at der skulle installeres et fadølsanlæg i ministeriet, sukkede hans spindoktor bare dybt og sagde et ord: Rygekabine. Så han måtte nøjes. Og Baroloen smagte nu også meget godt, tænkte han, og mens han sad der og nød vinen, faldt hans øjenlåg lige så stille i.

Da han næste gang åbnede øjnene, slog kirkeklokkerne ved Holmens Kirke et. Og pludselig stod der en uvirkelig skikkelse foran ham.

LARS TROEDE FØRST, at det underlige syn kom af, at han havde sovet med sine kontaktlinser i, så han gned sine øjne.

Men skikkelsen sagde: ”Jeg er den svundne juls ånd”, og før Lars vidste af det, havde skikkelsen taget ham under armen og sammen gik de gennem de tykke vægge i ministeriet og ud i den mørke nat. Men uden for var det slet ikke nat. Det var en kold og klar dag med sne på jorden, og da Lars så sig omkring, genkendte han landskabet:
”Det er jo Græsted. Jeg voksede op her,” udbrød han!
De gik hen ad vejen, og Lars genkendte hvert eneste gule parcelhus. Foran det ene stod en mand foran sin postkasse med et brev i hænderne.

”Glædelig jul. Jeg har netop fået førtidspension på grund af min ryg. Så nu er der ekstra god grund til at fejre højtiden,” sagde han og forsvandt ind i huset. På vejen kiggede de ind i den lokale børnehave, hvor de små sad med roser på kinderne og spiste æbleskiver, mens en ung mand spillede julesange på en guitar. Alle sad de på skødet af en voksen eller havde en anden i hånden.

Som Lars og ånden fortsatte ad vejen, mødte de en ung mand i en kørestol, som blev skubbet af en kærlig pædagog.

”Glædelig jul. Vi er ude at nyde det dejlige vintervejr, før vi skal nyde julemaden. Er det ikke rigtigt, Peter sagde kvinden, som vinkede glad, før de gik videre.

”Har de virkelig tid til det. Det virker da ikke særligt effektivt,” spurgte Lars undrende ånden, samtidig med, at han følte et underligt uvant stik i hjertet og en blødhed over de mange glade mennesker, som tilsyneladende alle sammen havde god tid.

”Bare rolig, sagde ånden. ”Det er kun skygger af ting, som har været.”

”Åh før mig bort,” sagde Lars, der følte sig underligt tung om hjertet, og før han vidste af det, var han tilbage i sofaen i statsministeriet.

”Det må have været en ond drøm, tænkte han og gned sig i øjnene og lovede sig selv aldrig mere at hoppe på Snapstingets julemenu. Men som han var på vej ind i blunden igen, stod der pludselig et andet gespenst foran ham.

Denne skikkelse var prægtigt klædt i mørkegrøn kåbe, kantet med hvidt pelsværk og en krans af kristtjørn smykket med istapper.

”Jeg er den nuværende juls ånd,” sagde skikkelsen, og Lars sukkede dybt:

”Hvis du har noget, du vil vise mig, så lad os tage afsted.”

”Tag fat i min kåbe,” sagde ånden, og det gjorde Lars, og sammen fløj de hen over København, hvor det nu var sen eftermiddag.

GLADE KVINDER OG MÆND valsede rundt på Strøget og bar store pakker ud af Magasin og Illum, og gennem vinduerne til de store lejligheder langs søerne kunne man se festklædte mennesker, der pyntede juletræer og smagte på vin fra flasker, der kom langvejs fra.

Men ånden fortsatte til en daginstitution på Nørrebro, hvor lyden af grædende børn helt overdøvede den julemusik, der lød fra cd-afspilleren. En pædagog med strittende hår, hektisk røde kinder og en grædende baby på hoften forsøgte at skille to andre børn, der sloges, ad. I garderoben sad en ganske lille pige og knugede sin lille rygsæk ind til sig, mens hun stirrende ufravendt på den dør, hendes mor ville komme ind ad, når hun skulle hente hende.

Men vupti – ånden og Lars fløj videre og direkte ind ad vinduet til en lille lejlighed, hvor hans egen ministersekretær sad med sit lille barn i armene.

”Bare han nu ikke får mellemørebetændelse igen. Jeg er så bange for at miste mit job, for der er så mange om buddet, og jeg ville ikke kunne klare huslejen på dagpenge,” sukkede den unge ministersekretær.

Og så uden varsel fra ånden fløj de videre, og pludselig stod de på Christianshavns Torv, hvor en lille gruppe mænd sad og skuttede sig i kulden med deres hunde.

”Hvorfor tager de i det mindste ikke på et herberg?” spurgte Lars.

”De vil ikke efterlade deres hunde uden for. Og i øvrigt er herbergerne overfyldte i det her vejr,” sagde ånden, og straks fløj de videre. De landede midt på en lang trøstesløs gang, hvor der var døre på begge sider, og hvor der lugtede surt af gammel tobaksrøg og urin. En af dørene stod på klem, og indefra lød en forpint kvindestemme

”Hvem er det? Kom og snak med mig!”, men ånden trak Lars videre til den næste dør, bag hvilken to medarbejdere sad ved deres computer.

”Hvad er det her for et sted,” spurgte Lars beklemt, og ånden svarede.

”Det er et bosted for psykisk syge.”

”Jamen hvad laver personerne bag computerne?”

”De dokumenterer. Det skal de.”

”Jamen hvorfor kan den ene i det mindste ikke tale med kvinden?” spurgte Lars.

”De må ikke gå alene rundt; det er for farligt. Det er alligevel snart fortid med medarbejdere på gangene, for nu er det meningen, at de kun skal snakke med borgerne via Skype. Det siger Moderniseringsstyrelsen,” sagde ånden, og de susede igen gennem eftermiddagshimlen.

DA LARS EBENEZER SCROOGEigen åbnede øjnene, var han tilbage på kontoret, og igen slog kirkeklokkerne på Holmens Kirke et. Han løftede blikket, og foran ham stod en skikkelse, indhyllet i en kulsort klædedragt. Og selv om Lars nu var vant til ånder, var der noget ved den sorte skikkelse, der var så skræmmende, at Lars var tæt på at tisse en tår i boxershortsene fra Zornig på Frederiksberg.

”Hvem er du? Er du den fremtidige juls ånd?” spurgte han med bævende stemme, men der kom intet svar. Skikkelsen rakte i stedet hånden ud, og trak Lars med sig ud i natten.

De fløj over den mørke by, til de nåede Rådhuspladsen i København, hvor de fløj ind ad vinduerne til det summende redaktionslokale på byens største avis.

En gruppe journalister stod og diskuterede heftigt foran en computerskærm.

”Jeg ved godt, man ikke skal tale ondt om de døde. Men en nekrolog skal vel indeholde en vis substans. Jeg synes, det er en fin overskrift at kalde den: ”Han lagde velfærdsstaten i graven,” sagde en journalist.

En anden medarbejder sagde: ”Så skriver jeg den politiske analyse af, hvad der skete i hans regeringstid. Jeg gennemgår alt det der med, at børn og syge og handicappede har fået dårligere vilkår, mens milliarderne er fosset ud af statskassen til skattesnydere og spekulanter. Og vigtigere endnu: at vores uddannelsesniveau er faldet betydeligt, og at vores flexicuritymodel nærmest er gået i stykker, så vores konkurrenceevne er faldet helt vildt. For slet ikke at tale om alle de børn og unge, der er blevet behandlingskrævende, fordi de er knækket under presset.”

Lars kiggede på ånden: “Hvem pokker taler de om?”

Ånden svarede ikke, men trak ham tættere på skærmen, hvor hans eget navn og foto stod og blinkede med pixelerede bogstaver.

LARS EBENEZER SCROOGEstønnede dybt og begravede ansigtet i sine hænder. Da han åbnede øjnene igen, var han tilbage i sofaen i statsministeriet.

Han så sig omkring, som kunne han ikke tro det. Og så sprang han i vejret og jublede højt:
”Det er ikke for sent! Jeg lever!” råbte han, hvorefter han øvede sig gentagne gange i at sige Glædelig jul. Først var stemmen sprukken, men efterhånden kom det helt af sig selv. Han kastede sig herefter ned ved sit skrivebord, hvor han med febrilsk hast begyndte at strege i både nytårstalen og udkastet til finanslov, mens han mumlede højt for sig selv:

”Slut med skattelettelser. Flere pædagoger. Husk møde med beskæftigelsesministeren om tilbagerulning af pensionsreform. Vi afliver satspuljen og fører pengene tilbage til overførselsindkomsterne. Sygehusene! Vi skal have flere sygeplejersker på sygehusene!”

Da det lysnede udenfor, tog han den skræddersyede frakke på, løb ned ad trapperne og vækkede den forsovede ministerchauffør, der havde tilbragt natten på bagsædet.

”Vi skal til Christianshavns Torv,” råbte han overstadigt, mens chaufføren tænkte på, om statsministeren mon var fuld.

På Christianshavns Torv hentede Lars alle de hjemløse og kørte dem til Bella Sky, hvor han indlogerede dem med deres hunde julen over og betalte med sit eget guldplatinkort. Undervejs i bilen sendte han en sms til ministersekretæren, hvor han garanterede, at dagpengene fremover skulle følge lønudviklingen.

MINISTERCHAUFFØREN OG MANGE ANDRE MED HAMtroede længe, at han var fuld eller gal. Men Lars Ebenezer Scrooge var blevet et nyt menneske. Han blev så god en statsminister for hele folket, som det gode gamle land nogensinde havde kendt. Der var dem, der skumlede og skulede, men han var ligeglad, for han var klog nok til at vide, at deres øjne var blinde i forvejen. Lars plejede aldrig siden omgang med ånder – og man sagde fra den dag altid om ham, at den mand om nogen forstod at fejre jul!