Småt Nyt
Høstgilde for børnehaver
Alle københavnske børnehaver inviteres til høstgilde i Naturværkstedet Kløvermarken. Man kan vælge mellem den 20., 21. og 22. september, hvor børnene kan prøve at være bondepiger og bondedrenge og deltage i festforberedelserne. Der skal tærskes og kværnes korn og bages brød, og der skal koges syltetøj og pyntes op til festen. Når festmåltidet er overstået, er det tid til en sang og en svingom, og så er der også mulighed for fri leg, hvor man kan binde kranse eller bare hoppe i halmen og kigge til hønsene. Tilmelding er nødvendig. Det sker på www.groen.kk.dk under ’Børnehaver, Natur og Miljø’. Spørgsmål rettes til Rikke Flintholm Vestergaard på ga6v@buf.kk.dk
Lån LFS-Instagram
LFS har Instagram-profilen mitlfs.dk. Den er til låns for alle institutioner og enkeltmedlemmer, som vil dele deres (arbejds)liv i billeder. Lav en Instagram take-over i en uge - månedens bedste foto kommer i bladet og vinder en æske chokolade til personalestuen. Kontakt redaktionen for mere information på lfsnyt@lfs.dk
Albertslund: Festival uden bajere
Dagplejerne er fast inventar ved den årlige børnefest i Albertslund, som løber over tre dage i Kongsholmsparken.
”Jeg har selv været med de seneste 20 år med mine børn, men traditionen er hele 32 år gammel,” fortæller dagplejer og tillidsrepræsentant Marianne Petersen, der både nyder børnenes reaktioner på de mange oplevelser og samværet med de øvrige dagplejere i Albertslund.
Børnefesten er arrangeret af dagplejere, daginstitutioner og skolefritidsordninger og har form af en decideret festival med forskellige lejre, hvor en del af de ældre børn også overnatter i løbet af ugen. De forskellige lejre stiller op med tilbud som scooterbane, sansegynger, kæmpesandkasser, sæbebobleværksted mv., og dagene byder også på musik og teater. Dagplejen har sin egen lejr med fællestelt og med et område, der er afgrænset af Christianiacykler og barnevogne.
”Dagplejebørnene er for små til at sove her om natten, men de er med hele dagen, og de sover til middag på pladsen - og de sover helt fantastisk. De er fuldstændig fyldt op af de mange indtryk og oplevelser,” fortæller Marianne Petersen.
Drastisk dårligere
Normeringerne i de danske daginstitutioner er blevet drastisk dårligere over en periode på 45 år. Det reelle antal personaletimer per barn i vuggestuen er faldet fra 14,9 timer til 11,3 timer. I børnehaven er antallet af personaletimer per barn faldet fra 6,9 timer til 5,9 timer. Samtidig er andelen af den tid, som personalet bruger direkte i det pædagogiske arbejde med børnene faldet fra 72 procent til 51 procent. Det viser en undersøgelse, som Bureau 2000 har lavet for Pædagogisk sektor i FOA.
Mosaikworkshop
Den smukke motions-og sansesti ved Sundby Væksthus er ikke bare til glæde for borgere med handicap, men også for lokale vuggestuer og børnehaver og skoler. Den 3. september bliver stien endnu smukkere, idet Venner af Captum sammen med Sølundmusikfestivals-fond og Amager Vest Lokaludvalg inviterer til mosaikworkshop. Tre skulpturer skal støbes ned i stien, og borgere med handicap er sammen med borgere fra lokalsamfundet velkomne til at udfolde til at komme og være med til at pryde disse skulpturer med smuk mosaik sammen med mosaikkunstneren Pia Skak Mortensen.
Næstformand i sommershitstorm
LFS-næstformand Jan Hoby blev i slutningen af juli ramt af en shitstorm. Han blev beskyldt for at have sammenlignet jobcentermedarbejdere med nazister i en tale ved en demonstration. Men forretningsudvalget i LFS bakkede op om næstformanden, idet henvisningen til en kz-lejr var taget ud af en anden kontekst, nemlig diskussionen om den enkelte medarbejders etiske ansvar i et retssamfund.
”Som forretningsudvalg i LFS ærgrer vi os over, at så mange har ladet forargelsen løbe af med dem, før de har forholdt sig til, hvad der reelt skete. (…) Lad os slå det fast en gang for alle: LFS mener naturligvis ikke, at man bør sammenligne jobcentermedarbejdere med nazister. Vi mener imidlertid heller ikke, det var det, der skete under demonstrationen. Vi mener, at det er mediespin, som belejligt for beskæftigelses- og integrationsborgmesteren fik fjernet fokus fra sagens kerne: At arbejdsmarkedsreformerne sammen med kommunens forvaltning af disse har gjort det urimeligt svært at opnå den førtidspension, som alle borgere, der varigt har mistet deres arbejdsevne, har ret til,” skrev forretningsudvalget i en udtalelse, som kan læses på www.mitlfs.dk/12669
Lærere og pædagoger
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har sat fokus på samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Forskningen peger på, at følgende fem elementer er særligt kendetegnende for det velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger:
• Der er klarhed over faggruppernes roller og mulige bidrag, så begge gruppers faglighed og kompetencer bringes i spil.
• Lærere og pædagoger planlægger og evaluerer undervisningen i fællesskab.
• Lærere og pædagoger giver hinanden sparring, og begge parter oplever, at de udvikler deres faglighed i samarbejdet.
• Begge parter betragter hinanden som ligeværdige i samarbejdet.
• Ledelsen bakker op om og leder samarbejdet.
Læs mere om resultaterne af undersøgelsen på www.eva.dk under projekter
Gladsaxejubilæum fejret af store og små
Der var kager, frugt og andre lækkerier, og der var levende musik, da dagplejen i Gladsaxe fejrede 50 års jubilæum i juni. Der er 51 dagplejere i kommunen, og cirka halvdelen mødte op til festlighederne på rådhuset med deres dagplejebørn.
”Jubilæet er ekstra glædeligt, fordi vi som dagplejere ikke føler os truet som i så mange andre kommuner. Der er politisk opbakning til dagplejen i Gladsaxe, siger tillidsrepræsentant Anne Angelsø (th). Til venstre Majbritt Kronbøl, formand for dagplejen i LFS.
De tre indkaldelser herunder sammen i ramme. Du lavede en flot illustration (se herunder) for nogle år siden. Måske du kan lave noget lignende? Lægger et colourboxbillede i mappen, du kan bruge.
Indkaldelse til årsmøder
Dagplejeområdet 20.9.2017
Dagplejeområdets bestyrelse indkalder hermed til årsmøde 2017 jf. vedtægterne, § 4, stk. 4 for fagområderne.
Tid: Onsdag 20. september 2017 kl. 17.15- ca. 21.00. Spisning 17.15-18.15.
Sted: LFS, Sal A. (Indgang via porten i Sorøgade.)
Foredrag af Pernille Steen Pedersenved: ”Slip stress ud af skammekrogen”.
Dagsorden og tilmelding på www.mitlfs.dk/ 12691
Specialområdet 26.9.2017
Specialområdets bestyrelse indkalder hermed til årsmøde 2017 jf. vedtægterne, § 4, stk. 4 for fagområderne.
Tid: Onsdag 26. september 2017 kl. 17.00 - 20.30) Spisning mellem 17.00 og 18.00.
Sted: LFS, Sal A. (Indgang via porten i Sorøgade.)
Foredrag af Aydin Sofi: "Forsoning - en fortælling om flugt og integration".
Dagsorden og tilmelding på www.mitlfs.dk/12664
Almenområdet 27.9.2017
Almenområdets bestyrelse indkalder hermed til årsmøde 2017 jf. vedtægterne, § 4, stk. 4 for fagområderne.
Tid: Onsdag 27. september 2017 kl. 17.30- ca. 20.30. Spisning 17.30-18.30.
Sted: Metal Hovedstaden, Kælderen, Nyropsgade 25, 1602 København V.
Underholdning med Michael Schøt, kendt fra blandt andet Schøtministeriet.
Dagsorden og tilmelding på www.mitlfs.dk/12608
Loppemarked
Der er loppemarked i gården hos LFS (indgang fra Sorøgade 6) lørdag den 16. september kl. 10.00-15.00. LFS er vært ved et morgenbord, og der kan købes øl og sodavand i løbet af dagen.
Fejl
Der er fundet fejl i alle de 77 sager om anbringelse af børn, som Københavns Kommunes borgerrådgiver har undersøgt. Rapporten er lavet som en stikprøvekontrol af sagsbehandlingen på anbringelsesområdet. Den viser blandt andet, at der i flere tilfælde mangler børnefaglige undersøgelser og handleplaner, samt at børnene i mange tilfælde ikke bliver inddraget i samtaler om deres anbringelse.
LFS-kor
Der er sæsonstart i LFS-koret den 7. september. Nye sangere er meget velkomne. Der øves hver torsdag fra klokken 18.00 til 20.00 i LFS, sal A, indgang fra Sorøgade 6. Spørgsmål kan rettes til Lisbeth Waidtløw, lisw@foa.dk.
Pension
Er du i tvivl om, hvornår du har råd til at gå på pension? Hvis du er medlem af PenSam, kan du komme til seniormøde, hvor du kan høre om de økonomiske muligheder, der er, hvis du vælger at trække dig fra arbejdsmarkedet. Læs mere på www.pensam.dk/pension.